Da italienske Marta Loi i sidste uge skrev et langt Facebook-opslag, havde hun næppe nogen anelse om, at det blot få dage efter skulle medføre en lavine af forargelse, vrede, medieopmærksomhed og sågar en parlamentshøring.
”Det, I ser på fotoet her nedenfor, er ikke min grav, selvom mit navn står på det hvide trækors. Det er min søns. Da jeg aborterede ham, var han allerede død. Måneder efter finder jeg ud af, at han uden min viden er blevet begravet på Flaminio-kirkegården. Ved graven er placeret et hvidt kors, der bærer mit navn. Jeg er fuldstændig rystet, og det er svært at beskrive den vrede og angst, som dette syn gav mig,” skrev hun.
Marta Lois Facebookopslag skabte forargelse, og mange spurgte, hvordan noget så ”bizart og makabert” kan finde sted i dagens Italien. Forklaringen er, at der på dette område findes et næsten uigennemskueligt sæt af forordninger, regionale regler og lovdekreter, der betyder, at fem romerske hospitaler overdrager abortfostre til det kommunalt drevne selskab AMA. Jævnfør en lov fra 1990 sørger AMA herefter for, at fostrene begraves på Flaminio-kirkegården. Ofte uden kvindernes viden endsige tilladelse.
Flere italienske kvindesagsorganisationer har nu klaget over fosterkirkegårdens eksistens og kræver den jævnet med jorden. De henviser til, at i hvert fald to love bliver overtrådt ved at lade fostret begrave med kvindens navn på gravstedets kors. Først og fremmest abortloven fra 1978, der sikrer aborterende kvinder fuld anonymitet, men også loven om privatlivets fred.
Generaldirektør for San Camillo-hospitalet, Fabrizio d’Alba, siger til dagbladet la Repubblica, at ”når vi sender et foster til kirkegården, er det udelukkende af praktiske årsager, at vi oplyser kvindens navn”. Som en forklaring på, hvorfor kirkegården sætter kvindens navn på gravstedet, oplyser AMA i en erklæring til pressen:
”Hvis fostret ikke har et navn, bliver vi nødt til at bruge kvindens navn, i det tilfælde nogen skulle lede efter gravstedet.”
Efter at Marta Loi har fortalt om sin oplevelse, har kvindesagsorganisationen Differenza Donna samlet lignende vidneudsagn fra omkring 40 andre kvinder. For det viser sig, at der er flere lignende kirkegårde at finde andre steder i Italien, og flere steder er det katolske antiabortorganisationer, som får de aborterede fostre udleveret af hospitalerne og tager sig af alt det praktiske omkring begravelserne. Differenza Donna har nu klaget til den italienske ombudsmand, og det ventes, at sagen snart vil blive bragt for en domstol i Rom med henvisning til de to påståede lovbrud. Samtidig har det socialdemokratiske parlamentsmedlem Livia Turco taget initiativ til en parlamentshøring om fosterkirkegårdene.
Polemikken stopper dog ikke her. Sagen har også udviklet sig til en generel diskussion om italienske kvinders 42 år gamle ret til abort i det overvejende katolske land.
”Uden hensyntagen til kvindernes rettigheder sætter symbolet kvinde-abort-kors kvinderne årtier tilbage i tiden til dengang, at aborter ofte blev udført hemmeligt og blandt andet medførte fængselsstraf. Det er helt tydeligt en kriminalisering af aborten,” lyder det i en leder i dagbladet la Repubblica.
Illaria Boiano, talskvinde for Differenza Donna, er enig:
”Denne sag er især et angreb på kvindernes ret til abort. At placere kvindens navn på et kors, er tydeligvis det samme som at sige, at hun er en morder,” har hun sagt til samme avis.
Flere parlamentsmedlemmer er også gået ind i sagen, heriblandt socialdemokraten Monica Cirinnà.
”Det, vi har set i denne sag, er en grov overtrædelse af kvindernes rettigheder i forbindelse med abort. Loven skal naturligvis forbyde at bruge kvindens navn ved en sådan type begravelse. Endnu en gang har vi set, at det slogan, som den italienske kvindebevægelse har brugt i mange år, ’Kvindens krop er som en slagmark’, desværre er sandt,” siger hun til Kristeligt Dagblad.
Abortdiskussionerne er hyppige i Italien, hvilket blandt andet skyldes de såkaldte abortnægtere. Det er offentligt hospitalsansatte gynækologer, der med henvisning til deres katolske tro nægter at udføre aborter. Ifølge la Repubblica er der alene på hospitalerne i Lazio-regionen, som omkranser Rom, 247 offentligt ansatte gynækologer, hvoraf de 200 nægter at udføre aborter. Tallet for abortnægtere er ligeledes stort blandt anæstesilæger og almindelige sygeplejersker.
”At få udført en abort på et hospital i Rom er nærmest som et forhindringsløb, hvor kvinden ofte bliver mistænkeliggjort og udsat for negativ behandling. Mange af gynækologerne kommer fra katolske universiteter, og at udføre aborter er direkte skadeligt for deres karriere. Kun den stærkeste accepterer at udføre aborter for at sikre kvindernes lovbestemte ret,” siger gynækologen Silvana Agatone i et interview med samme avis.
Hos Italiens Ateistiske Forening, der tæller 4000 medlemmer, mener juridisk rådgiver Adele Orioli, at ”det officielle Italiens holdning til abortnægterne er under al kritik”. Hun henviser til, at Europarådet har ad flere omgange protesteret over, at Italien overtræder kvindernes rettigheder.
”Denne kritik har den italienske regering dog valgt at sidde fuldstændig overhørig,” siger Adele Orioli.
For de italienske abortmodstandere er det dog hverken fosterkirkegårdene eller abortnægterne, som er kritisable.
”Den største eksisterende krig er den, der finder sted imod alle ufødte. Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene for den nødssituation, der har medført seks millioner aborter siden abortlovens vedtagelse i 1978,” skriver Maurizio Gagliardini, formand for den katolske forening ”Difendere la Vita con Maria” (I et forsvar af livet med Maria), på foreningens hjemmeside.