Atomaftale får store konsekvenser for hele Mellemøsten

Direktør for tysk tænketank ser på optimistisk og pessimistisk scenarie efter historisk atomaftale med Iran

Aftalen vil blandt andet gøre atomspredning i Mellemøsten mindre sandsynlig og samtidig styrke ikke sprednings-traktaten på verdensplan, vurderer tænketanks-direktør. Her fejrer iranere atomaftalen i Teheran.
Aftalen vil blandt andet gøre atomspredning i Mellemøsten mindre sandsynlig og samtidig styrke ikke sprednings-traktaten på verdensplan, vurderer tænketanks-direktør. Her fejrer iranere atomaftalen i Teheran. Foto: Rouzbeh Fouladi/Sipa

Efter 12 års udmarvende forhandlinger har Iran og de såkaldte P5+1 lande bestående af Kina, Frankrig, Rusland, USA, Storbritannien og Tyskland indgået en omfattende aftale om begrænsning af Irans udvikling af atomar kapacitet.

Til gengæld for sit samarbejde vil Iran med tiden blive fri for de straffesanktioner, som FN, EU og USA i årevis har underlagt landet. Det er en kolossal diplomatisk succes.

Naturligvis har forhandlingerne mødt masser af kritik, heriblandt fra den amerikanske kongres og det iranske parlament såvel som fra Saudi-Arabien, Israel og endda fra Frankrig.

Aftalens potentielle nyttighed kan dog ikke benægtes.

Artiklen fortsætter under annoncen

For det første beviser aftalen, at verdens ledere stadig er i stand til at finde sammen og løse et fælles problem.

Og det til trods for deres splittelse på en række områder såsom Ukraine-konflikten og territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav.

Aftalen vil også gøre atomspredning i Mellemøsten mindre sandsynlig og samtidig styrke ikke sprednings-traktaten på verdensplan.

Og så vil den tillade en normalisering af Irans forhold til Vesten.

Irans naboer har givetvis grund til bekymring for den betydning, som aftalen vil få for magtbalancen i regionen.

Når sanktionerne bliver ophævet, vil Iran blive stærkere og således udfordre Golflandenes indflydelse.

I en foregribelse af dette har disse lande allerede forsøgt at opnå forsikringer fra USA.

Samtidig fører de en hård kurs i Yemen og Syrien, hvor de forstår sig selv som en opdæmning af Irans ambitioner om overherredømme.

I sidste ende vil virkningen af atomaftalen dog afhænge af de politiske dynamikker i Iran.

Mange, ja, formentlig de fleste i den iranske top støtter denne løsning på atomkonfrontationen. Nogle anser dog fortsat konflikt som afgørende for landets revolutionære identitet.

Denne dynamik i kølvandet på aftalen kan falde ud på to måder. I det første scenarie tager begivenhederne den form, som P5+1 og de iranske forhandlere håber på.

Aftalen skulle gerne være udtryk for de stemmer i Iran, der taler for regional og international tilpasning.

I så fald vil Iran række ud til Saudi-Arabien med en overbevisende hentydning til stormagten i Golfen om, at Iran ikke har i sinde at øve indflydelse på bekostning af saudierne og deres allierede.

Det vil gøre det muligt for Saudi-Arabien at slutte sig til Iran for sammen at sikre en våbenhvile i Syrien mellem regimets styrker og oprørerne og bane vejen for dannelsen af en troværdig overgangsregering, som er i stand til at presse Islamisk Stat tilbage.

På samme måde kan Saudi-Arabien og Iran gøre en ende på kampene i Yemen ved at støtte en magtdeling der.

Samtidig vil ophævelsen af sanktionerne kickstarte Irans økonomi.

Øget åbenhed over for Europa og - mere varsomt - over for USA vil opmuntre medlemmer af middelklassen i Iran til at søge en fremtid inden for landets grænser frem for at udvandre.

I dette scenarie vil præsident Hassan Rouhanis stærke internationale status bistå ham med at overvinde konservativ modstand mod de meget påkrævede reformer i landet.

På den baggrund vil Rouhanis koalition af reformister og pragmatikere nemt kunne vinde et flertal, når der er valg til parlamentet næste år, og præsidenten kan blive genvalgt året efter.

Det andet mulige scenarie er langt mere dystert. I det scenarie vil det hurtigt blive klart, at den iranske støtte til atomaftalen måske nok var bred, men ikke dybtfølt.

Mens Rouhanis reformistlejr ønsker at forbedre Irans forhold til udlandet, ser de konservative og nationalistiske kræfter omkring den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, aftalen som et nødvendigt instrument til at komme af med de økonomiske sanktioner og styrke Irans konventionelle militærkapacitet.

Gejstlige med en hård linje vil så underminere enhver tillid, Rouhani måtte opbygge med landets naboer, ved igen og igen at erklære, at aftalen udgør en implicit anerkendelse af det mægtige Iran fra stormagternes side.

Dette standpunkt giver skeptikerne oprejsning og ansporer Saudi-Arabien til at vedblive med sine bestræbelser på at opbygge en sunni-koalition, der skal dæmme op for iransk shia-indflydelse og opretholde kampen mod det, Golfmagten betragter som iranske stedfortrædere i lande som Syrien og Yemen.

Hertil kommer, at på baggrund af stærke spændinger i regionen vil de økonomiske konsekvenser af sanktionernes ophævelse være forsvindende lille, og de konservative vil vinde frem i deres vægren ved at tillade reformer.

Rouhani og hans allierede vil være ude af stand til at indgyde de iranske borgere økonomisk håb, og det betyder, at de taber både parlamentsvalget og præsidentposten.

Paradoksalt nok passer Irans nye regering kontrolleret af konservative og hardlinere i det pessimistiske scenarie bedre ind i regionen end den nuværende regering.

For også Saudi-Arabien, Egypten og mange andre arabiske lande er jo styret af autoritære hardlinere med liden interesse i at nedtrappe de regionale konflikter.

Det ville gøre fremkomsten af et reformorienteret lederskab i Iran ekstremt svært.

Det mest sandsyndlige scenarie er en blanding af begge dynamikker.

Men eftersom det er i alles interesse at sikre, at udviklingen ligger tættere på den reformvenlige vej, bør det stå klart for alle, at det diplomatiske arbejde omkring Iran langtfra er slut.