Aktivist: ”Vi har et stort problem med dårlige ledere i Afrika”

I disse uger protesterer folkemængder i Guinea mod landets præsident. Dét er opskriften på ægte forandring i Afrika, mener lederen af den panafrikanske protestbevægelse, Africans Rising, 34-årige Muhamed Lamin Saidykhan

Med sine råstof- og naturrigdomme er Afrika på mange måder en velsignet verdensdel, men afrikanerne får ikke gavn af dette, fordi mange af deres ledere fortsat er optaget af at berige sig selv, mener den gambiske aktivist Muhamed Lamin Saidykhan fra den panafrikanske organisation Africans Rising. – Foto: Ole Damkjær/Mellemfolkeligt Samvirke.
Med sine råstof- og naturrigdomme er Afrika på mange måder en velsignet verdensdel, men afrikanerne får ikke gavn af dette, fordi mange af deres ledere fortsat er optaget af at berige sig selv, mener den gambiske aktivist Muhamed Lamin Saidykhan fra den panafrikanske organisation Africans Rising. – Foto: Ole Damkjær/Mellemfolkeligt Samvirke.

Der findes et hav af forklaringer på, hvorfor Afrika i den grad stadig er udfordret af fattigdom, sygdom, tørke og ungdomsarbejdsløshed. Flere af dem peger på de negative konsekvenser af europæernes massive kolonisering af kontinentet i 1800- og 1900-tallet. Muhamed Lamin Saidykhan mener heller ikke, at det har hjulpet udviklingen på rette vej, at Afrika i århundreder blev terroriseret og groft udnyttet af europæerne, der tilmed konstruerede landegrænserne, som de nu fandt det passende.

Men, understreger den 34-årige gambier og leder af den panafrikanske protestbevægelse Africans Rising (Afrikanere, der rejser sig), tiden er inde til, at afrikanerne lader fortid være fortid og fokuserer på, hvordan de selv kan gøre nutiden og fremtiden bedre.

I 2016 var Muhamed Lamin Saidykhan en af de 274 afrikanere fra 44 lande på kontinentet, der grundlagde Africans Rising i Arusha i Tanzania. Det er både en paraplyorganisation for organisationer og for enkeltpersoner og har som sit erklærede formål at opnå ”retfærdighed, fred og værdighed” i alle de afrikanske lande.

Det er der brug for, lyder det fra Muhamed Lamin Saidykhan. For til trods for at de afrikanske lande blev selvstændige og – officielt – frie, da kolonimagterne trak sig ud af kontinentet i 1950’erne og 1960’erne, glimrede friheden ved sit fravær i praksis.

”Jeg plejer at sige, at vi efterfølgende blev genkoloniseret og undertrykt igen. Men nu blot af vore egne – af afrikanske ledere. Vi har et stort problem med dårlige, korrupte ledere i Afrika. Ledere, som er mere optaget af, at de selv og deres nærmeste skal have det godt, end af befolkningernes ve og vel. Vi er nødt til at gøre noget ved det, og vi kan gøre det ved at være solidariske og holde sammen og lade vores ledere vide, at vi ikke længere ønsker ledere som dem. Unge afrikanere er så trætte af den type ledere,” fastslår han.

Muhamed Lamin Saidykhans synspunkter kan næsten fremstå naive på et kontinent, hvor den politiske kultur i mange lande er badet i korruption, inerti og politikernes fokus på egen vinding. Men gambieren har selv bevist, at afrikanske despoter kan presses til at gå af.

I 2017 havde Muhamed Lamin Saidykhan en af hovedrollerne i de store folkelige protester, der omsider tvang Gambias tidligere præsident Yahya Jammeh til at give afkald på præsidentposten efter 22 år ved magten. På det tidspunkt havde Jammeh netop tabt præsidentvalget til modkandidaten, Adama Barrow. Og først indvilliget i at gå af, men så ombestemte han sig.

”Da jeg hørte, at Yahya Jammeh alligevel havde tænkt sig at fortsætte som præsident, vidste jeg, at øjeblikket var kommet, og at vi var nødt til at protestere. Jammeh var brutal, og han fik folk slået ihjel, som det passede ham. Han skulle ud,” understreger Muhamed Lamin Saidykhan.

I sin daværende rolle som landekoordinator i Gambia for Mellemfolkeligt Samvirkes internationale ungenetværk, Activista, havde Muhamed Lamin Saidykhan i syv år trænet lokale aktivister i demokrati, aktivisme og netværksopbygning.

”Jeg kontaktede alle de aktivister, jeg havde trænet og sagde til dem: ’nu er det tid!’. Og de kontaktede så alle de aktivister, som de efterfølgende havde trænet, og vi mobiliserede os. I mine år som aktivist har jeg lært, at hvis der er noget, vores ledere frygter, så er det store folkemængder. Hvis vi er mange nok, og hvis vi holder sammen, kan vi gøre en forskel. Og det virkede,” siger han.

Muhamed Lamin Saidykhan er kommet til et efterårsvådt Danmark for at mødes med samarbejdspartneren, udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke. Dagen forinden har han været i Tyskland og om få dage flyver han tilbage til sit hjem i Senegals hovedstad, Dakar.

Der er bud efter den unge gambiske leder på et kontinent, hvor de fleste lande stadig har til gode at få succes med at følge Gambias eksempel. I disse uger protesterer tusindvis af guineanere mod deres præsident, som de beskylder for at gå efter en tredje, forfatningsstridig embedsperiode, og de har brug for al den opbakning fra aktivister i andre afrikanske lande, som de kan få, siger Muhamed Lamin Saidykhan.

Han er ikke i tvivl om, at guineaerne er på rette vej, selvom deres protester siden midten af oktober har kostet flere end 20 mennesker livet. Men det er altafgørende, at der kommer en god leder til, før et afrikansk land kan få de stærke institutioner, der er brug for, mener den gambiske aktivist. Ellers vil landets politiske top fungere som en stopklods for udviklingen, sådan som den gør det i andre sammenhænge.

”På mange måder er Afrika en velsignet verdensdel. Det er rigt på råstoffer, landbrugsjord og rummer muligheder for en stor fødevareproduktion og industrier. Alligevel lever mange afrikanere i fattigdom, fordi vores ledere nægter os adgang til at få gavn af alle disse muligheder,” fastslår han.

I stedet har lederne travlt med selv at samarbejde med multinationale selskaber om udvindelsen og eksporten af råstoffer, så de kan tjene penge på salget.

”Det gør de til trods for, at der i den grad mangler industri og arbejdspladser i Afrika. Og hvis Europa ønsker at sænke antallet af afrikanske migranter, der søger mod Europa, kan jeg hilse og sige, at dén vej frem er brolagt med udvikling af industrier og arbejdspladser i Afrika. Det er også i Europas interesse.”