Akua på 75 år kan takke en rollator for sin nye frihed

Alder, gangbesvær og sygdomme stavnsbinder mange ældre til sengen i Ghana, hvor de traditionelle familiemønstre er i opbrud. Enkle hjælpemidler kan dog give ældre som Akua Adutwumwae et større livsindhold

Efter en hjerneblødning, der efterlod hende næsten ude af stand til at gå selv, tilbragte den 75-årige Akua Adutwumwae i flere år det meste af sit liv i sit soveværelse. ”Min rollator har givet mig frihed,” fortæller hun i dag. –
Efter en hjerneblødning, der efterlod hende næsten ude af stand til at gå selv, tilbragte den 75-årige Akua Adutwumwae i flere år det meste af sit liv i sit soveværelse. ”Min rollator har givet mig frihed,” fortæller hun i dag. – . Foto: Karitte Lind Bejer.

Uden for et beskedent murstenshus i Wenchi i det nordvestlige Ghana er en skinnende blå rollator omhyggeligt parkeret på den støvede røde jord. I huset bor rollatorens kvindelige ejer, den 75-årige Akua Adutwumwae, sammen med sin ene datter og datterens mand og børn.

For otte år siden faldt Akua Adutwumwae om af en hjerneblødning, der efterlod hende ude af stand til at gå selv. Og dermed stoppede hendes aktive liv brat.

”På det tidspunkt drev jeg stadig min egen lille forretning, hvor jeg solgte bush-meat (kød fra guineafugle, aber, kaniner og små hjorte, red.), men det kunne jeg ikke fortsætte med,” fortæller hun.

I årene efter hjerneblødningen var Akua Adutwumwae kun i stand til at forlade sit soveværelse, hvis hendes datter eller et andet familiemedlem støttede hende fysisk. Men datteren og børnebørnene var ude af huset det meste af dagen og havde travlt med deres eget arbejde, skolegang og pligter og gøremål.

”Så det meste af tiden tilbragte jeg indenfor i huset. Jeg kom ikke rigtig nogen steder hen længere,” fortæller den ældre dame.

Den blå rollator kom ind i Akua Adutwumwaes liv for to år siden via den lille tyske hjælpeorganisation Altenhilfe Afrika (ældrehjælp Afrika), der arbejder for at forbedre forholdene for syge og udsatte ældre i Wenchi og omegn, så de får en alderdom med værdighed. Og til trods for, at rollatoren umiddelbart kan synes som en selvfølgelighed set med danske øjne, er den en sjældenhed i Wenchi, hvor hjælpemidler som krykker, rullestole og rollatorer er privilegier, der er langt de færreste ældre forundt.

Rollatoren har betydet en stor forandring til det bedre i Akua Adutwumwaes hverdag, fortæller hun:

”For med den kan jeg gå næsten en kilometer uden at skulle være afhængig af andre. Min rollator har givet mig frihed. Jeg kan selv gå på små besøg hos mine naboer, jeg kan selv gå ud på toilettet (der er udendørs, red.) og selv gå ud at købe småting.”

Akua Adutwumwae er en af de ældre, som der bliver stadigt flere af i Ghana. I 2012 var seks procent af landets befolkning over 60 år, men tallet stiger, og FN’s Befolkningsfond anslår, at det i 2050 vil nå op på 12 procent. Et tal, der til den tid vil svare til omkring 5,8 millioner mennesker i et land, som i dag tæller 26 millioner mennesker.

Traditionelt har ghaneserne taget sig af deres ældre familiemedlemmer, og selvom det stadig er tilfældet for mange familier, er traditionen også under forvandling i Ghana. For hvor der i storfamilierne var mange voksne og børn om at dele ansvaret for omsorgen og plejen af de gamle i familien, betyder urbaniseringen nu, at mange af de unge ghanesere i dag flytter ind til byerne i jagten på arbejde og indtjening. Selvom de fraflyttede døtre og sønner stadig sender penge hjem, forudsat at de kan finde et arbejde, efterlader det ofte hovedansvaret for den daglige pleje af familiens ældre hos ét familiemedlem.

Den 88-årige pensionerede skolelærer William Kwabeni Anin er ikke glad for, at så mange unge flytter fra Wechi som følge af urbaniseringen. Hans tre sønner bor langt væk, så han er glad for, at hans to døtre fortsat bor i samme hus som deres forældre og ”gør det bedste, de kan, og tager sig godt af mig”. –
Den 88-årige pensionerede skolelærer William Kwabeni Anin er ikke glad for, at så mange unge flytter fra Wechi som følge af urbaniseringen. Hans tre sønner bor langt væk, så han er glad for, at hans to døtre fortsat bor i samme hus som deres forældre og ”gør det bedste, de kan, og tager sig godt af mig”. – Foto: Karitte Lind Bejer

Dermed ”svækkes netværket omkring de ældre og plejen af de ældre”, fastslår en rapport om ældrepleje fra de ghanesiske fagforeningers arbejdsmarkedsforskningsinstitut LRPI i Accra. I Wenchi har urbaniseringen da heller ikke ladet byen uberørt, fortæller den 88-årige forhenværende skolelærer William Kwabeni Anin, der har boet i byen med dens knap 40.000 indbyggere hele sit liv.

Da han voksede op, var der hverken nutidens asfalterede veje, tætte trafikmylder eller moderne beton- og murstenshuse i byen. Og mens William Kwabeni Anin ikke har en finger at sætte på hverken asfalterede veje eller moderne huse, bifalder han ikke alle aspekter af den rivende udvikling, der har fundet sted i byen.

”Da jeg var ung, var der ingen, der flyttede så langt væk, som de unge flytter i dag. I dag flytter vores børn og børnebørn langt væk til byer som Tamale og Accra og kommer kun hjem, når der finder en vigtig begravelse sted. Der kan gå flere år imellem deres besøg i Wenchi,” fortæller han.

William Kwabeni Anin er heldigere stillet end mange andre ældre i Ghana, for selvom hans tre sønner er flyttet langt væk fra Wenchi, så har de arbejde og husker at sende penge hjem. Og hans to døtre bor sammen med deres familier i den samme ejendom som familieoverhovedet. De laver mad til ham og hans kone hver dag og hjælper deres forældre, når de har brug for det.

”Mine døtre gør det bedste, de kan, og tager sig godt af mig. Men de har heller ikke selv mange penge, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne bidrage med penge. Eller endnu bedre, at jeg var økonomisk uafhængig af dem og havde min egen pension. Mine egne penge, så jeg selv kunne betale for mine hospitalsbesøg og hjælpe til,” understreger han.

De ældres familier magter ofte stadig den basale forsørgelse af deres ældre familiemedlemmer. Men alt for ofte er nøgleordet ”basale”, understreger stifteren af Altenhilfe Afrika, Lucy Schnurpfeil. Hun er selv ghaneser, men bor i dag i Tyskland, hvorfra hun driver sin ngo.

”De fleste ældre ghanesere er som regel stadig ikke helt overladt til sig selv og bor måske i den samme husholdning som andre. Men det er ikke altid nærtstående familiemedlemmer, de bor hos. Deres egne børn er måske flyttet fra byen, og de bor hos andre og fjernere familiemedlemmer. Nogle gange ender de med at bo hos nogen, de ikke engang kender. De ældre er der bare,” siger hun.

Ofte får de ældre måske serveret morgenmad, hvorefter de er alene det meste af dagen, og ifølge Lucy Schnurpfeil lever mange af de ældre ghanesere i dag ”uværdige” liv.

”Ofte er der ingen, der snakker med dem eller tager sig af dem. Og hvis de ikke selv kan gå ud på toilettet, er de måske tvunget til at besørge i det rum, de er i, fordi de er alene det meste af dagen. Mange af de ældre lider af en eller flere sygdomme som diabetes, en hjerneblødning eller for højt blodtryk. Men de kommer sjældent på hospitalet. Og hvis de gør, er det ikke sikkert, at der er nogen derhjemme, som hjælper dem med at dosere medicinen – eller i det hele taget med at huske at tage den,” fortæller hun.

Familiemønstrene er ganske rigtigt under hastig forandring, men det betyder ikke, at de ældre ghanesere nødvendigvis har det værre end ældre mange steder i Vesten.

Sådan lyder vurderingen fra professor i psykologi og leder af Center for ældrestudier ved University of Ghana Christopher Charles Mate- Kole, der er vendt tilbage til Ghana efter at have arbejdet i blandt andet USA og Canada i 40 år. Forskeren er ikke i tvivl om, at familiemønstrene er under opbrud i nutidens Ghana.

”Der finder en udvikling sted i vores samfund, hvor familiebegrebet bliver indsnævret til i højere grad kun at omfatte den nærmeste familie: far, mor og børn. Kernefamilien som i vestlige lande. Men det er en kompleks udvikling, for den er ikke ensrettet. Selvom unge ghanesere i højere grad fokuserer på deres egen lille familie, så føler langt de fleste sig stadig forpligtet til at tage sig af deres gamle forældre. Det er stadig forholdsvis sjældent, at ældre er helt overladt til sig selv. Der vil næsten altid være mindst ét familiemedlem, der tager sig af dem, og på den måde synes jeg faktisk, at de på nogle punkter har det bedre end ældre i Vesten,” siger han.

Kristeligt Dagblad rejste til Ghana med støtte fra Danida.