Prøv avisen

Al-Qaeda er rykket ind, og det skaber frygt hos Iraks kristne

I slutningen af september slog al-Qaeda til i Erbil, hovedbyen i den kurdiske region, med et nøje koordineret terrorangreb. – Foto: EPA.

Relativ stabilitet har gjort det kurdiske selvstyreområde i Nordirak til destination for kristne, der flygter fra religiøs forfølgelse. Men nu er selvmordsbombere under al-Qaedas faner rykket ind

Ny asfalt dækker bombekrateret ved åstedet i Erbil, hovedbyen i den kurdiske region i Irak. Men bilvragene, der ruster i vejkanten ikke langt derfra, vidner om angrebet. Få meter fra den nye asfaltplet står tre unge soldater og holder vagt foran indgangen til Asayish, hovedkvarteret for de kurdiske sikkerhedsstyrker.

23-årige Zîrek Hewlêr er bekymret. Mens den ene hånd kæderyger, hviler den anden hånds tommelfinger på geværets sikring.

Hvad nu, hvis det havde været os, der var på arbejde den dag?, spørger han.

LÆS OGSÅ: Brev fra irakisk biskop til Vestens kristne

I slutningen af september slog al-Qaeda til i Erbil med et nøje koordineret terror-angreb. Målet var Asayish. En række bilbomber foran hovedkvarterets checkpoint koordineret med selvmordsbombere smuglet ind til gerningsstedet i en ambulance dræbte 12 og sårede 115. Al-Qaeda-gruppen Islamic State of Iraq and Sham, ISIS, påtog sig efterfølgende ansvaret. I en pressemeddelelse omtaltes angrebet som indledningen på en ny offensiv i Irak.

Angrebet har sendt rystelser gennem det ellers fredelige nordlige Irak, som er et kurdisk selvstyreområde. Og især regionens kristne mindretal er bange. Ikke mindst fordi en stor del af dem har oplevet personlige trusler og forfølgelse på grund af deres erklærede tro. Tilbagetrækningen af USAs tropper har ikke hjulpet på sikkerheds-situationen. Mange mener tværtimod, at situationen er forværret de seneste to år.

En af mine veninder siger, at det arabiske forår har været de kristnes vinter. Jeg har ikke taget det alvorligt før nu, siger Leyla Hatune, en 25-årig skrædder i Ankawa, en kristen forstad til Erbil.

Ifølge hende har de seneste 10 år været hårde for kristne i Irak. Særligt husker hun 2008 som et år fyldt med angreb på kristne på åben gade, politisk tumult og en dominerende følelse af paranoia i Ankawa.

De vestlige avisers tegninger af profeten Muhammed var nær ved at tage livet af os, fortæller hun fra sin lille skrædderbutik.

Ejeren af The Lords Liqour Shop (Vorherres Spiritusforretning), Yusif Midani, har et andet syn på sagen.

Næsten hele Erbil kommer hertil for at få slukket deres tørst, siger han og peger bagud på rækkerne af alkohol.

For Ankawa er kendt som en liberal bydel, hvor alkohol kan købes uden risiko for negativ social stigmatisering.

Folk her i Nordirak er mere progressive end sydpå. Mere åbensindede. Det er ikke bare sikkerhedssituationen, der holder folk her.

Kurderne i Nordirak har nydt stabilitet og relativ sikkerhed, siden vestlige kampfly i 1991 indførte en flyveforbudszone mod Saddam Husseins militærmaskine. USAs magtovertagelse i 2003 har siden cementeret kurdernes selvstyre. Det har gødet jorden for økonomisk vækst og betragteligt højere levestandard sammenlignet med resten af Irak. Skyskraberne og de luksuøse hoteller afslører en region i hastig udvikling. Netop af den grund har landets kristne søgt tilflugt under den kurdiske sikkerhedsparaply i flugten fra religiøs forfølgelse.

23-årige Athina al-Mehdi traf sin beslutning om at flygte fra Doura-bydelen i Bag-dad i 2010. Han er fulgt i fodsporene på mange kristne, der før ham er flygtet fra forfølgelse og trusler, fordi de går med Jesu kors om halsen.

Jeg fik nok af død, siger han.

Få dage forinden tog ISIS kirkegængerne fra en hel søndagsmesse som gidsler i den katolske katedral Sayedat al-Najat (Vor Frelsende Frues Kirke). Det endte med 58 døde, herunder Athina al-Mehdis to brødre og mor.

Det slog mig først, da jeg stod hos købmanden og købte mælk, som var det en helt almindelig hverdag. Som om jeg skulle vende tilbage til mor, der stod i køkkenet og råbte, at maden snart var klar, eller at mine brødre skulle stoppe med at larme.

Mange fra Doura-bydelen tog flugten til de kurdiske byer i nord. Også selvom nabolagets kristne lægger stor stolthed i at være en assyrisk-kristen bastion i den sunnimuslimsk-dominerede hovedstad. For Athina al-Mehdi vejede rygterne om arbejdspladser i Ankawa dog tungere end stoltheden ved at blive boende i Bagdad:

Jeg kiggede mig ikke tilbage en eneste gang. Jeg skammede mig ikke over at flygte, for intet er helligt i Bagdad.

Han blev dermed en del af en statistik, der bedrøver landets kristne gejstlige.

Hvis udviklingen fortsætter, er der ikke flere kristne tilbage i Irak om 10 år, siger fader Eiman fra Deir Mar Yusif (Skt. Josephs Kirke) i Sulaymaniyah.

Det handler også om demografi. Hvis vi samler os i små enklaver, kan vi ikke længere forlange at blive en del af de nationale beslutningsprocesser. Vi formindsker vores egen rolle i et land, hvor kristendommen har eksisteret selv før staten Iraks grænser blev til. Iraks kristne var engang talstærke 1,5 millioner kristne irakere boede engang side om side med deres muslimske brødre. Nu er vi 300.000 på landsplan.

Tal fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, viser også en stor stigning i antallet af flygtende kristne irakere efter ISIS angreb i Bagdad i 2010. For mange af de flygtende var destinationen irakisk Kurdistan, men for endnu flere var det Europa.

Efter angrebet (i Erbil, red.) kan jeg kun håbe, at folk er stærke nok i troen til at blive. At de ikke lader det være dråben, der får bægeret til at flyde over, siger fader Eiman.

Men generaldirektøren for Kurdistans Assyriske Kulturarvsforening, Saadi al-Malih, lader sig ikke skræmme,

Ankawa er min oase. Efter 30 år i eksil i både Canada og Rusland føler jeg mig lige så sikker her som tilbage i To-ronto. Sikkerhedssituationen bliver ikke bedre, siger han.

Ankawas 30.000 hovedsageligt kristne indbyggere har tætte relationer indbyrdes. Det skyldes, at kirken er en stærk institution, mener al-Malih. De kaldæiske, levantiske og assyriske kirker arrangerer fælles fodboldturneringer, byvandringer og fester. Det har skabt en fællesskabsfølelse og tryghed, der er unik for Ankawa.

Vi passer på hinanden. Da de syriske kaldæere og katolikker flygtede fra Syrien i starten af 2012, fik de husly i kirkerne her i byen. De lokale familier støttede med mad og tæpper. Selv børnene donerede legetøj til de syriske flygtninge, fortæller al-Malih.

Kurderne har længe været rygraden i vores kristne samfund. Vi nyder godt af den oase, de har skabt her i Nord-irak. Jeg har flygtet nok i mit liv, så jeg bliver boende.

Al-Malihs ord bakkes op af den kaldæiske patriark af Babylon fra hans sæde i Bag-dad. Louis Raphaël I Sako har i flere officielle skrivelser rost irakisk Kurdistan over for Vatikanet for dets indsats i beskyttelsen af religiøse mindretal særligt de kristne i Kurdistan. Trods tilbud om at flytte sit kontor til Erbil og sågar Detroit har patriarken takket nej. I stedet har han flyttet adresse til Bagdad:

I tider som disse må vi holde fast i vores fællesskaber og ikke svigte kirken. For dermed svigter vi kun hinanden. Bliv og skab liv i jeres hjemland, sagde patriarken til Vatikanets radio i august med henvisning til de kristnes flugt.

Athina al-Mehdi tror dog ikke på fremtiden i irakisk Kurdistan. Som mange andre kristne, der flygtede fra hus og hjem, er han i pengenød.

Mange flygter i sådan en hast, at de ikke får solgt deres hjem inden. Nogle får ikke engang deres værdigenstande med.

Han og mange andre står derfor over for udfordringen om at betale husleje i en tid, hvor huslejepriserne stiger. En rapport fra Refugees International bekræfter, at de syriske flygtninges ankomst siden 2011 har hævet ejendomspriserne og fyldt arbejdsmarkedet med billig arbejdskraft. Mange familier har været tvunget til at tage til Mosul, hvor mindst fire henrettelser af kristne på åben gade er indtruffet i 2013. Derfor bliver Kurdistan ofte springbrættet videre til Europa, hvor mange kristne søger lykken. Og freden.

Jeg har allerede talt med en menneskesmugler. Jeg kan være ved sortehavskysten i Tyrkiet til februar næste år, siger han med et smil, der bryder den bekymrede mine.

Om patriarken af Babylons forsonende budskab siger han:

Budskabet er vigtigt i denne brydningstid. Men hvad kan han gøre for, at vi skal blive? Han lever trygt i Bagdad beskyttet af en stor gruppe sikkerhedsfolk. Hvordan vil han beskytte os? Han har ingen våben, ingen milits, ingen penge. Han kan kun bede for os.

KRISTNE I IRAK