”Før i tiden drømte alle unge om at komme væk. Men står det til mig, bliver jeg i Albanien. Jeg tror, at de næste 10 år vil bringe meget godt med sig.”
Ordene kommer fra Redona Shima. Sammen med en gruppe venner fra studiet har hun forskanset sig med caffe latte og cigaretter på Radio Bar midt i hovedstaden Tiranas hippe Blloku-kvarter for at holde pause under eksamenslæsningen. For et kvart århundrede siden var dette billede utænkeligt i Albaniens hovedstad. Blloku-kvarteret var i kommunisttiden et eksklusivt område for den kommunistiske partitop i Enver Hoxhas brutale regime, og almindelige borgere var forment adgang.
I dag vrimler området med unge mennesker, der kæmper om de bedste pladser på Tiranas utallige fortovscaféer. Mens udvandringen fra landet efter det kommunistiske regimes sammenbrud havde karakter af en folkevandring, har de senere år budt på trafik den anden vej: Over 130.000 albanere er vendt tilbage i årene efter finanskrisen, og flere unge tøver i dag med at tage springet til det store udland.
”For 10 år siden havde jeg ikke et sekund ventet med at tage af sted. Men livet er efterhånden ikke så dårligt her. Arbejdspladserne hænger heller ikke længere på træerne i hverken Grækenland eller Italien. Når man tænker på, hvor meget økonomien har forbedret sig, og at der er kommet flere rigtige jobs, er der nu et reelt alternativ til at tage af sted,” siger Redona Shima, mens vennerne på caféen nikker samstemmende.
Alle albanere har slægtninge eller nære venner, der har boet og arbejdet i udlandet. En femtedel af befolkningen så ingen andre muligheder end at forlade et land hærget af fattigdom og korruption, efter at det kommunistiske diktatur brød sammen i 1991.
Efter en langsom start er Albanien dog stille og roligt begyndt at vise sig som et land, der på sigt kan blomstre under markedsvilkår.
”Albanien vil ifølge prognoserne have en hurtigere vækst end noget andet land i regionen, måske med undtagelse af Kosovo, der også gør det godt,” siger Islam Yusufi, dekan og professor i statskundskab på Epoka Universitet i Tirana.
”Det siger meget om landets modenhed, at det undgik dyb recession og politisk ustabilitet under finanskrisen. Albanien klarede sig nogenlunde helskindet igennem krisen og havde bedre væksttal end stort set alle sine naboer. Det styrker udenlandske virksomheders tro på, at det kan betale sig at investere her. Og vigtigst af alt så styrker det albanernes tro på, at det her land er godt rustet til fremtiden,” siger Islam Yusufi.
De store fremskridt kan særligt mærkes i Tirana, der på alle parametre ligner en by med stadigt større selvtillid. Skënderbej, byens hovedplads, har netop omgået en total renovering, og et belgisk arkitektfirma har sørget for, at pladsen ikke længere ligner et stalinistisk fortidslevn, men i stedet fremstår som et mondænt samlingspunkt i en moderne europæisk hovedstad.
Selvom drivkræften i den albanske vækstmotor er Tirana, kan man se forandringer til det bedre i de fleste større byer. Specielt Shkodra i nord og Vlorë i syd er værd at holde øje med, siger Islam Yusufi.
”Der er gjort meget for at forbedre investeringsklimaet i Albaniens større byer. Der er kommet mindre bureaukrati og stabil skatteinddrivelse. Og vigtigst af alt har liberaliseringer af økonomien gødet jorden for vækst. Tag bare Verdensbankens årlige Doing Business-rapport (om erhvervsklimaet i 190 lande, red.), hvor Albanien fra 2016 til 2017 tog et kæmpespring fra nummer 90 op til nummer 58 i verden,” siger Islam Yusufi og peger på, at Albanien nu ligger højere på listen end eksempelvis Malta, Luxembourg og Tyrkiet.
Tirana har i ugevis været klistret til med valgplakater forud for morgendagens parlamentsvalg. For en måned siden var der optræk til en politisk storkrise, efter at oppositionen anklagede premierminister Edi Rama for korruption.
Vedholdende trusler om boykot tvang dog de to hovedkandidater Edi Rama og Lulzim Basha fra henholdsvis Socialistpartiet og De Konservative til at indgå et kompromis og udskyde valget i en uge. Et historisk særsyn i Albanien, siger Islam Yusufi.
”Edi Rama og Lulzim Basha viste vilje til at indgå et kompromis og insistere på landets – ikke deres eget – bedste. Noget, man ellers sjældent ser i albansk politik,” siger han.
På den farverige café i Tirana trækker de unge en smule på skuldrene over valget. Uanset udfaldet i morgen er der en udbredt tro på, at politik ikke vil stå i vejen for en lysere fremtid.
”Jeg stemmer på Edi Rama og Socialistpartiet. Se, hvad de sidste år har bragt med sig. Alt er ikke perfekt, og der er stadig en udbredt korruption, men her er nok fremskridt til, at han fortjener en periode mere. Og hvis oppositionen vinder? Ja, så skal det sikkert også gå godt alligevel,” siger 20-årige Eret Osmënoy.
En analyse, der i grove træk deles af Islam Yusufi.
”Albanerne frygter ikke et magtskifte, men en politisk krise. Historien har lært dem, at det ikke bringer noget godt med sig. Og jeg tror, at det er gået op for politikerne. Uanset om Socialistpartiet eller den mere liberale opposition kommer til magten, skal de sørge for at fastholde den stabile fremgang og bekæmpe korruptionen. Tiden er ikke til store eksperimenter, men til at fastholde landet på det rigtige spor,” siger han.
I Albanien er flere end hver tredje indbygger under 25 år. Ifølge iagttagere kan de fleste af disse se frem til at blive en del af EU i løbet af 15-20 år, måske endda mindre. Og mens valget ikke optager vennegruppen i Tirana synderligt, er adgangsbilletten til det europæiske fællesskab noget, der sætter gang i snakken.
De mange år med udvandring har sat sit præg på det lille lands syn på omverdenen. Under Enver Hoxhas diktatur var Albanien hermetisk lukket, og al udrejse var utænkeligt og forbudt for den jævne albaner. Nu har over en million albanere prøvet livet af i særligt Italien og Grækenland, men også i Tyskland og Storbritannien, og i 2014 blev Albanien godkendt som EU-kandidatland.
”Albanien har haft et lavt selvværd. I EU ser man os sikkert som fattige eller kriminelle, der rejser nordpå for at arbejde for billige penge. Men det vil ændre sig, hvis vi kommer med i EU. Vi kan masser af ting her, både i byerne og ved kysten, hvor der er sol og gode strande. Men det bliver svært at vise det frem, hvis ikke vi kommer med i EU,” siger Redona Shima, mens hun tænder en cigaret på Radio Bars terrasse.
Hun læser tysk og fransk på Tiranas universitet og klarer sig foruden de to sprog glimrende på engelsk. Og så er hun en af de mellem 75-85 procent af befolkningen, der ifølge studier bakker op om landets flirten med EU.
”Det er slående, hvor europæiske albanerne føler sig. Geografisk befinder vi os på Balkan, men mentalt ser særligt de unge landet som en central del af Europa,” siger Islam Yusufi.
Knap 60 procent af albanerne betegner sig selv som muslimer, men det er svært at få øje på i gadebilledet. Der er færre muslimske tørklæder i Tirana end i København og Aarhus. Øllene flyder fra hanerne på landets caféer og barer, og svinekød spises uden dårlig samvittighed.
Det gælder også de unge studerende i Tirana.
”Det sker, at udlændinge spørger os om religion. Men for at være helt ærlig tror jeg hverken, vi har spurgt os selv eller hinanden om, hvad vi egentlig tror på. Der er masser af andre ting at gå op i som ung i Tirana,” siger Eret Osmënoy.