Den anden side af mørket
Der var ikke tid til at hvile sig på den anden side af foden. Vi var kommet forbi de nordkoreanske soldater, men kinesiske patruljer kunne stadig fange os når som helst og sende os tilbage over grænsen. Vores guide sagde, at vi skulle gå videre, så min mor og jeg fulgte ham op ad den isdækkede skrænt til et lille mørklagt skur. Der ventede en skaldet, kraftig mand på os.
"Her, giv mig jeres tøj, og tag det her på," sagde han. Vi kunne høre på hans grove accent, at han måtte være en af de mange kinesere af koreansk afstamning, som boede i Chaingbai. Vi tog vores tøj af i mørket og tog det billige kinesiske tøj på. Hvis vi blev stoppet, ville vi nu se ud, som om vi hørte til der. Vores nordkoreanske guide blev hos mig, men den skaldede mellemmand trak min mor om bag bygningen.
"Bare rolig," sagde guiden. "Alt er i orden."
Men det lød ikke i orden. Jeg hørte min mor trygle manden, og så var der nogle frygtelige lyde, jeg aldrig havde hørt før.
Det var først senere, at jeg fandt ud af, hvad der var sket. Mellemmanden sagde til min mor, at han ville have sex med mig. Hun måtte tænke hurtigt - han måtte ikke vide, at jeg var hendes datter og kun tretten år gammel. Måske ville han sende os tilbage, så vi blev fanget af grænsevagterne. Så hun forklarede, at jeg var for syg, fordi jeg lige var blevet opereret, og stingene ville blive fået op.
"Jeg skal nok være forsigtig," sagde han.
"Nej, du må ikke!" græd min mor.
"Hvad hyler du for?" sagde han. "Du kan da være ligeglad med den pige."
"Jeg er hendes tante," sagde min mor. "Vi måtte ikke sige det."
"Hvad foregår der her?" sagde han. "Hvis der bliver vrøvl med jer, sender vi jer bare tilbage til Nordkorea, og så arresterer de jer."
"Vi laver ikke noget vrøvl," sagde hun. "Tag mig i stedet for."
Han skubbede min mor ned på et tæppe på jorden, et han tydeligvis havde brugt før, og voldtog hende.
Et par minutter senere dukkede mellemmanden op igen med min mor. Så kørte en bil hen til skuret. Vi satte os alle ind til chaufføren, min mor og jeg på bagsædet, og vi kørrte et stykke tid langs foden. Jeg kunne mærke, at der var noget helt galt, men jeg anede stadig ikke, hvad min mor havde gjort for at beskytte mig.
"Umma, hvad skete der?" Jeg blev ved med at glemme, at jeg ikke skulle kalde hende mor.
"Ikke noget, tag det roligt," sagde hun, men hendes stemme skælvede.
Jeg var ikke vant til at køre i bil, og inden længe blev jeg køresyg. Min mor lagde mit hoved i sit skød og holdt fast om mine hænder. Men da vi rundede et sving i foden, sagde hun, jeg skulle se op. Fra vinduet kunne vi se de mørke bygninger på den nordkoreanske side af foden.
"Se, Yeonmi-ya. Det er måske sidste gang, du ser din hjemby," sagde min mor.
Mit hjerte skælvede lidt, da vi passerede vores boligblok. Jeg vidste, at min far befandt sig der og ventede på, at vi skulle komme hjem. Jeg tør sværge på, at jeg så et lysglimt i vinduet, som et signal fra min far til mig. Men min mor sagde nej, det var indbildning. Der var ikke noget lys.
Vores næste stop var mellemmandens lejlighed i Chaingbai.
"Hvad sker der her?" spurgte min mor den nordkoreanske guide.
"Bare hør efter, hvad de her folk siger, så skal det nok gå," sagde han.
Den skaldede mellemmands kone var etnisk koreaner som han selv og lammet fra livet og nedefter. Hans mor boede hos dem og passede hende. Hans hjem havde elektricitet, og nu hvor mellemmanden kunne se vores ansigter tydeligt, blev han rasende.
"De kvinder er ikke atten og otteogtyve!" brølede han til guiden. Min mor forsøgte at holde sig til vores historie, og det lykkedes hende at overbevise mellemmanden om, at hun i virkeligheden var fireogtredive og ikke enogfyrre, som hun rigtigt var. Men da han kiggede på mig, kunne han se, at jeg bare var et barn. Mellemmanden ringede til nogen og begyndte at skændes med vedkommende på koreansk.
Konen, der sad op i sengen og betragtede det hele, forklarede til sidst, hvad der foregik.
"Hvis I vil blive i Kina, er I nødt til at blive solgt og gift," fortalte hun os.
Vi var lamslåede. Hvad mente hun med solgt? Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan et menneske kunne sælge et andet. Jeg troede, at folk kun kunne sælge hunde, høns eller andre dyr - ikke mennesker. Og hvad mente hun med at blive gift? Jeg fattede ikke, hvad der foregik.
Da vi tøvede, mistede mellemmandens kone tålmodigheden med os.
"Beslut jer nu! Beslut jer!" krævede hun. "Lad jer sælge, eller tag tilbage. Det er den eneste mulighed."
Lige siden jeg havde grebet min mors hænder og nægtet at give slip, havde noget ændret sig mellem os. Fra nu af traf jeg beslutningerne. Min mor så på mig og spurgte: "Hvad vil du?"
Uden at tænke sagde jeg. "Jeg vil have noget at spise." Vi havde ikke fået en bid hele dagen, og alting var så forvirrende og skræmmende, at mit fokus blev meget snævert.
"Ja, Yeonmi-ya," sagde hun. "Men vil du tilbage til Nordkorea?"
Jeg tænkte mig hurtigt om. Hvis vi blev solgt, tænkte jeg, at vi i det mindste ville være i samme landsby, og så kunne vi planlægge vores næste træk, når vi kom derhen. Vi kunne finde Eunmi, og vi kunne få noget at spise.
"Jeg vil blive i Kina," sagde jeg.
"Godt," sagde den skaldede mellemmand.
"Ved du noget om min ældste dater, Eunmi?" spurgte min mor. "Hun skulle til Kina, og vi har ikke hørt fra hende."
Den skaldede mellemmand fortalte os, at han havde forventet at modtage to piger for et par dage siden, men de dukkede aldrig op. Han havde endda forsøgt igen, dagen før vi ankom, men kunne ikke nå frem.
Så vidt han vidste, var de stadig i Nordkorea. Men han forsikrede os om, at pigerne snart ville komme til Kina, og så kunne vi alle sammen mødes i landsbyen, hvor de andre afhoppere boede.
"Okay," sagde jeg. "Det går vi med til."
Han ringede igen, og inden længe ankom en meget fed kinesisk mand og en slank kvinde med nordkoreansk accent. De satte sig ned med den skaldede mellemmand og forhandlede vores pris lige foran os.
Den fede mand, Zhifang, var endnu en mellemmand på mellemniveau i en række af menneskehandlere, der til sidst solgte os til vores "mænd". Vi erfarede, at en mor med en ung datter som regel blev solgt for en meget lavere pris end to raske unge kvinder, der kunne sælges hver for sig. Så de nordkoreanske menneskehandlere havde løjet for den skaldede mellemmand, og nu løj han for denne kinesiske mellemmand og forsøgte at overbevise ham om, at jeg i virkeligheden var seksten år gammel for at få en højere pris.
Zhifang blev ved med at se på mig og sige: "Kom nu, fortæl mig din rigtige alder!"
Jeg kunne umuligt overbevise ham om, at jeg var ældre, fordi jeg var så lille. Jeg indrømmede, at jeg i virkeligheden var tretten.
"Jeg vidste det!" sagde Zhifang.
Endelig blev de enige. Min mor, som var blevet solgt til nordkoreanerne for 500 kinesiske yuan, hvad der i 2007 svarede til omkring 65 dollars, blev købt af Zhifang, for hvad der svarede til 650 dollars. Min oprindelige pris svarede til 260 dollars, og jeg blev solgt til Zhifang for 15.000 yan eller lige under 2.000 dollars. Prisen gik op, hver gang vi blev solgt videre.
Jeg skal aldrig glemme den brændende ydmygelse, det var at lytte til disse forhandlinger, at blive gjort til en vare i løbet af få timer. Det var en følelse stærkere end vrede. Det er stadig svært at fatte, hvorfor vi gik med til alt dette, bortset fra at vi var fanget mellem frygt og håb. Vi var lammede, og vores mål blev reduceret til vores umiddelbare behov: at komme væk fra den farlige grænse. Væk fra denne frygtelige skaldede mellemmand og hans skræmmende kone. At få noget at spise og finde ud af resten senere.
Da først vores priser var blevet aftalt, forlod den nordkoreanske guide, Zhifang og kvinden alle lejligheden. Så fik min mor og jeg endelig noget at spise. Jeg kunne ikke tro det, da svigermoren satte en hel skål ris og noget stærk syltet agurk foran mig. Jeg havde aldrig set agurk om vinteren, og det var som et mirakel at smage det nu. Det virkede umuligt at spise al den ris. I Nordkorea måtte jeg dele min mad med andre og altid lade noget være tilbage i skålen. Derhjemme er det ubehøvlet og skamfuldt at spise al sin mad, fordi man ved, at ens vært vil spise det, man har levnet. Men her i Kina var der så meget ris, at man fik lov at spise en hel skålfuld selv. Og der var mere mad i affaldsspanden i denne lejlighed, end jeg fik at se på en hel uge i Hyesan. Pludselig var jeg meget glad for min beslutning.
Klokken fem om morgenen, mens tung sne blæste i cirkler rundt om boligblokken, ankom en taxi og parkerede rundt om hjørnet. Vi gik udenfor, og den skaldede mellemmand bad mig vente ved porten. Så kastede han min mor ned på jorden og voldtog hende lige for øjnene af mig, som et dyr. Jeg så en sådan frygt i hendes øjne, men der var intet, jeg kunne gøre, ud over at stå der og ryste, mens jeg tavst bad til, at det måtte slutte. Det var min introduktion til sex.
Da den skaldede mellemmand var færdig, førte han os ud til taxien og skubbede os begge ind på bagsædet. Vi var begge to chokerede og mundlamme. Der var endnu en nordkoreansk kvinde i begyndelsen af trediverne, som allerede sad der. Hun var også lige kommet over grænsen. Zhifangs hjælper, hvis navn var Young Sun, sad foran ved siden af chaufføren. Young Sun forklarede os, at vi alle skulle et andet sted hen, før vi blev solgt. Min mor og jeg krøb sammen og prøvede at være rolige. Jeg var køresyg det meste af vejen, og der blev sagt ganske lidt, mens vi kørte gennem det kinesiske landskab. Sidst på dagen standsede vi endelig i udkanten af noget, der lignede en storby. Min mor kunne ikke tale eller læse kinesisk, men hun havde studeret en smule engelsk på universitetet. Hun så et skilt, hvorpå der med både kinesiske og engelske bogstaver stod, at vi var i Changchun, hovedstaden i Jilinprovinsen.
Allerede nu virkede luften i Kina anderledes. I Nordkorea havde vi levet i en dis af støv og røg fra brændende affald. Men i Kina virkede verden renere, og man kunne lugte den vidunderlige mad, der blev tilberedt overalt.
Young Sun boede med Zhifang, den fede mellemmand, i et kvarter med ydmyge lejlighedskomplekser - som alle virkede meget fornemme på mig. Da hun havde ført os ind i deres lejlighed, var det første, hun spurgte om: "Hvad har I lyst til at spise?"
"Æg!" sagde jeg. "Jeg vil spise æg!"
Siden min far blev arresteret, havde jeg kun fået nogle få bidder æg og kun til nytårsaften. Men Young Sun lavede fem hele spejlæg og gav dem til mig. Mens jeg dyppede mit bløde brød i de fede æggeblommer, steg Kina endnu mere i min agtelse.
Senere hørte vi Young Suns historie. Hun havde været en slags smugler i Nordkorea, hvor hun kom i gæld og gik konkurs. Zhifang tilbød hende et job, hvis hun ville tage til Kina og bo sammen med ham. Frem for at transportere de kvinder, han købte, til grænsen, sendte han hende i stedet. Dermed løb hun hele risikoen. Hun boede sammen med ham som hans kone, men de var ikke gift. Hun havde ingen rettigheder og ingen id-papirer, så hun kunne blive arresteret når som helst og sendt tilbage til Nordkorea.
Stort set alle afhoppere i Kina lever i konstant frygt. De mænd, der kommer over, lader sig ofte ansætte hos landmænd for slaveløn. De vover ikke at brokke sig, for bonden kan bare melde dem til politiet, hvorefter de bliver arresteret og sendt tilbage til Nordkorea. Den kinesiske stat ønsker ikke en strøm af immigranter og vil heller ikke gøre sig uvenner med styret i Pyongyang. Ikke bare er Nordkorea en handelspartner, men det er også en atommagt lige ved siden af og en vigtig stødpude mellem Kina og den amerikanske tilstedeværelse i Sydkorea. Beijing nægter at give flygtningestatus til folk, der er stukket af fra Nordkorea, men kalder dem i stedet illegale "økonomiske migranter" og sender dem hjem. Det vidste vi naturligvis ikke noget om, før vi stak af. Vi troede, at vi ville blive budt velkommen. Og det gjorde vi også nogle steder - bare ikke af myndighederne.
Nordkoreanske kvinder var efterspurgte ude på landet i Kina, fordi der ikke var tilstrækkeligt med kinesiske kvinder. Den statslige befolkningskontrol forbød de feste par at få mere end et barn - og i den kinesiske kultur er drengebørn mere værd. Tragisk nok blev mange piger aborteret eller, ifølge menneskerettighedsgrupper, i al hemmelighed dræbt ved fødslen. Kina endte med for mange drenge og ikke nok kvinder, de kunne gifte sig med, når de blev voksne. Antallet af mænd i forhold til kvinder var særlig skævt i landområderne, hvor mange lokale unge kvinder blev tiltrukket af storbyerne på grund af jobmulighederne og chancen for et bedre liv.
Det var særlig svært for mænd med fysiske eller mentale handicap at finde en kone, og disse mænd og deres familier skabte markedet for nordkoreanske slavehustruer. Men hustruer var ikke billige, og nogle gange kostede de tusindvis af dollars, hvad der svarede til et års indtjening for en fattig bonde. Menneskehandel og tvangsægteskab er selvfølgelig ulovligt i Kina, og børn fra den type ægteskaber betragtes ikke som kinesiske borgere. Det betyder, at de ikke lovligt kan gå i skole, og uden de rigtige identifkationspapirer kan de ikke finde arbejde, når de bliver voksne. Alt ved menneskehandel er umenneskeligt, men det er alligevel big business i det nordøstlige Kina.
Efter min mor og jeg og den anden nordkoreanske kvinde havde spist og hvilet os, satte Zhifang, der selv var vendt tilbage fra Chaingbai, sig ned for at fortælle os, hvad der nu skulle ske. Han sagde, at endnu en kinesisk mand ville komme og køre os ud på landet for at matche os med mænd.
"Kan vi ikke blive solgt sammen?" spurgte min mor. "Pigen er i virkeligheden min datter, ikke min niece."
Den fede mellemmand virkede ikke overrasket over at høre det.
"Jeg beklager, men du og din datter er nødt til at blive solgt hver for sig," sagde han. "Jeg betalte en pris for jer begge, og det er den eneste måde, jeg kan få mine penge igen på."
"Men min datter kan ikke blive gift," sagde min mor. "Hun er kun tretten år gammel."
"Tag det roligt. Jeg er enig i, at hun er for ung," sagde Zhifang. "Jeg er et menneske ligesom dig! Hvordan kunne jeg sælge en trettenårig pige til at blive gift?"
Han fortalte os, at hvis min mor gik med til at blive solgt separat, ville han og Young Sun beholde mig hos sig og opfostre mig, til jeg blev ældre. Så ville de træffe en beslutning. Imens ville de give min mor deres telefonnummer, så hun altid kunne være i kontakt med mig.
Min mor og jeg diskuterede det i nogle minutter, og vi blev enige om, at det nok var det bedste, vi kunne håbe på.
Min mor sagde ja til at blive solgt uden mig.
"Godt," sagde Zhifang. "Hvad vil I ellers have at spise? Hvis I vil have en vandmelon, køber jeg en til jer i morgen."
Den næste morgen tog Zhifang og Young Sun mig med ud til mit første rigtige blik på Kina. Vi gik forbi nogle butikker, og jeg så en mannequindukke for første gang i mit liv. Jeg vidste ikke, om det var et rigtigt menneske eller ej. Young Sun så, at jeg stod og stirrede, og sagde: "Det er bare en dukke, lille ven."
Jeg kunne ikke tro, at der var så mange varer i butikkerne. Og der var restauranter og sælgere med al slags mad. Man kunne købe ristede majs på gaden og spid med alskens frugter og bær, jeg aldrig havde set før. Det eneste, jeg genkendte, var jordbær, som jeg havde set i en skolebog.
"Det vil jeg have!" sagde jeg og pegede på spiddet.
De købte det til mig, og jeg smagte jordbær for første gang. Jeg kunne ikke fatte, at noget kunne smage så godt. Jeg kunne have spist det for evigt. Til at begynde med var jeg bekymret for, om disse luksusvarer var for dyre, men mine nye venner sagde, jeg ikke skulle tænke på det.
Nu tænkte jeg efterhånden, at Kina måtte være det bedste sted i verden. Jeg havde næsten glemt de sidste dages rædsler. Mine tanker var optaget af alle de ting, jeg skulle lære. Jeg brød mig ikke om ikke at kunne forstå, hvad folk omkring mig sagde, så jeg bad Young Sun om at lære mig et par ord på mandarin. De første var "Zhe shi shen me", som betyder "Hvad er det?" Hvor end jeg gik hen, pegede jeg og spurgte: "Zhe shi shen me?“ og så sagde Young Sun det rigtige ord.
På den første gåtur måtte Young Sun forklare færdselsreglerne for mig, så jeg ikke gik ud midt på vejen. Vi havde ikke lyskurve i Hyesan, og der var alligevel ikke ret mange biler. I Pyongyang var jeg for lille til at bemærke, hvordan det foregik. Men her skulle man kigge op og vente på et signal, før man kunne gå over gaden, ellers blev man kørt ned. Inden længe blev det alt sammen for overvældende. Jeg blev svimmel af at se så mange forskellige, klare farver og mennesker. Lugten af benzin og grill og udstødning gav mig kvalme, så jeg nær havde kastet op midt på gaden.
Parret gelejdede mig tilbage til lejligheden. Da vi kom derhen, sagde de til mig, at det var tid til at sige farvel til min mor. Zhifang ville køre hende og den anden kvinde hen til den næste mand og sælge dem. Pludselig blev jeg revet ud af min drøm. Min mor rejste, og jeg ville blive efterladt hos fremmede. Hun forsøgte at tage sig sammen for min skyld, og jeg kunne se viljestyrken i hendes sarte, udmattede ansigt.
"Vær en god pige," sagde hun til mig. "Gør huset rent hver dag, og lav mad til de her mennesker, så de kan se værdien i at beholde dig her."
Hun viste mig den fede mellemmands telefonnummer på et stykke papir, hun havde i lommen.
"Jeg ringer til dig, så snart jeg kan. Måske venter Eunmi på mig derhenne."
Aftenen før havde mellemmændene givet os blødt kinesisk brød pakket ind i plastic. Det var så lækkert, at jeg besluttede at gemme halvdelen af mit og give det til min mor til hendes rejse. Men da jeg ville fnde det, havde den anden nordkoreanske kvinde stjålet det og spist det. Jeg havde intet at give min mor, da vi krammede hinanden til farvel.
Jeg græd et stykke tid, efter min mor var væk, så for at opmuntre mig tog Zhifang og Young Sun mig med ud at spise på en restaurant. Det var første gang, jeg havde prøvet det siden min tur til Pyongyang med min far. Jeg havde aldrig set engangsspisepinde før, og de viste mig, hvordan man skiller dem ad uden at brække dem. Så bestilte de nogle enorme tallerkener med svinekød og peberfrugter og stegte ris. Jeg spiste, til min mave nægtede at tage imod mere.
Den aften begyndte Young Sun at lære mig nogle ting om hygiejne. Jeg havde aldrig set et toilet før, og hun forklarede mig, hvordan man bruger det. Jeg troede, at det var meningen, man skulle sidde på hug oven på det som de latriner, vi brugte i Nordkorea. Hun viste mig, hvordan jeg skulle vaske hænder i håndvasken, og mindede mig om den rigtige måde at bruge tandbørste og tandpasta på. Vi havde været så fattige, efter min far blev arresteret, at vi brugte salt på fingrene til at børste tænder med.
Hun fortalte mig også, at kinesiske kvinder brugte engangsbind, når de havde menstruation. I Nordkorea brugte vi bare en tynd klud, som vi måtte vaske, så jeg måtte blive hjemme i dagevis hver måned. Da hun rakte mig det bløde vatagtige bind pakket ind i tyndt plastic, anede jeg ikke, hvad jeg skulle med det. Og det lugtede så godt, at jeg ville gemme det til noget andet. Men jeg syntes, at ideen var fantastisk, fordi det gav kvinder meget større frihed.
Den næste dag tog hun mig med til en offentlig badeanstalt, hvor kvinder tager brusebad sammen i et rum. Jeg havde set brusere på film, men det var første gang, jeg selv skulle prøve at tage et brusebad. Det var vidunderligt at mærke det varme vand strømme ned over mig. Young Sun skrubbede mig fra top til tå med rigtig sæbe, og så sprøjtede hun mit hoved med noget, der skulle slå lusene ihjel, og gav mig en badehætte på. Alle i Nordkorea havde lus, og man kunne ikke komme af med dem. Så denne behandling var en kolossal lettelse.
Nogle timer senere var vi færdige med min forandring. Jeg havde rent hår og nyt tøj, da jeg gik tilbage til lejligheden. Da Zhifang så mig, smilede han og sagde: "Du ser helt skinnende ud!"
Imens var min mor og den nordkoreanske kvinde, der havde stjålet vores brød, blevet solgt til en da lao ban, en stor mand inden for menneskehandel ved navn Hongwei. Der var et hierarki af gangstere, som havde specialiseret sig i smugling af nordkoreanske hustruer. Det begyndte med leverandører på den nordkoreanske side af grænsen, fulgt af grossister som den skaldede koreanske-kinesiske mellemmand i Chaingbai og parret i Changchun. Chefer som Hongwei var i toppen af pyramiden og havde ofte et netværk af andre mellemmænd, der arbejdede for dem.
Hongwei var hankineser - den største etniske gruppe i Kina -og talte ikke et ord koreansk. Han var høj og i begyndelsen af trediverne, med et langt ansigt og tykt hår. De kørte langt ind i Kina med bus og taxi, og min mor anede ikke, hvor de var på vej hen. Gruppen standsede for at overnatte i et mørkt, koldt hus ude på landet. En gammel mand ankom og lavede et bål til dem, og Hongwei gjorde tegn til min mor, at det var hendes mand; hun skulle gå i seng med ham. Men de havde snydt hende: Det var bare endnu en mellemmand. Denne ring af menneskehandlere brugte altid kvinderne, før de blev solgt, inklusive Hongwei. Min mor havde intet valg, men måtte acceptere det.
Den næste dag tog Hongwei min mor og den anden nordkoreanske kvinde med hen til et hus på landet uden for byen Jingzhou, omkring fem hundrede kilometer nordøst for Beijing. Der blev de vasket og fik nyt tøj og kosmetik. Den anden kvinde blev hurtigt solgt, men det tog meget længere tid for min mor at finde en egnet partner. I de følgende mange dage kørte Hongwei rundt til forskellige mænd med hende.
Hun følte sig som en sæk kartofler på markedet, når de pruttede om prisen på hende. Mændene sagde, at hun var for mager eller for gammel, og hendes pris blev ved med at dale. En kvinde havde taget sin mentalt handicappede søn med for at købe hende, men min mor nægtede. (Mellemmændene tvinger som regel ikke kvinderne til at acceptere ægtemænd, fordi de ved, at de bare stikker af, hvilket er dårligt for forretningen. Men hvis de er urimelige, slår de dem eller overdrager dem til politiet, så de bliver sendt tilbage til Nordkorea). Endelig ankom en familie af bønder med en søn, der var i begyndelsen af trediverne og endnu ugift. Min mor blev solgt til dem, for hvad der svarede til omkring 2.100 dollars.
Den dag tog de hende med til deres gård, der åbenbart lå uden for lands lov og ret. Den var meget beskeden, bygget af sten og gips med et metaltag. Det var i begyndelsen af april, så markerne var furede og klar til at blive plantet til med majs og bønner. Min mor kunne på dette tidspunkt kun nogle få kinesiske ord, men hun var i stand til at vise sin nye "mand", at hun ville ringe til mig med hans telefon. Først nægtede han, men efter at hun havde grædt og tryglet ham i nogle dage, lod han hende gøre det. Jeg blev så lykkelig over at høre hendes stemme, da hun ringede til den fede mellemmands mobiltelefon, og han rakte den til mig.
"Har du set Eunmi?" spurgte jeg.
"Nej, lille datter," sagde hun. "Jeg har ikke set andre fra Nordkorea."
Jeg kunne høre på hende, at hun havde det frygteligt. Hun havde ikke sovet i dagevis, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle sin nye familie, at hun havde brug for sovepiller, dem hun tog derhjemme, når hun havde råd til det. Nu var hun ked af, at hun havde indvilget i at efterlade mig. Hun kunne ikke beskytte mig længere, og hun havde ikke fundet min søster. Jeg forsøgte at opmuntre hende og sagde, hun ikke skulle bekymre sig, for alting gik fint, og hun havde et telefonnummer, som hun altid kunne ringe til mig på.
Det var sidste gang i mange uger, at hun kunne ringe. Familien låste deres mobiltelefon, deres penge og selv deres mad inde. Hun erfarede, at det ikke blot blev forventet, at hun var denne kinesiske bondes kone, men også slave for hele familien. Hun måtte lave mad og gøre rent og arbejde i marken. Hun blev ved med at tigge dem om at lade hende ringe til sin lille datter igen, men ligegyldigt hvor meget hun græd, var de ligeglade. For dem var hun som et af deres dyr og slet ikke et menneske.