Prøv avisen

Alle har en historie

Tusindvis af børn blev forældreløse under folkedrabet i Rwanda i 1994. Nogle af dem bor stadig på børnehjem som dette i byen Gitarama. Deres fremtid er en af de udfordringer, Rwanda står over for. Foto: .

Rwanda bærer stadig på arven efter folkemordet i 1994, hvor 100 dages intenst helvede efterlod en million mennesker dræbt. 17 år senere beskyldes præsident Kagame for manglende demokrati, men overalt er det ord som 'genforening' og 'forsoning', man hører

"Min onkel blev hakket ihjel af mænd med macheter. Jeg var 12 år, og jeg så det ske. Det var mænd, jeg kendte. De plejede at komme og se fodbold på tv i mit hjem."

Alle har en historie i Rwanda, og trods talestrømmen forsøger taxichaufføren John de Dieu Niyotwagira at glemme sine minder om Rwandas grusomme folkemord, der på 100 dage kostede en million tutsier og moderate hutuer livet.

Det er 17 år siden, det lille centralafrikanske lands blodbad begyndte. Ofrene bliver mindet over alt i landet i dag og de følgende 100 dage. Og går det som tidligere år, vil antallet af selvmord, depressioner og mavesår stige markant i de dage.

Mens mange taler om tilgivelse og forsoning, prøver andre at fortrænge savnet og smerten. Rwanda er stadig et sønderrevet land med en traumatiseret befolkning og en regering, der, i bestræbelserne på at yde retfærdighed til de dræbte og deres pårørende samt sikre, at folkemordet aldrig bliver glemt, beskyldes for at være autokratisk.

Internationale organisationer kritiserer præsident Paul Kagame for at knægte oppositionen og for et centralistisk styre, der har indført skrappe love mod folkemords-ideologi, mod at bringe nationens sikkerhed i fare og mod opmuntring til etnisk separatisme.

"Vi er et land med restriktive love – og hver gang kan de peges direkte tilbage til dette kontor," siger pastor Antoine Rutayisire, der er næstformand i Genforenings- og Forsoningskommissionen, hvis mandat det blandt andet er at overvåge tendenser til separatisme og hadefulde ytringer i landet.

"Folk siger, at vi skal holde op med at tale om folkemordet og se at komme videre. At Rwanda har udviklet sig og er blevet normaliseret. Men jeg hører stadig racistiske bemærkninger, der opmuntrer til splittelse, og overlevende har stadig dybe sår i hjerterne."

Ifølge den anglikanske præst er det nødvendigt at tale om folkemordet, lige så længe det tager at hele sårene hos de overlevende – og så længe det tager for rwanderne at blive ét folk. De officielle ID-kort angiver ikke længere, om man er hutu, tutsi eller twa, men i folks tanker er opdelingen der stadig, siger han.

"Rwanda er et ødelagt land. Når folk kritiserer vores skrappe love, skal man huske på, hvordan medier og myndighedspersoner misbrugte ytringsfriheden til at opmuntre folk til at dræbe 'kakerlakkerne'. Dermed bar de ved til ekstreme hutuers brændende had og følelse af ret til at dræbe uskyldige tutsier og de moderate hutuer, der beskyttede dem. Rwanda har en speciel historie, og I skal give os tid til at hele," siger en lokal journalist.

Faktum er, at regeringen har lukket to kritiske dagblade, og fængslet fem oppositionspolitikere. Heriblandt Victoire Ingabire, der sidste år vendte hjem efter 16 år i eksil i Holland for at stille op i august måneds præsidentvalg. Ingabire, der offentligt udtalte, at tutsier også begik folkemord mod hutuer i 1994, blev i stedet anholdt, sigtet for folkemordsbenægtelse og opmuntring til separatisme, og Paul Kagame vandt valget med 93 procent af stemmerne.

"Regeringen misbruger folkemordet som undskyldning for love, der indskrænker folks frihed til at ytre sig og til at danne opposition. Men der er gået 17 år siden folkemordet. Vi er nødt til at komme videre, siger Boniface Twagirimana fra oppositionskoalitionen.

LÆS OGSÅ: I Rwanda stormer kvinderne frem

Sagen mod Ingabire følges i udenlandske medier, men i Kigali ryster iagttagere på hovedet af den.

"Ethvert autokratisk regime ville være lykkelig for sådan en elendig og utroværdig opposition," siger en højtstående vestlig diplomat.

"Hun bliver portrætteret som en martyr, men hun er en provokatør," siger en europæisk ambassadør, der dog erkender, at der stadig er problemer at tage fat på i Rwanda.

"Ikke mindst når det kommer til demokrati og menneskerettigheder."

Som andre udenlandske iagttagere er ambassadøren imidlertid imponeret over præsident Kagame, der førte sine soldater ned fra junglen i bjergene på grænsen til Uganda i 1994. Rwandas Patriotiske Front stoppede folkemordet, mens verden så passivt til. Er det den dividende af skam, der holder det internationale samfund fra at kritisere Rwandas regering?

"Vi kritiserer skam, når vi synes, noget bør kritiseres, og vi er parate til at holde udviklingsbistand tilbage, når det er nødvendigt. Men vi råber ikke ad regeringen. Vi hvisker diplomatisk, og det er mit indtryk, at de lytter," siger ambassadøren, der kalder Kagame en "oplyst diktator" eller en autokrat, der dårligt tåler opposition, men som gør alt for at genforene nationen.

"Kagame er afsindig populær i befolkningen. Så spørgsmålet er i virkeligheden, hvorfor han er så nervøs over opposition? Det handler nok om at sikre landets stabilitet. De har set blod nok i det her land," siger diplomaten.

udland@k.dk

Rejsen til Rwanda er delvist finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.