Om man er israelsk mand eller kvinde, så er indkaldelsen til værnepligt i den israelske hær et faktum, når man fylder 18 år. Alle landets jødiske borgere indkaldes til værnepligt, mens arabere med israelsk statsborgerskab får tilbud om at aftjene værnepligt.
Kun to kriterier er godkendt til mulig fritagelse for værnepligt. Det ene er, hvis man af religiøse hensyn ikke ønsker at aftjene sin værnepligt, mens det andet er, hvis man lider af en psykisk sygdom. Israelske kvinders værnepligt er på næsten to år, mens israelske mænd aftjener næsten tre års værnepligt.
Det oprindelige argument for at have en stor folkelig hær var, at det i Israels tidlige år styrkede statens chancer for fysisk overlevelse mod dens mange fjender i regionen. Siden Israel i slutningen af 1960’erne med Seksdageskrigen opnåede suveræn militær overlegenhed, har argumentet om stadig at bevare en stor folkelig hær været præget af argumentet om at bevare en indflydelsesrig fællesnævner for næsten alle unge israelere.
De seneste år har debatten om at gøre hæren mindre og mere professionel været et tilbagevendende emne. Men ingen, hverken politikere eller befalingsmænd, har indtil videre vovet at tage et opgør med den fællesnævner, som hæren er for størstedelen af israelerne.
De seneste år er der blevet oprettet særlige kampenheder, hvor særlige hensyn gør det muligt for ortodokse jøder at aftjene værnepligt, samtidig med at de overholder de religiøse påbud. Samtidig er der blevet oprettet særlige kampenheder for kvinder, der på lige fod med mandlige soldater blandt andet deltager i Israels patruljering af landets grænser.