Prøv avisen

"Alt er væk vi har ingenting"

I en kirke i den kristne by Hamdaniya, 30 kilometer nord for den irakiske by Mosul, bliver sække med nødhjælp sorteret. De skal deles ud til de mange hundrede kristne familier, der er flygtet nordpå, væk fra de religiøse udrensninger i Mosul. – Foto: AFP.

Ét af kristendommens arnesteder, den irakiske by Mosul, bliver i disse uger tømt for kristne, der flygter i tusindvis fra forfølgelser og drab. Kristeligt Dagblad har besøgt dem og fortæller her historien om et folk fanget i kampen om magt, værdier, territorier og religion

De kom en dag, ud af det blå, med ansigtet skjult under tørklæder. De hev familien ud af huset, ud på gaden, hvor Adwar Jakob Odish intet kunne gøre for at forhindre mændene i at sprænge huset i luften.

Forsvind fra byen, eller vi dræber jer, sagde de, og Adwar samlede sin familie og begav sig af sted. Barfodede, uden penge eller identitetspapirer.

Han slår øjnene ned. Skuldrene hænger slapt under joggingsættet, der slet ikke passer til hans 68 år. Men det er hans eneste tøj, ud over det han flygtede i givet til ham som nødhjælp. Bag ham, i kirkens opholdsrum, leger to af børnebørnene lydløst, mens han fortæller, langsomt og med tungt åndedræt, om den 11. oktober, der for altid skulle ændre hans og familiens liv.

Den dag flygtede han som tusindvis af andre kristne de seneste uger nordpå, ud af den irakiske by Mosul og mod én af de ni kristne landsbyer i området mellem Mosul og det kurdiske selvstyre i Nordirak. Her har den kurdiske regering siden Saddam Husseins fald i 2003 sørget for sikkerheden, og byernes indbyggere og kirker tilbyder midlertidig husly. Mange af dem er selv flygtet fra forfølgelser.

Adwar er med seks familiemedlemmer endt i Telkaef, en lille by med 1000 familier blot 20 kilometer fra Mosul. Her blev han modtaget af fader Benjamin i Church of the East (Østens Kirke), som gav familien mad at spise og tøj at tage på og indlogerede dem sammen med 24 andre flygtede familier på madrasser i kirkens opholdsrum. Det er her, Kristeligt Dagblad møder ham, familiens overhoved, knækket.

Hvad skal jeg stille op, spørger han? Alt er væk, vi har ingenting. Vi kom hertil i bare tæer og har ikke noget at komme tilbage til. Der er ingen til at hjælpe os. Vi har ikke nogen fremtid.

Adwars historie er et billede på situationen for de kristne i Irak lige nu. Op mod 2800 familier, flere end 10.000 mennesker, er siden de sidste dage af september flygtet fra forfølgelser og drab specifikt rettet mod kristne i Mosul. Det svarer til halvdelen af byens kristne befolkning. Biler med store højtalere har kørt rundt i byen og bekendtgjort, at kristne ikke længere er velkomne i byen. Mange har modtaget et anonymt brev med trusler om at blive slået ihjel, hvis de ikke forsvinder. Og nogle er som Adwar blevet opsøgt af hætteklædte mænd, der har truet, slået eller sprængt huse og biler i luften. Indtil videre er der 18 rapporter om kristne, der er blevet dræbt, men alle de kristne, Kristeligt Dagblad har talt med, vurderer det reelle dødstal til at være langt højere.

Forfølgelser af kristne i Irak har stået på i mange år. Allerede efter landets frigørelse fra den engelske kolonimagt i 1932 blev kristne forfulgt og dræbt i tusindvis for deres samarbejde med englænderne. Herefter fulgte en lang periode med stabilitet, og under Saddam Husseins diktatur levede muslimer og kristne, trods spredte tvangsforflytninger, for det meste fredeligt side om side.

Efter diktaturets fald i 2003 opstod der dog løbende forfølgelser og bombeangreb mod kirker foretaget af ekstremistiske muslimer, der udnyttede uroen i landet til udrensning af etniske og religiøse mindretal. Det skete blandt andet i Bagdad og Basra, men først og fremmest i Mosul, der har det største og mest aktive kristne befolkning af alle irakiske byer. Her har kristendommen levet siden det første århundrede efter Kristi fødsel og skabt stærke traditioner, der er blevet en torn i øjet på den ekstreme del af det muslimske flertal i byen, fordi mange anser det at være kristen som direkte bevis på samarbejde med de invaderende, allierede styrker.

Det er dog ikke før nu, at de kristne forfølgelser er blevet så systematiske. Flere flygtede fortæller om hætteklædte mænd, der har kørt fra hus til hus og udpeget de kristne. Ved grænsekontroller er id-kort blevet tjekket for det lille kors, som de kristnes kort bærer, og var korset der, blev kortets bærer skudt. I et kvarter i Mosul blev 20 børn omringet på en plads, og en enkelt af dem en 15-årig dreng blev taget ud af mængden og skudt for øjnene af de andre, fordi han var kristen, fortæller et øjenvidne.

De mange historier om organiseringen af forfølgelserne har fået teorierne om, hvem der står bag, til at spire. De fleste peger på en blanding af ekstreme nationalister, muhajedinere (hellige krigere) og tilhængere af det tidligere styre, de såkaldte saddamister. De lever tæt i Mosul, der er landets mest nationale by. Det var her, Saddam Husseins sønner flygtede til og blev dræbt, da de allierede styrker indtog landet. Det er også her, al-Qaedas sidste front i Irak befinder sig. Og endelig er det her, store dele af Saddam Husseins gamle politistyrke befinder sig. Mindst halvdelen af politiet i Mosul menes at bestå af gamle Saddam-tilhængere, og mange beskylder netop dem for at være det organisatoriske led, der finder frem til de kristne.

Flere kurdiske medier hæfter sig desuden ved, at der ikke er kommet reaktioner eller i hvert fald ikke konkrete handlinger fra styret i Bagdad som følge af forfølgelserne. Styret har ganske vist sendt 500 ekstra politifolk til byen, men tiltroen til dem er lille, og forfølgelserne er da heller ikke stoppet af den grund

Det får mange til at konkludere, at forfølgelserne styres af kræfter dybt inde i det politiske styre ikke blot i Mosul, men også fra centralt hold i Bagdad og at motiverne er andet og mere end religiøse. Det handler blandt andet om magten over store landområder, særligt den olierige provins Kirkuk, som kurderne mener hører til dem. Og så handler det om de regionalvalg i Mosul, der allerede er udskudt flere gange. Her har de kristne blandt andet stillet krav om et kvotesystem for minioritetsgrupperne, og det har fået de arabiske muslimer til at frygte for, at de mister for meget magt. Derfor skal minioriteterne ud.

Der er dog også opstået et vedholdende rygte om, at det er kurdere, ikke arabere, der står bag. I de områder af Mosul, der har været hårdest ramt, er det netop kurdiske politifolk, der regerer, og de har efter sigende intet gjort for at stoppe forfølgelserne. Motivet skulle være at drive de kristne ud i de områder, som kurderne gerne vil tilbageerobre, og samtidig skabe international mistillid til araberne for at forbedre chancerne for at indlemme områderne i selvstyret.

Endelig peger flere internationale organisationer og den irakiske regering selv på al-Qaeda som den hovedansvarlige, selvom der ofte er sået tvivl om al-Qaedas styrke i Mosul og ikke mindst deres organisatoriske formåen.

I Østens Kirke i Telekaef kan fader Benjamin blot nøgternt konstatere, at forfølgelserne ligner sidste led i en større udrensningsproces, der begyndte med kurderne i 2005 og fortsatte med de etniske mindretal yezidierne og shabakerne. Målet er et Mosul kun for nationalistiske muslimer.

De ekstreme muslimer ønsker sig uindskrænket magt. Sådan er det overalt i verden, se blot i Kairo, hvor præster bliver fængslet blot for at foretage en dåb. I Mosul hører den kristne befolkning til de rigeste og mest succesfulde borgere, og det er klart, at det provokerer. Så hvis man koger det helt ned, så handler alt det, der sker nu, og som har foregået i årtier, om ren og skær misundelse, siger han.

Uden for kirken holder rækker af lastbiler med bagklappen slået ned. Ud kaster byens drenge tæpper, madrasser, puder og dyner, petroleum og mad alt det basale til de flygtende er doneret af den kurdiske nødhjælpsorganisation Barzani Charity Foundation. Organisationen er opkaldt efter det kurdiske selvstyres tidligere præsident Mustafa Barzani. Hans bedste ven var kristen, og han var involveret i redningen af kristne armeniere, da tyrkerne begik folkemord mod dem i tiden omkring Første Verdenskrig.

Under hans politiske lederskab fra 1946 til 1979 blev grundstenene skabt til et kurdisk selvstyre med et væld af religiøse gruppe boende fredeligt side og side, og det er i den ånd, siger de selv, at nødhjælpsorganisationen og den kurdiske regering har besluttet af hjælpe de flygtende kristne, selvom forfølgelserne foregår uden for deres nuværende selvstyreområde.

Det er et usædvanligt syn med lokal nødhjælp på disse kanter, og de kristne tager taknemmelige imod i lange, rolige rækker. Én af dem er 45-årige Nazira Nazim. Hun er flygtet fra Mosul med sin mor, der med tårer i øjnene kysser nødhjælpsarbejdernes hænder og takker igen og igen. Snart slæber hun af med to gule skummadrasser, som umuligt kan være rare at sove på, men det er bedre end ingenting. Det er en start.

Bilerne bliver halvtomme og kører videre til den næste af de ni kristne byer i området. Karavanen af hjælp og tungt rustede sikkerhedsfolk skærer sig gennem den endeløse, brune ørken med enkelte huse, der står som tilfældigt efterladte klodser på et stuegulv. Vi passerer den ene bevæbnede kontrolpost efter den anden, før bagklappen igen ryger ned foran nye rækker af tragiske historier.

Der er glæde, men også træthed at spore i deres ansigter. De føler sig sikre i de kristne byer, siger de. Også inde i byerne er de bevæbnede sikkerhedsvagter synlige overalt. Alligevel er det ikke mere end to dage siden, at den højtstående repræsentant for det kurdiske regeringsparti, KDP, som også er med på denne tur rundt med nødhjælp, blev forsøgt myrdet med en bilbombe i én af byerne. Heldigvis blev den opdaget i tide, men attentatet sendte et signal om, at dem, der vil de kristne ondt, kan komme helt tæt på, når de vil.

Af samme grund er det langt fra alle flygtninge, der ender her. Mange fortsætter videre nordpå og ind i det fredelige, kurdiske selvstyre, der ikke har oplevet attentater de seneste to år. Andre flygter helt ud af landet, de fleste til Syrien. For hvem ved, om selvstyret også er sikkert om et år?

Kirkekoret synger det store rum fuld af liv, mens bænkene langsomt fyldes op. En salme, oplæsning fra bibelen, fader Sabri synger nogle strofer, som tilhørerne besvarer med sang. Det kunne være en gudstjeneste i hvilken som helst kirke i verden. Bortset selvfølgelig fra de bevæbnede vagter ved dørene.

Men det er en ganske særlig dag i Sankt Joseph Kirken i den kristne bydel Ankawa i det kurdiske selvstyres hovedstad, Erbil. De seneste fire dage har beboerne samlet penge ind til knap 100 forfulgte kristne familier fra Mosul, der er kommet hertil den seneste måned, og nu skal pengene deles ud. 1000 kroner til hver familie.

Efter gudstjenesten stiller de sig i kø uden for kirken. Blandt dem er 62-årige Illyia Kaqo Suleyman. Han viser et billede frem af det, der engang var tantens hus. Nu er det bare murbrokker. Selv blev han truet på livet for et år siden og begyndte en ny tilværelse i Ankawa. De tre døtre blev tilbage mod hans vilje. Lige som tusindvis af andre kristne havde de deres arbejde, deres liv i Mosul. Men i september blev den ene datters bil sprunget i luften, og hun flygtede også til Ankawa med sine seks børn, så nu er de 12 familiemedlemmer i alt. Hendes to søstre er blevet tilbage. Lige som de mange andre, der bliver tilbage, føler de, at der er for meget at give afkald på.

Jeg tænker på dem hver dag, fortæller Illyia. Jeg er bange på deres vegne, selvfølgelig. Selv om de siger, at urolighederne er dæmpet lidt, er der langt fra sikkert.

Af samme grund vil han ikke have taget billeder af sin familie. Der er langt fra Danmark til Mosul, men familien har lært ikke at tage chancer. De giver aldrig deres telefonnummer væk, tager aldrig telefonen, hvis de ikke kender nummeret, og søstrene kommer aldrig i de ubeskyttede dele af byen.

Fader Sabri tager en mikrofon. Han taler ikke bare til de 100 familier, der bliver hjulpet i dag, men også til de godt 8000 kristne, der er flygtet fra Irak til Ankawa siden 2005, siger han:

I må have tro i hjertet på, at tingene bliver bedre. Vi lever i et land, der er berømt for sin værdighed. Den værdighed må vi bevare og sende et signal til alle voldelige sekter om, at vi er ét folk af kristne, muslimer, arabere, kurdere. Vi er ens i hjertet.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

I byen Telkaef strømmer de kristne beboere til lastbilerne med nødhjælp, der netop er rullet ind. Skummadrasser, tæpper og puder. Alt er nødvendigt, når man som Nazira Nazim (midt i billedet bærende på madrasser ) måtte flygte fra forfølgelserne i Mosul uden at få selv det mest basale med sig. – Foto: Lars Henriksen.
Knap 100 familier stiller sig op i række uden for Sankt Joseph Kirken i den kristne bydel Ankawa i Erbil i det nordlige Irak. De er alle flygtet de cirka 200 kilometer nordpå, væk fra byen Mosul, hvor op mod 20 kristne er blevet dræbt af muslimske ekstremister den seneste halvanden måned. Lokalsamfun-det har samlet penge ind, så hver familie modtager cirka 1000 kroner. – Foto: Lars Henriksen.
Kilometerlange rækker af biler med kristne familier krydser kontrolposten ved al-Kosh i det nordlige Irak. Drabene på 11 kristne i den stærkt nationalistiske by Mosul satte flugten i gang, og strømmen nåede sit højeste i de midterste uger af oktober. – Foto: AFP.
En irakisk politibetjent holder vagt uden for en kirke i Bagdad. Det samme sker overalt i Irak, hvor kristne bliver forfulgt og i nogle byer helt udrenset. Ofte er der dog tale om private vagter, da det irakiske politi af mange kristne beskyldes for at være i ledtog med de ekstreme muslimer, der menes at stå bag forfølgelserne. – Foto: Ahmad al-RubayeAFP.
68-årige Adwar Jakob Odish har mistet alt. Han er flygtet fra den irakiske by Mosul, efter at hætteklædte mænd sprængte hans hus i luften og truede ham til at forsvinde fra byen med sin familie. De fik intet med sig. Ikke engang deres sko. – Foto: Lars Henriksen.