Intet nyt under ruinerne. Det er den franske islam-ekspert Olivier Roys analyse af den 11. september. Forfatteren til en lang række internationalt anerkendte bøger om radikal islam og Vestens svar på fænomenet mener ikke, at en radikalt forandret verden og et nyt verdenssyn blev grundfæstet i Ground Zero.
Det betyder ikke, at terror-angrebet på USA ikke fik konsekvenser, for det gjorde det. Men alle de politiske udviklinger, vi forbinder med 11. september, var allerede på plads og havde været det i flere år inden. Den 11. september betød en geostrategisk acceleration, men af fænomener, som var synlige på forhånd.
Det gælder især teorien om civilisationernes sammenstød og konflikten mellem Vesten og islam som den afgørende internationale konflikt.
Al-Qaeda-angrebet markerer teoriens sejrsgang, men Samuel Huntingtons bog om sammenstødet mellem civilisationerne og i særdeleshed mellem Vesten og islam udkom allerede i 1996. Afghanistan og Irak var allerede på listen over lande, der blev betragtet som Vestens fjender, og den amerikanske regering savnede bare anledningen til at intervenere i Irak, siger Olivier Roy som i dag forsker i islamiske normer i det offentlige rum ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze efter en periode som gæstelærer ved Berkeley-universitetet i USA.
De forskellige udløbere af denne tankegang var også allerede markante i den offentlige debat, for eksempel hvad angår den muslimske indvandring i Europa og islams plads i de europæiske samfund. Tørklædedebatten begyndte i Frankrig allerede i 1989. Den 11. september gav teorien om islam som uforenelig med Vestens værdier ekstra vind i sejlene, så den blev alment accepteret af et bredt udsnit af offentligheden i Vesten. Men attentatet skabte ikke dette synspunkt, påpeger den franske forsker.
Religion kom ikke desto mindre på den politiske dagsorden som aldrig før. Og det var en fejltagelse, mener Olivier Roy.
Det har ført til fejlslutninger, som krigen mod terror og invasionen i Irak, men også til en tendens til at slå alle islamiske partier og bevægelser i hartkorn med al-Qaeda, selvom nogle, som for eksempel Hizbollah i Libanon, i modsætning til al-Qaeda har et politisk program.
Ved at flytte fokus til islam og religion, kommer man til at diskutere teologi i stedet for politik. Man gør muslimernes tro til den afgørende drivkraft i enhver sammenhæng og fremstiller islam som en protestreligion, hvor al-Qaeda og bin Laden repræsenterer den vrede unge muslim. Man disktuterer, hvorvidt problemet er Koranen, fordi Koranen gør islam til en ideologi i stedet for en religion. På den måde har man skabt en debat, som er fuldstændig løsrevet fra den sociale og politiske virkelighed i den arabiske og muslimske verden, mener Olivier Roy.
Han er uenig i denne fremstilling af islam og ser det arabiske forår som beviset.
Her har vi jo netop set, at det ikke var islam, der var drivkraften, men derimod sociale og politiske forventninger. Det betyder ikke, at islamiske partier ikke kan komme til at spille en rolle i det nye Egypten og Tunesien, omend på forskellig vis. Men den 11. september var netop kulminationen på, ikke startskuddet til en jihad-ideologi. I løbet af de seneste 10 år er jihad blevet diskrediteret som politisk instrument, blandt andet fordi al-Qaeda ikke har et budskab, der kan omsættes i politik. Der var ikke et eneste land, der rejste sig i protest, da bin Laden blev dræbt. Jihad og al-Qaeda har ikke det potentiale til at rejse en folkelig revolution, man troede, siger Olivier Roy.
Det betyder imidlertid ikke, at vi er færdige med arven fra den 11. september.
Denne arv lever stadig, for eksempel i Vestens syn på sig selv. Samtidig med at den arabiske verden er blevet gjort synonym med islam, har Vestens selvopfattelse også bevæget sig henimod en kristen identitet. Men eftersom europæerne ikke er troende, er det kristendommen som kultur og symbol, der mobiliseres. Vi har en fokusering på religion, som er helt ude af trit med den rolle, troen reelt spiller i både de arabiske og de vestlige samfund. Det er et imaginært univers, som vi for eksempel finder hos Ander Breivik, mener Olivier Roy.
Sandheden er, at verden har ændret sig siden den 11. september, også den arabiske verden.
I 2003 råbte man Leve Chirac, fordi han sagde nej til en intervention i Irak. I 2011 råber man Leve Sarkozy, fordi han intervenerede i Libyen.