Taksøe-Jensen: Der skal ruskes op i udviklingsbistanden

Danmark skal fortsætte med at give udviklingsbistand til den fattigere del af verden, og den må også gerne være højere end i dag, mener Taksøe-Jensen. Men pengene skal fordeles efter nogle andre principper og på en måde, så de også tilgodeser danske interesser. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Dansk bistandshjælp skal have større strategisk værdi for Danmark, mener Peter Taksøe-Jensen, der har afleveret sin udredning om dansk udenrigspolitik. I dag præsenteres den

Der er ikke noget galt i at skæve til, om man kan gøre sine gode gerninger på en måde, så de også gavner en selv. Det er – en anelse firkantet formuleret – pointen i ambassadør Peter Taksøe-Jensens oplæg til, hvordan den danske udviklingsbistand fremover bør sammensættes.

Danmark skal fortsætte med at give udviklingsbistand til den fattigere del af verden, og den må også gerne være højere end i dag, mener Taksøe-Jensen. Men pengene skal fordeles efter nogle andre principper og på en måde, så de også tilgodeser danske interesser.

Væk med den ”gammeldags bistand” til faste programsamarbejdslande, der i årti efter årti modtager millioner af danske kroner til omfattende udviklingsprojekter, som vi kender det fra Tanzania og Bangladesh. Og ind med mere flydende og kortere forløb, der hjælper nogle få lande med at opfylde visse af FN’s 17 nye bæredygtige udviklingsmål. For eksempel målene inden for klima, energi og vand, hvor Danmark har stor viden og praktisk erfaring med løsninger.

”Vi skal stadig bekæmpe fattigdommen – og jeg argumenterer gerne for en højere bistand – men vi bliver ikke mindre solidariske af, at vi tilrettelægger vores udviklingshjælp på en måde, så en af de afledte effekter er, at den også gavner danske erhvervsinteresser,” siger den 58-årige diplomat, der i dag afleverer sin udredning om fremtidens udenrigspolitik til regeringen.

”Jeg taler ikke for at få returprocenten op (den del af bistanden, der ender med at gavne danske virksomheder, red.), men vi behøver ikke at skamme os over at kombinere tingene,” siger Taksøe-Jensen.

Han minder om, at udviklingsbistand betyder meget mindre for udviklingslandene i dag, end den gjorde tidligere. Landene har mange andre kilder til indkomst, og derfor skal bistand bruges meget mere som en katalysator end noget, der skal drive en udvikling alene. Bistand skal i højere grad tænkes sammen med eksportmuligheder og private investeringer, mener Taksøe-Jensen.

Samtidig har effekten af den hidtidige bistand været svær at måle, og det taler også for, at det er på tide at gå nye veje.

”Det er væksten i Kina og Indien, der har gjort mest for at løfte folk ud af fattigdom. Det gør vi klogt i at huske på,” siger han, som selv sidder i første parket til udviklingen i Indien som Danmarks ambassadør i landet.

”Vi skal tænke på, hvor der er en efterspørgsel på Danmarks styrkepositioner. Og så skal vi geografisk gøre det dér, hvor vi kan opnå en stærk effekt. De lande, vi arbejder med, skal helst kunne løfte den øvrige region også. Vi har for eksempel været i Tanzania i mere end 50 år, men det er ikke sikkert, at det er Tanzania, der er det bedste sted som en dynamo for mere klimavenlige løsninger.”

Den rutinerede ambassadør lægger ikke skjul på, at hans oplæg til ny udviklingspolitik vil føre til en yderligere koncentration af den danske bistand, hvis den får politisk opbakning. Bangladesh kunne også være en af de gamle kendinge, der ryger ud.

”Det kan godt være, at det ikke giver mening at fortsætte i Bangladesh. Det må vi tænke over. Vi har altid valgt lande til og fra i erkendelsen af, at vi ikke kan være alle steder, og nu er tiden inde til, at vi fokuserer på endnu færre lande. Det er for eksempel også svært at argumentere for Sydsudan,” siger han.

Dermed bevæger Taksøe-Jensen sig over i den gruppe af lande, der betegnes som ”skrøbelige”, og som Danmark de seneste 10-15 år har haft større fokus på. Ifølge Taksøe-Jensen skal vi fortsat støtte denne type lande, men står det til ham kun tre fremfor de syv-otte lande, der i dag modtager penge. Sydsudan er allerede streget på hans liste, og det samme er lande som Somalia, Mali og Niger.

”Jeg så gerne gruppen skåret ned til Afghanistan, Syrien og Libyen. Vi skal være der, hvor vi har flere interesser på én gang. Det har vi i de tre lande, som både bidrager til konflikt, terrorisme og flygtninge. Sydsudan har også brug for hjælp, men det kan vi med fordel overlade til USA og EU,” siger han.