Prøv avisen

Amerika står midt i en identitetskrise

Demokraterne og den amerikanske venstrefløj har i årtier i alt for høj grad dyrket den såkaldte identitetspolitik, hvor man inddeler amerikanerne i forskellige etniske grupperinger, mener den konservative forfatter og tænketanksanalytiker Mike Gonzalez. Og det gav i hans øjne bagslag ved valget i november, hvor for eksempel latinoerne ikke som forventet stemte på Hillary Clinton i stort tal. – Foto: Damian Dovarganes/AP/Polfoto

Det er på høje tid, at USA tager et opgør med en identitetspolitik, hvor politikere appellerer til bestemte grupperinger i befolkningen ud fra deres hudfarve, seksualitet eller etniske baggrund, mener den konservative forfatter Mike Gonzalez. Amerikanske ledere bør efter sidste måneds splittende valg fremhæve, hvad der binder befolkningen sammen, ikke hvad der skiller dem

Mike Gonzalez har et godt råd til sine venner på den amerikanske venstrefløj efter demokraten Hillary Clintons valgnederlag til republikaneren Donald Trump ved novembers præsidentvalg:

”Drop idéen om et multikulturelt samfund og identitetspolitik som et middel til at opnå det! Det vil kun give jer mere hjertesorg.”

Han skynder sig at understrege, at han selvfølgelig opfatter USA som et multi- etnisk land. Et land bygget af indvandrere, og et land, der netop har haft succes, fordi en mangfoldig befolkning omfavner fælles amerikanske værdier. Assimilering og en stærk amerikansk identitet er den lim, der sikrer sammenhængskraften i USA og har gjort det siden republikkens grundlæggelse, mener Mike Gonzalez, som er senior- analytiker ved den konservative tænketank The Heritage Foundation i Washington.

Når sammenhængskraften går op i limningen, står den på amerikansk identitetskrise.

”Præsidentvalget viste, at amerikanerne er angste og urolige over en samfundsmæssig balkanisering. Det er en balkanisering, de politiske ledere selv har fremmet. Hillary Clinton tabte ikke valget, fordi hvide amerikanere reagerede imod et Amerika, der bliver mere ”farvet”, men fordi Demokraternes identitetspolitik bidrog til at grave grøfter i befolkningen,” siger Mike Gonzalez, som i sin bog ”A Race for the Future” (Et kapløb om fremtiden) udfordrer tendensen til, at den amerikanske venstre- og højrefløj behandler amerikanske minoriteter som homogene vælgergrupper.

Opgøret med identitetspolitikken er et råd, som flere på venstrefløjen allerede har taget til sig. Clintons rival fra primærvalget, Bernie Sanders, siger, at Demokraterne ikke kan gøre sig håb om at vinde valg ved at henvende sig til adskilte grupper i befolkningen, men at partiet bør fokusere på amerikanernes økonomiske udfordringer. Og i en kronik i avisen The New York Times opfordrer Columbia University-professor Mark Lilla venstrefløjen til at stoppe den moralske panik over race, køn og seksuel identitet, som han mener har forvrænget det progressive budskab og forhindret Demokraterne i at blive en forenende kraft i stand til at regere landet.

Andre som forfatteren og socialpsykologen Jonathan Haidt peger på, at Donald Trump udnyttede Demokraternes brug af identitetspolitik ved at appellere til hvide amerikanere som endnu en identitetsgruppe, der er overset, og hvis interesser kun Trump kan forsvare.

Ifølge Mike Gonzalez har identitetspolitikken længe været et populært politisk redskab, som partier på begge fløje har benyttet op igennem USA’s historie. Et redskab, han kalder magtfuldt, men samtidig eksplosivt og farligt.

Men hvad er identitetspolitik?

”Det er den politiske frembringelse af subnationale grupper, som bliver næret ved at skabe en fornemmelse af, at medlemmerne af gruppen er ofre og bør føle sig forfordelt og kræve specielle rettigheder. Når den følelse er skabt, lyder det belejlige budskab fra et politisk parti så, at det alene kan tage vare på gruppens interesser,” siger han og tilføjer:

”De politikere, der forsøger at bruge identitetspolitik til at bekæmpe diskrimination, signalerer til en befolkningsgruppe, at ’grunden til, at du ikke har klaret dig så godt, som du kunne, har intet at gøre med dig selv, men med din race eller etnicitet.’ At være modstander af identitetspolitik handler derfor ikke om at tolerere diskrimination, om det så er imod homoseksuelle eller sorte eller kvinder. Det handler om at gå imod en forvrænget idé om, at vi kan tilskrive bestemte værdier og holdninger og behov til grupper alene baseret på deres race eller etnicitet eller køn. En idé, jeg mener, den amerikanske venstrefløj og Det Demokratiske Parti har været hovedfortalere for siden 1970’erne.”

Hvordan mener du, at identitetspolitik spillede en rolle i valgkampen?

”Der blev skrevet spalte op og ned i medierne om, hvordan der var en voldsom stigning på vej i den såkaldte latinamerikanske vælgergruppe i Florida, og hvordan den latinamerikanske tsunami ville sikre Hillary Clinton sejren i denne altafgørende delstat. Men der findes ikke en arketypisk latinamerikansk vælger i Florida. Der er folk med cubansk og puertoricansk og i mindre grad med mexicansk og centralamerikansk baggrund,” siger Mike Gonzalez og nævner som et andet eksempel nogle af valgdistrikterne omkring Miami, hvor mange vælgere har cubansk baggrund som ham selv.

”I år stemte de overvældende på Donald Trump, selvom Det Republikanske Parti ikke kan tage den cubanske stemme for givet,” siger han med henvisning til, at et knebent flertal af vælgerne i det cubanske eksilsamfunds centrum i 2012 var med til at sikre demokraten Barack Obamas genvalg.

”Denne idé, som Det Demokratiske Parti holder fast i, om, at man kan tilskrive den såkaldte latinamerikanske vælger specifikke værdier, og at hele gruppen tænker og handler på en bestemt måde, det er et særligt syn på menneskeheden og på samfundet, som jeg mener er forkert og dybt problematisk.”

Ser du resultatet af det amerikanske præsidentvalg som et opgør med identitetspolitikken?

”Præsidentvalget viste, at vi står midt i en identitetskrise. Folk er trætte af at få fortalt, hvordan de bør tænke, og de har fået nok af hele idéen om politisk korrekthed i form af en bestemt sprog- kode, som de får påtvunget af offentlige institutioner som skoler og universiteter for at tage hensyn til forskellige identiteter. Vi plejede at lægge vægt på gode manerer såsom at opføre sig ordentligt og behandle hinanden med respekt i stedet for at trække idéen om politisk korrekthed ned over hovedet på folk,” siger Mike Gonzalez.

Men viser Trumps sejr ikke netop, at en del af det hvide Amerika nu ser sig selv igennem en identitetspolitisk optik? At mange hvide amerikanere stemte på Donald Trump, fordi de følte sig som tabere, og Trump lovede at kæmpe for dem?

”Mit svar til alle disse former for identitetspolitik er, at vi er ét USA, at vi alle er amerikanere. Vi må holde op med at betragte os selv som opdelt i forskellige grupper, for vi er indbyrdes afhængige af hinanden. Som konservativ mener jeg, at vi bør lade os inspirere af den socialt ansvarlige en-nation-idé, som hviler på en høj grad af social solidaritet mellem forskellige dele af befolkningen. En ideologi, der for eksempel blev praktiseret af den konservative britiske premierminister Benjamin Disraeli. Den indebærer en grad af paternalisme, hvor samfundets rigeste er forpligtede til at sørge for velfærden for dem, der ikke er velstående,” siger han og tilføjer, at både Trumps sejr i USA og briternes nej til EU ved Brexit-afstemningen er udtryk for mange folks længsel efter at vende tilbage til idéen om ”en nation”, som også forankrer det sociale ansvar nationalt.

Hvordan ser du på den selvransagelse, som er i gang på den amerikanske venstrefløj efter valgnederlaget?

”Jeg mener, at det er på høje tid, at Det Demokratiske Parti og venstrefløjen tager debatten om, hvorvidt vi skal analysere samfundets problemer ud fra en økonomisk og kulturel synsvinkel eller fra en racemæssig og etnisk synsvinkel.”

”Der har længe været spændinger på den amerikanske venstrefløj mellem politikere som eksempelvis Bernie Sanders, der har fokus på økonomiske forskelle i samfundet og er inspireret af idéen om en klassekamp, og så dem, der nu i en årrække har fokuseret på identitetspolitik. Jeg er hverken marxist eller socialist, men jeg er enig med den del af venstrefløjen, der peger på, at politikere, der støtter sig til identitets-politik, ikke har frembragt brugbare politiske løsninger. Som konservativ mener jeg, det er problematisk at pege på for eksempel race eller etnicitet som primær årsag til, at dele af den amerikanske befolkning ikke klarer sig godt. Her burde vi kigge på kulturelle eller økonomiske indikatorer som mangel på jobs, børn, der bliver født uden for ægteskabet, og børn, der dropper ud af skolen,” siger han.

Du opfatter identitetspolitik som et redskab, der bliver brugt til at udpege og italesætte en bestemt gruppe som svage for politisk vindings skyld. Men har præsident Barack Obamas budskab som leder af Det Demokratiske Parti ikke snarere været, at USA er stærkt og unikt, netop fordi det rummer folk med vidt forskellige baggrunde, som alle kan bidrage til samfundet, hvis de behandles lige?

”Det kan godt være, at præsident Obama blev valgt på budskabet om, at der ikke findes et blåt eller rødt Amerika, kun Amerikas Forenede Stater. Men efter min mening er vores nuværende præsident gået forrest i rækken af demokrater, der fører identitetspolitik. Han henvender sig til folk med latinamerikansk og afroamerikansk baggrund og siger, at de skal holde sammen, fordi de har en fælles fjende. Obama har også bakket op om, at det amerikanske bureaukrati opdeler den amerikanske befolkning i stadig flere kunstige kategorier. Det nyeste skud på stammen er en konstruktion af folk, der stammer fra Mellemøsten og Nordafrika. Her placerer man folk med arabiske, persiske eller israelske forfædre, selvom de er vidt forskellige. Og så er fundamentet lagt for, at Det Demokratiske Parti kan bejle til endnu en specifik identitetsgruppe.”

S er du en mulighed for, at en præsident Trump vil arbejde for at styrke USA’s sammenhængskraft og vægte fællesskabet mellem amerikanske medborgere?

”Vi har ingen som helst baggrund for at vide, hvilken type præsident Donald Trump bliver. Men jeg håber, at vi vil høre mere fra ham om, at vi alle først og fremmest er amerikanere og ikke hvide eller sorte eller mexicanere. Det er en tone, jeg synes, han i højere grad har slået an efter valget.”

”Jeg tror, at den store udfordring ikke alene i USA, men over hele Vesten, er, hvordan vi genopretter vores indbyrdes nationale fællesskaber. Og her har USA en fordel sammenlignet med Europa, fordi vi har det til fælles, at vi alle stammer fra indvandrere. Vi har erfaring i at opflaske nytilkomne på den amerikanske republiks værdier og assimilerer indvandrerne i modsætning til europæiske lande. I Europa er det ikke klart, hvad indvandrere skal gøre for at blive opfattet som danskere eller hollændere. Derfor er der også håb for, at vi i USA kan bevæge os hinsides identitetspolitik og genopbygge landets sammenhængskraft,” mener Mike Gonzalez.

Mike Gonzalez har et godt råd til sine venner på den amerikanske venstrefløj efter demokraten Hillary Clintons valgnederlag til republikaneren Donald Trump ved novembers præsidentvalg: ”Drop idéen om et multikulturelt samfund og identitetspolitik som et middel til at opnå det! Det vil kun give jer mere hjertesorg.” Foto: The Heritage Foundation