Kort efter toget fra Przemysl i Polen til ukrainske Lviv har krydset grænseovergangen ved Medyka, holder det stille i flere timer.
Togkupeen er fyldt med ukrainske flygtninge, der har besluttet sig for at vende tilbage, enkelte journalister og en del unge mænd med store tasker og sammenbidte ansigter. Alle er de på vej ind over grænsen til Ukraine.
Ventetiden er lang og ubehagelig.
”Det var det værste, jeg nogensinde har oplevet,” siger den unge irer, der helst vil kaldes ”Bryan” om togrejsen, efter at han på Lviv banegård igen får lov at træde ud i den friske luft.
Han har tømmermænd efter at have været ude i det polske natteliv natten forinden, og de mange timer i den iltfattige togkupé har ikke været behagelig for nogen.
Men Bryan er hverken flygtning, nødhjælpsarbejder eller journalist. Han er en af de mange vesterlændinge, der er taget til Ukraine for at kæmpe mod de invaderende russere.
Han har sixpence på hovedet, ryger mange cigaretter og er ikke særligt høj. I Lviv skal han mødes med nogle af sine venner, der er veteraner fra den britiske hær. Sammen vil de melde sig i den ukrainske fremmedkrigerlegion.
Bryan har dog ikke selv nogen militær træning.
”Jeg har lyst til at kæmpe, men nu tager jeg først til Lviv og mødes med mine kammerater. Så må vi finde ud af, hvad vi gør derfra,” siger han.
I det vestlige Ukraine strømmer nødhjælp, penge, våben og mange forskellige former for frivillige ind over grænsen fra EU. Lviv er i krigens første måneder blevet til et opsamlingssted for udlændinge, der vil hjælpe eller kæmpe.
Amerikanere i kælderen
På den anden side af Lvivs ydre checkpoints, hvor forbipasserende biler bliver taget ind til siden, og balaklava-klædte militærmænd inspicerer dokumenter, ligger indkøbscentret King Cross Leopolis.
Neden under de få handlende og butikker som Jysk Sengetøjslager, Zara og Marks & Spencer er store dele af parkeringskælderen midlertidigt indrettet til andet end blot parkerende biler.
Sandsække er her under jorden stillet op mellem parkeringskælderens betonsøjler og store dele er afskærmet.
Hernede har den kristne, amerikanske nødhjælpsorganisation Samaritan's Purse indrettet et mobilt nødhospital til krigens ofre.
Mark Agness er 62 år og fra den lille by Nevada City i staten Californien tæt på Sacramento, hvor han arbejder som skadestuelæge.
Han kom til Ukraine med det første fly den 1. marts – få dage inde i krigen.
”Da vi satte det akutte felthospital op, indrettede vi et traumeområde og en akutmodtagelse, med forventning om, at fronten ville rykke den vej, og vi ville se en masse tilskadekomne i denne del af landet,” siger Mark Agness og fortsætter:
”Men lige nu laver vi allermest klinisk arbejde for Lvivs beboere og nogle af de internt fordrevne ukrainere.”
Krigen er nemlig imod al forventning gået i stå, og den russiske offensiv i Ukraine fastfrosset. Ikke desto mindre oplever Mark Agness alligevel, at der er brug for organisationen her i den vestlige del af landet.
”Samaritan's Purse forsøger at være en nabo til dem, der har brug for naboer. Lige nu er Ukraine vores nabo, så vi er her for at hjælpe i Jesu navn.”
Han har været en del af Samaritan's Purse i mange år og har været i Sudan på grund af hungersnød og krig, Honduras efter en række orkaners hærgen og i Italien samt USA under corona-pandemien.
En interimistisk port er stillet op mellem betonsøjlerne, så ambulancer kan køre igennem og direkte ind til de telte, der er indrettet med operationsborde og venteværelser.
Midt mellem teltene står afkortede runde betonrør, som er stillet som ekstra beskyttelse i tilfælde af, at indkøbscentret skal blive ramt af et missil.
Samaritan's Purse er en evangelisk kristen hjælpeorganisation, som blev oprettet for 50 år siden og har feltkontorer i 17 lande rundt omkring i verden. Derudover rykker organisationen ud i tilfælde af naturkatastrofer og krig.
”I mere end 50 år har vi rykket ud, hvor der har været brug for det. Hjertet af vores organisation er at møde menneskers fysiske behov og gøre det i Jesu navn. At dele Guds kærlighed med folk, der lider,” siger Kaitlyn Lahm på 28 år, der er fra Boone i North Carolina, hvor også Samaritan's Purse har hovedkvarter.
Hun er talsperson for organisationen her på deres mission i Lviv.
”Jeg elsker, hvordan Samaritan's Purse blander den fysiske hjælp med også at dele Guds kærlighed. På det medicinske niveau tager vores læger sig hver dag af internt fordrevne mennesker, uanset om de er på vej til et andet land eller et andet område i Ukraine gennem togstationen i Lviv," siger hun og forstætter:
"Der er intet bedre end at minde disse flygtende mennesker om, at de ikke er alene, når de flygter fra konflikten.”
Camouflagefabrik
Tæt ved Lvivs Polytekniske Universitet er det, der engang var en festsal i et af universitetets kollegier, blevet omdannet til en camouflagenet-fabrik, hvor frivillige fra nær og fjern hjælper til i forsvaret af Ukraine.
Her bliver grønne og brune tøjstumper først klippet ud og derefter påmonteret store net, der skal gøre de ukrainske styrker så godt som usynlige for de invaderende russere.
Et stort ukrainsk flag hænger på væggen i festsalen.
Omkring 20 mennesker befinder sig i lokalet. Eftersigende skulle der være omkring hundrede af sådanne fabrikker blot i Lviv. De fleste er studerende på universitetet, men der er også flygtninge og frivillige udlændinge.
Joas er 20 år og ønsker ikke at oplyse sit efternavn. Han er fra Holland og studerer til dagligt jura på universitetet i Nijmegen. Han har befundet sig to uger i Lviv.
”Jeg følte mig hjælpeløs hjemme i Holland. Vi har alt derhjemme, men her dør mennesker for ingenting. Jeg blev nødt til at hjælpe,” siger Joas.
Ifølge planen skal han mødes to af sine venner hjemmefra her i Lviv, og derfra skal de uddele mad og medicinsk nødhjælp. Den ene af Joas’ venner er dog stadig hjemme i Holland, mens den anden befinder sig på den anden side af grænsen inde i Polen.
”Indtil de ankommer, vil jeg bare hjælpe til her så godt, som jeg kan,” siger han og tager endnu engang høretelefoner i ørene.
Et par dage efter ankomsten til Lviv har ”Bryan” fra Irland skiftet en smule mening om, hvad der er hans formål med at være i Ukraine. Han fortæller, at de mange luftalarmer og stemningen i landet gør ham nervøs.
”Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg vil ud at kæmpe, men i morgen kører jeg en ældre dame på flugt til den polske grænse. Det er da en begyndelse,” siger han.
