Amerikanerne frygter vold efter valget

USA går en farlig tid i møde, advarer eksperter

Butiksejere barrikaderer butikkens vinduer på valgdagen af frygt for voldelige optøjer.
Butiksejere barrikaderer butikkens vinduer på valgdagen af frygt for voldelige optøjer. . Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix.

I våbenbutikken Rieg’s Gun Shop & Range i Orlando i Florida har der været gang i omsætningen den seneste tid. Nogle af de glasmontrer, der normalt er spækket med skydevåben, er tomme. Varerne er blevet flået ned fra hylderne, og lageret er tomt, siger butikschefen, der af sikkerhedshensyn ikke vil have sit navn i avisen.

”Normalt sælger jeg to-tre våben om dagen. Nu er vi oppe på 15, måske endda 30 om dagen. Vi har både konservative og liberale kunder. Folk er bange. De er bange for usikkerheden,” siger han.

Meldingen er den samme mange andre steder i USA. Op til valgdagen i går eksploderede salget af skydevåben og ammunition i hele landet, og kunderne tilhører begge politiske fløje. Amerikanerne har ifølge branchegruppen Small Arms Analytics & Forecasting købt over 17 millioner skydevåben i år, hvilket er flere end i noget andet år, og mange er førstegangskøbere. Samtidig er der sat sikkerhedshegn op foran Det Hvide Hus i Washington, forretninger i adskillige storbyer har sømmet deres indgangspartier til med krydsfinérplader og skudsikkert glas for at beskytte sig imod hærværk og plyndringer, og på onlinefora og i medierne drøftes faren for borgerkrig åbent.

Frygten for social uro er til at tage og føle på i USA, der nu bereder sig på en vinter i voldens tegn. Ved redaktionens deadline i går var der endnu ikke klarhed over resultatet af det amerikanske præsident- og kongresvalg, men uanset valgets udfald forventer både almindelige borgere og eksperter, at USA går en farlig tid i møde.

Foran Det Hvide Hus i Washington og mange andre steder i USA blev der i går sat hegn og barrikader op. (Artiklen fortsætter under billedet). – Foto: Chris McGrath/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix.
Foran Det Hvide Hus i Washington og mange andre steder i USA blev der i går sat hegn og barrikader op. (Artiklen fortsætter under billedet). – Foto: Chris McGrath/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix.

Præsident Donald Trump har gang på gang nægtet at forpligte sig til en fredelig magtoverdragelse i tilfælde af et nederlag, ligesom han så sent som i mandags advarede imod valgsvindel i svingstaten Pennsylvania og hævdede, at ”der kommer til at ske slemme ting, og slemme ting vil føre til andre ting. Det er meget farligt for vores land”.

Tusinder af mennesker på både højre- og venstrefløjen ventes at være klar til at gå på gaden i protest, hvis de mener, at sejren i præsidentvalget blev frastjålet dem.

”Vi ved ikke, hvor slemt det vil blive. Men chancerne for vold er større end i noget andet tidligere valg,” siger terrorismeekspert Daniel Byman fra den liberale tænketank Brookings Institution i Washington til nyhedsmediet Vox.

Ifølge en ny måling fra tænketanken Public Religion Research Institute (PRRI) frygter 86 procent af alle amerikanere, at valget vil føre til ”udbredte voldelige demonstrationer” over hele landet, og 70 procent mener, at hvide racistiske grupper vil reagere voldeligt på valgets udfald.

Blandt dem, der frygter det værste, er den 34-årige Lane Darden, der overvejer at udvandre fra USA, hvis præsident Donald Trump forbliver ved magten.

”Vores land er i oprør og er splittet i en grad, vi aldrig har set før. Mine forældre er over 70 år gamle, og de har aldrig før oplevet landet sådan her – på kanten til borgerkrig,” siger Lane Darden, der arbejder i byggebranchen i Florida.

USA vil uanset valgresultatet forblive en højspændt krudttønde i lang tid fremover, advarer nogle forskere. Dette skyldes først og fremmest den nedbrydende effekt, som den voksende økonomiske ulighed og den faldende sociale mobilitet i USA har på samfundet, siger sociologen Jack Goldstone fra George Mason Universitet i Virginia.

Sammen med antropologen Peter Turchin fra University of Connecticut har han udarbejdet en ofte citeret formel for sammenhængen mellem sociale forhold og politisk ustabilitet.

”Hvis disse tendenser fortsætter, efter at Trump forlader embedet, så vil risikoen for vold og forekomsten af vold højst sandsynligt fortsætte. Dette er en bekymring, uanset hvem der vinder. De sociale problemer er benzinen. Trump kaster bare med tændstikker,” siger han til nyhedsmediet Buzzfeed News.