Et kollektivt glædesbrøl rungede ud blandt de forsamlede til demokraternes valgfest på Sheraton-hotellet i Manhattans midtby sent tirsdag aften lokal tid (i går morges dansk tid), da tv-stationen CNN efter en dramatisk optakt endelig bekendtgjorde, at amerikanerne har genvalgt præsident Barack Obama.
Der blev danset, jublet og fældet forløsende glædestårer. Midt i salen stod Akila Jones med to veninder og hoppede af glæde.
LÆS OGSÅ: Selvransagelse hos republikanerne
Som sort kvinde og som amerikaner er jeg så stolt og lykkelig. Jeg turde ikke helt tro på det, og jeg har været så utroligt nervøs. Det er næsten et endnu større øjeblik, end da vi først valgte Obama for fire år siden. Vi valgte en sort præsident. Nu har vi genvalgt en sort præsident, sagde Akila Jones med et blændende smil.
Og hendes eufori deles af mange amerikanere, der nu atter minder hinanden om den utrolige historie, som blev skrevet for fire år siden, da nationen viste verden sin bemærkelsesværdige evne til at rette op på fortidens synder ved at vælge en sort mand ved navn Barack Hussein Obama en søn af en kenyansk-født muslimsk gedehyrde til præsident-embedet.
Siden det historiske valg i 2008 er de høje forventninger, som amerikanerne havde til denne usædvanlige og karismatiske politiker, der lovede at samle den splittede nation, blevet dæmpet af virkelighedens barske kendsgerninger.
Barack Obama overtog en nation i knæ, tynget af to krige og ikke mindst af en dyb, smertefuld økonomisk krise. Den ene halvdel af nationen elskede ham, den anden foragtede ham i mere eller mindre grad.
I dag er det tydeligt, at Obama hverken er frelser eller antikrist. Den gennemgribende sociale og politiske revolution, som mange amerikanere enten håbede på eller frygtede, lod vente på sig. Efter fire vanskelige år har præsidenten flere grå hår på hovedet, flere dybe furer i panden, mere trætte øjne. Han er ikke længere den abstrakte legemliggørelse af håb og forandring.
Men da han natten til i går gav sin sejrstale foran titusinder af jublende tilhængere i Chicago, stod det klart, at den særlige Obama-magi stadig er til stede. At nationens første sorte præsident er et kulturelt ikon, der inkarnerer selve idéen om den amerikanske drøm.
Vi er én amerikansk familie, og vi vil rejse os eller falde som én nation og ét folk, kundgjorde den hæse præsident i en elegant, næsten elektrisk tale, hvis stil og rytme syntes kraftigt inspireret af den afroamerikanske prædikentradition.
Barack Obamas genvalgssejr markerer et vandskel i amerikansk politik, påpeger flere amerikanske iagttagere. Demokraterne har nu i denne toneangivende moderne præsident deres egen Ronald Reagan, konstaterer blandt andre den politiske kommentator Ben Smith fra nyhedstjenesten Buzzfeed. Obama er, skriver han, en både historisk og ideologisk figur, der vil definere sit parti i generationer fremover.
Præsidentvalget afspejler, at amerikanerne er et splittet folk. Det afspejler også, at Amerika er en stadig nation i forandring, og at demokraterne og præsident Obama, der mobiliserede en formidabel hær af afroamerikanske og spansktalende vælgere, indtil videre har det demografiske og kulturelle overherredømme.
Partiets valgfest på Sheraton-hotellet i New York var da også et studie i mangfoldighed. Tre kalotklædte ortodokse jøder med dinglende slangekrøller nikkede venligt til et par ældre kvinder. En alvorsfuld sikh i hvid turban havde næsen begravet i sin smartphone. En blond kvinde lagde armen om en ung sort mand. Balsalen var i det hele taget fyldt med hvide, sorte og brune ansigter, der bar vidne om Amerikas voksende racemæssige mangfoldighed og om det demokratiske partis status som minoriteternes, kvindernes, de unges og storbybeboernes parti.
Anderledes stod det til ved den mere slukørede valgfest, som New Yorks unge republikanere holdt på Westin-hotellet nær Grand Central-togstationen 20 minutters gang derfra. Her var der uendelig langt mellem de farvede ansigter.
Det republikanske parti er de hvide mænds parti i en epoke, hvor hvide er på vej til at blive en minoritet i USA, erkendte den 45-årige fest-deltager og finansanalytiker Peter Fordham, der efter et ungdommeligt flirteri med det demokratiske parti har stemt republikansk de seneste to årtier.
Republikanerne appellerer ikke ret meget til minoriteter, og det er et stort problem i en tid, hvor befolkningssammensætningen er i forandring, konstaterede han og tømte med opgivende mine sin Budweiser-øl.
Spørgsmål om race, magt og privilegium har da også hængt som en skygge over en valgkamp mellem en sort præsident, Barack Obama, som en stor del af befolkningen nærer mistillid til, og en hvid mand, Mitt Romney, der repræsenterer den traditionelle amerikanske magtelite.
Obamas racemæssige identitet er en påmindelse om, hvor meget og hvor hurtigt den amerikanske virkelighed har ændret sig i de seneste par årtier, hvor borgerrettighedsbevægelsen, 1960ernes modkultur, kvindesagen og en voldsom immigrationsbølge fra Latinamerika gennemgribende har ændret samfundsordenen, påpeger kommentatoren Eugene Robinson i avisen Washington Post.
Intensiteten af modstanden mod Barack Obama har mindre at gøre med, hvem han er, end med de forandringer i det amerikanske samfund, som han ikke bare repræsenterer, men inkarnerer, anfører han.
Nu er den dyreste præsidentvalgkamp i USAs historie slut. Det var en politisk og ideologisk kamp, der fokuserede på, hvem som kan læge nationens medtagne økonomi, og hvilken rolle staten skal spille i det 21. århundrede. Valget stod, groft sagt, mellem Barack Obamas vision om en større stat med flere velfærdsydelser og Mitt Romneys vision om en mindre stat med færre ydelser og lavere skatter.
Amerikanerne valgte i sidste ende Obamas model. Stillet over for Ronald Reagans berømte spørgsmål er du bedre stillet i dag end for fire år siden? svarede vælgerne i det store hele ja. Romneys hyperindividualistiske og i manges øjne kyniske verdenssyn, der kom til udtryk i en skjult videooptagelse, hvor han afskriver 47 procent af amerikanerne som håbløst afhængige af staten, styrkede den demokratiske sag.
I sidste ende handlede alt, som forventet, om økonomien, konstaterer analytikeren John Dickerson i onlinemagasinet Slate.
Men amerikanerne syntes at ville have mere end én, der kerer sig om at løse problemet; de ville have én, som kerede sig om dem, skriver han.
Ikke desto mindre undlod begge præsidentkandidater at tage en ærlig snak med vælgerne om USAs udfordringer, og en vanskelig tid lurer nu forude, advarer kommentatoren Robert Samuelson i avisen Washington Post.
Valgkampen har ikke forberedt amerikanerne på de beslutninger og debatter, der ligger forude. Mange kan føle sig forvirrede eller forrådte. Obamas og Romneys tavshed fulgte politisk standard-logik. Fordi der ikke er smertefri løsninger på nationens problemer, var den sikreste kurs at undgå dem. At praktisere ligefremhed var at bejle til upopularitet. Men prisen for politisk formålstjenlig-hed kan nu betales i formindsket offentlig tillid og øgede odds for dødvande, skriver han.
De problemer, som Amerika står over for, er først og fremmest økonomiske. Der er efterdønningerne fra finans-krisen, der udhulede mange amerikaneres opsparinger og fik både forbrugere og virksomheder til at lukke tegnebøgerne i. Der er den aldrende befolkning. Og der er den enorme statsgæld og de kroniske budgethuller, der fordrer fremtidige nedskæringer eller skattestigninger, hvilket kan lægge en dæmper på den økonomiske vækst.
Udfordringerne hober sig op. Men lige nu nyder den ene halvdel af amerikanerne øjeblikket. Og det er op til Barack Obama at bevise, at de gjorde ret i at give ham endnu en chance.