Amerikanerne vil bevare ret til abort

Under en femtedel af amerikanerne ønsker at gøre abort ulovlig i alle tilfælde, viser en stor ny måling

Ny amerikansk måling viser, at der selv i de mest socialt konservative delstater er en begrænset opbakning til at ulovliggøre abort.
Ny amerikansk måling viser, at der selv i de mest socialt konservative delstater er en begrænset opbakning til at ulovliggøre abort. . Foto: Michael Spooneybarger / Reuters / Ritzau Scanpix.

Mens konservative flertal i stadig flere delstater vedtager nye politiske tiltag for at begrænse eller helt forbyde abort, forbliver amerikanernes opbakning til abortretten urokkelig. Det viser en af de hidtil mest gennemgribende undersøgelser af amerikanernes holdning til abort.

Meningsmålingen fra den uafhængige forskningsgruppe Public Religion Research Institute, PRRI, kommer på et tidspunkt, hvor retten til abort er blevet et af de varmeste værdipolitiske emner i USA. Tidligere i år vedtog det konservative flertal i sydstaten Alabama en lov, der vil kriminalisere alle provokerede aborter, og så sent som i denne uge drøftede politikerne i Tennessee et tiltag, der vil gøre det samme. Dertil kommer, at mindst seks delstater har i år vedtaget såkaldte ”hjertelydslove”, der kriminaliserer aborter efter omkring den sjette graviditetsuge.

Lovene opfattes i USA som værende lig med næsten totale abortforbud, idet de vil forhindre langt de fleste gravide kvinder i at vælge en svangerskabsafbrydelse. Lovene er alle genstand for verserende søgsmål.

Ifølge PRRI-målingen mener 54 procent af amerikanerne, at provokeret abort bør være lovlig i alle eller de fleste tilfælde, mens 40 procent mener, at indgrebet bør være ulovligt i alle eller de fleste tilfælde. Kun 15 procent mener, at abort altid bør være ulovligt. Tallene er stort set uændrede siden 2014, hvor 55 procent af amerikanerne ifølge en lignende måling fra PRRI erklærede sig som tilhængere af abortretten.

Målingen viser samtidig, at der selv i de mest socialt konservative delstater er en begrænset opbakning til ulovliggørelsen af abort. I delstater såsom Louisiana, Mississippi, Tennessee og Arkansas, der alle har vedtaget ”hjertelydslove”, bakker færre end en fjerdedel af befolkningen op om et totalt abortforbud.

For aktivister, der bekæmper begrænsninger på abortretten, er målingen et bevis på, at de har flertallet af amerikanerne på deres side. Flere peger på, at abortdebatten tegner til at spille en væsentlig rolle i præsident- og kongresvalget næste år.

”Antiabortpolitikere er tydeligvis ude af trit med, hvad vælgerne ønsker, og det vil komme til at koste dem deres job i 2020,” siger eksempelvis Alexis McGill Johnson, der er fungerende formand for familieplanlægningsgruppen Planned Parenthood, til avisen Washington Post.

Målingen tydeliggør også det voksende partipolitiske skel mellem republikanere og demokrater i den amerikanske abortdebat. Siden 2014 er andelen af republikanske vælgere, der bakker op om abortretten, faldet fra 39 procent til 34 procent. Andelen af demokratiske vælgere, der gør det samme, er derimod vokset fra 67 procent til 70 procent.

De hvide evangelikale indbyggere er USA’s mest overbeviste abortmodstandere. 65 procent af denne gruppe mener ifølge PRRI, at abort bør være ulovligt i alle eller i de fleste tilfælde. Til sammenligning mener 42 procent af hvide katolikker og 35 procent af hvide ikke-evangelikale protestanter det samme.

Meningsmålingen er del af PRRI’s ”American Values Atlas” (atlas over amerikanske værdier) og er udført på baggrund af flere end 40.000 interview med amerikanere i alle delstater.