Caitlin Doughty mødte døden første gang, da hun var otte år. Under et besøg i et indkøbscenter i den solbeskinnede østat Hawaii, hvor hun voksede op, så hun en lille pige klatre op på et gelænder ved en rulletrappenedgang, miste balancen og falde mere end ni meter ned. Lyden af pigens krop, da den ramte en hård laminatskranke med et stumpt brag, hjemsøgte Caitlin Doughty igennem hele hendes barndom.
Døden kom til at spille en stor rolle i den i dag 33-årige amerikaners liv. Som barn var hun besat af tanken om sin egen og sine familiemedlemmers endelige. Som universitetsstuderende på University of Chicago specialiserede hun sig i middelalderhistorie med fokus på dødsritualer, og som nyuddannet 23-årig fik hun trods eklatant mangel på erfaring arbejde i et familieejet lighus i det nordlige Californien, hvor hun blandt andet havde til opgave at klargøre lig til visning og lægge dem i kremeringsovnen.
Det var imidlertid ikke den intime omgang med døde kroppe i alle deres forskellige stadier af naturlig forrådnelse, der rystede Caitlin Doughty mest. Det, som hun havde vanskeligst ved at forlige sig med, var afstanden mellem de døde og de levende.
”Vi hentede de afdøde i en varevogn, klargjorde dem, kremerede dem og afleverede askerne til familierne. Og det var det.
Det var en ære, men det virkede forkert,” siger hun.
Caitlin Doughtys oplevelser i lighuset, som hun skildrer i detaljer og uden omsvøb i den storsælgende selvbiografiske bog ”Smoke Gets In Your Eyes: And Other Lessons from the Crematory” (Man får røg i øjnene: og andre erfaringer fra krematoriet), ansporede hende til at vie sit liv til at skabe en mere ”dødsvenlig” kultur.
Hun uddannede sig til bedemand, stiftede onlinekollektivet The Order of the Good Death (den gode døds orden), hvis formål er at aftabuisere døden og den døde krop, og åbnede den progressive bedemandsforretning Undertaking LA i Los Angeles, hvor hun bor, og hvor Kristeligt Dagblad møder hende til en samtale om døden.
Den næsten 185 centimeter høje Doughty, der med sit skarptklippede sorte hår og sin forkærlighed for store smykker og højrød læbestift har en umiskendelig visuel gennemslagskraft, er også kendt for den populære YouTube-videoserie ”Ask a Mortician” (spørg en bedemand), hvor hun direkte og med en betragtelig portion galgenhumor besvarer spørgsmål om alt fra nekrofili og udfordringerne ved at påklæde et lig til, hvad der skete med de døde, som blev bjerget efter oceandamperens ”Titanic”s forlis i 1912. I fjor udgav hun endnu en bestseller, ”From Here to Eternity: Traveling the World To Find the Good Death” (Fra her til evigheden: en rejse rundt i verden på jagt efter den gode død), hvori hun undersøger, hvordan ikke-vestlige kulturer omgås og begraver deres døde.
Caitlin Doughtys målsætning er at åbne det tunge sorte gardin, som de moderne vestlige kulturer har gemt døden bag.
”Den ekstreme berøringsangst over for den døde krop er et nyere, tillært fænomen. Igennem hele menneskehedens historie var vi omgivet af døden: Vi døde hjemme, og vi klargjorde selv vores døde, inden vi sendte dem i graven. I dag har den kommercielle begravelsesindustri overtaget alle praktiske opgaver forbundet med den fysiske død. Vi er den første kultur i menneskehedens historie, der holder os for næsen og betaler andre for at tage os af vores døde, og det er dybt fremmedgørende. Det er som et videospil: Nogen dør, og kroppen forsvinder. Det giver os ikke en forståelse for, at vi er af kød og blod, og at vi alle skal forlade denne verden. Ved systematisk at isolere os selv fra dødens fysiske manifestationer, berøver vi os følelsesmæssigt og spirituelt,” siger hun.
Caitlin Doughty er en fortaler for, at de efterladte – ligesom det var normen i tidligere tider – tilbringer tid med den døde i stedet for omgående at lade en bedemand bortskaffe liget. Hendes egen bedemandsforretning underviser familier i at omgås et lig, så de selv kan tage sig af deres kære, efter at døden er indtruffet. Doughty hjælper også familier, der ønsker at være til stede ved en kremering, eller som ønsker den afdøde stedt til hvile ved en såkaldt ”naturlig” eller ”grøn” begravelse”, hvor liget lægges i en lav grav blot iført et ligklæde og bliver en del af naturens fødekæde.
”I USA er de fleste mennesker uvidende om, at de ikke behøver at ringe til en bedemand, i det øjeblik deres familiemedlem er gået bort. Der er ingen grund til ikke at bruge et par timer eller mere til at sige farvel. Min oplevelse er, at de mennesker, der uforstyrret får tid og plads til fysisk at være til stede med døden, enstemmigt oplever det som utroligt positivt og berigende,” siger Caitlin Doughty.
Det er vigtigt at tage ansvar for og ejerskab af de døde, siger den amerikanske bedemand.
”Det handler om at sige: Dette er min far, min mand, mit barn, et medlem af fællesskabet, og jeg vil sørge for dem, når de forlader verden. Hvis du er en mor, og du bragte dit barn ind i verden, hvorfor ville du så lade en anden bringe det ud af verden? Jeg siger ikke, at alle skal sidde med deres døde mor eller søn i en uge. Det skal ske på det niveau, som den enkelte er tryg ved,” siger Caitlin Doughty.
Almindeligvis beholdes den døde hjemme en dag eller to, inden at begravelsen eller kremeringen finder sted, forklarer hun:
”Hvor lang tid, det er muligt, afhænger af klimaet. Hvis kroppen lægges på tøris, hvilket drastisk forsinker forrådnelsesprocessen, kan den beholdes hjemme i tre-fire dage eller længere. Den døde krop er ikke – i modsætning til, hvad mange tror – farlig, medmindre personen led af ebola eller andre ekstremt smitsomme farlige sygdomme. De bakterier, der nedbryder kroppen efter døden, er ikke de samme bakterier, der forårsager sygdomme.”
Hun afviser, at det kan være traumatiserende at tilbringe tid med et lig.
”Det, som kan være traumatiserende, er, hvis du blot får et kort glimt af den døde og ikke stille og roligt kan sige farvel. Enhver frygt, som du måtte have for den døde krop, forsvinder, når du vasker ansigtet, vasker hænderne, ifører den en yndlingssweater, sidder ved den. For de fleste mennesker føles det som en kærlighedserklæring til den døde. De får muligheden for at sige farvel på en intim og meningsfuld måde. Det er ikke morbidt, men snarere en gave. Jeg har aldrig hørt nogen fortryde, at de har tilbragt tid med deres elskedes døde krop,” siger Caitlin Doughty.
Det gælder, selv hvis liget har været mærket af dødsårsagen, tilføjer hun:
”Da jeg begyndte som bedemand, formodede jeg, at der ville være situationer, hvor den døde krop som følge af en ulykke var for skadet til, at det var en god idé for de efterladte at omgås den. Det overraskende er, at jeg i talrige tilfælde har forklaret de efterlade, præcis hvad de ville komme til at se, og det har ikke skræmt dem fra at ville være der og klæde liget på eller være involveret på andre måder.”
Der er flere årsager til, at det er sundt for sørgende efterladte at favne den døde krop snarere end at fornægte dens eksistens, mener hun.
”Den ene er, at det hjælper sorgprocessen. Når du med dine egne øjne ser og mærker de naturlige forandringer, der sker, når livet rent fysisk har forladt kroppen, hjælper det til at forstå, at personen er gået bort og ikke vender tilbage. Og du kan bruge tiden til at bearbejde de følelser, som den kendsgerning måtte udløse. Den anden årsag er, at hvis du aldrig ser en død krop, så kan det være vanskeligt at forstå, at du selv skal dø en dag. Den tredje årsag er, at det giver dig mulighed for at bevæge dig ind i et mentalt rum, hvor du kan reflektere og sørge over livets kredsløb mere generelt,” siger Caitlin Doughty.
At acceptere døden som en fysisk realitet baner vejen for erkendelser om livet, tilføjer hun:
”Vi er styret af døden, fordi alle de store skaberprojekter, som vi mennesker begiver os ud i – at få børn, at lave kunst, at opføre monumenter og bygninger – et eller andet sted er motiveret af vores viden om og frygt for, at vi skal dø en skønne dag. Døden er en eksistentiel drivkraft. Og hvis vi ignorerer den, går vi rundt og er helt uvidende om, hvorfor vi gør de ting, som vi gør.”
Caitlin Doughty indrømmer dog selv, at dødserkendelse ikke er for sarte sjæle.
”Jeg ville aldrig påstå, at det er nemt at tage afsked med en, som man har kær, eller at det er fornøjeligt at tænke på ens egen dødelighed. Men vi har kulturelt gemt os fra døden i så lang tid, at det er forfriskende og befriende og nødvendigt at tale om den åbent og ærligt. Og manden med leen kommer og henter os alle på et tidspunkt. Hvis vi ignorerer den kendsgerning, bliver den kun mere skræmmende,” siger hun.
De eksistentielle spørgsmål forbundet med overvejser om døden er almenmenneskelige, siger Caitlin Doughty:
”Jeg har ingen særlig gudstro. Men i vores moderne samfund har vi brug for holdepunkter og ritualer, hvad enten de er religiøse eller ej. Du behøver ikke at have en tro på Gud og efterlivet for at have den overbevisning, at den døde krop bør behandles som noget, der er helligt.”