Da den fremtrædende amerikanske udenrigsekspert Charles Kupchan i 2012 udgav bogen ”No One’s World” (Ingens verden), konstaterede han, at klodens geopolitiske tyngdepunkt for første gang i flere århundreder var begyndt at flytte sig. Vestens globale overherredømme vil gradvis forsvinde, forudså han dengang i et interview med Kristeligt Dagblad. Og det 21. århundrede ville hverken tilhøre USA, Europa, Kina, Rusland eller nogen anden global aktør, men snarere være ”ingens verden”.
I dag, ni år senere, er Charles Kupchan endnu mere sikker i sin sag. Når USA’s præsident, Joe Biden, i dag mødes med de andre stats- og regeringsledere fra G7-landene i kystbyen Carbis Bay i Cornwall, er det med en hastigt forandrende global hakkeorden som bagtæppe.
”Overgangen til ’ingens verden’ er sket endnu hurtigere, end jeg regnede med. Vi vidste allerede for et årti siden, at Kina ville fortsætte sin fremgang og i stadigt højere grad dominere verdensøkonomien, og at dette ville forandre verden. Det, som er nyt, er de trængsler, som har ramt Vesten i de seneste år, og i hvilket omfang det liberale demokratis anker er blevet rusket løs. Ingen kunne have forudset Donald Trumps opstigning til magten i USA eller den reaktionære populisme, der er fejet hen over Europa,” siger han.
Joe Biden kommer til Europa med et budskab om, at ”USA er tilbage” og klar til at lede verden igen. Men løftet hviler på et skrøbeligt fundament, siger Charles Kupchan, der har en fortid i USA’s nationale sikkerhedsråd og i dag er professor i internationale relationer ved Georgetown University i Washington og seniorforsker ved tænketanken Council on Foreign Relations i New York.
”Hvis vi vil være stærke ude, er vi nødt til at være stærke hjemme. Men vi har uorden i eget hus. USA’s ekstremt ufunktionsdygtige og polariserede politiske system er en meget stor udfordring for præsident Bidens forsøg på at genoprette USA’s position i verden. Den hjemlige konsensus, der i lang tid understøttede amerikansk udenrigspolitik, er i opløsning på grund af forværrende partipolitisk splid og en voksende kløft mellem land og by,” siger han.
Præsident Biden er ifølge Charles Kupchan nødt til at gøre sin udenrigspolitik spiselig for den bredere amerikanske middel- og arbejderklasse.
”Jeg betragter Donald Trump og det, som han repræsenterer, som et slags primalskrig fra en vælgerbefolkning, der synes, at magthaverne i Washington tænker for meget på eliten og på verdens problemer og for lidt på de almindelige amerikanerne og deres problemer. Joe Biden er nødt til at signalere, at han sætter amerikanerne først, og derfor har han blandt andet fortsat Trumps bestræbelser på at nedtrappe USA’s engagement i det bredere Mellemøsten. Men han har skiftet kurs på afgørende områder. Et af dem er en genopretning af multilateralismen. Idéen om, at USA kan tackle coronapandemien eller klimaforandringerne eller ekstremisme eller atomkapløbet på egen hånd er latterlig, og Biden ved det,” siger han.
Joe Bidens udlandsrejse er den første, siden han blev indsat som præsident i januar. Den fortsætter med et Nato-topmøde i Bruxelles på mandag og er den første store afprøvning af hans evne til at overbevise USA’s allierede om, at verdens supermagt ”er tilbage”. Selvom de fire år med præsident Trump sled på USA’s venskaber, kan Biden forvente en varm modtagelse i Europa, forudser den amerikanske udenrigsekspert.
”Jeg er temmelig imponeret over Europas udholdenhed, hvad angår forholdet til USA. Trump sparkede Europa i maven og dernæst i hovedet og dernæst i knæskallerne, men Europa vendte sig ikke om og gik. Det viser, at det transatlantiske forhold er stærkt, og at USA’s allierede værdsætter deres forbedrede forhold til Det Hvide Hus. De vil gøre, hvad de kan, for at gøre fælles front med præsident Biden, selvom der også vil være meningsforskelle, hvad angår tilgangen til emner som eksempelvis Kina, digital regulering og beskatning,” siger han.
På længere sigt er Trump-årene dog også et advarselssignal fra USA til Europa og den øvrige verden, tilføjer Charles Kupchan.
”Vi ved ikke, hvor USA er på vej hen, og hvad der kommer efter Joe Biden, så europæerne er under alle omstændigheder nødt til at blive mere selvhjulpne og bero mindre på amerikanerne. Var Donald Trump en anomali, eller er det præsident Biden, der er en anomali – en flygtig parentes, inden en Trump-lignende figur igen kommer til magten? Vi ved det ikke,” siger han.
Og problemet er ikke kun USA, siger Charles Kupchan:
”Joe Biden og andre vestlige ledere har talt om det ideologiske sammenstød mellem demokrati og autokrati som det 21. århundredes afgørende globale kamp. Men den største trussel mod Vesten lige nu er ikke Kina og andre autokratiske magter. Den største trussel mod Vesten er os selv. Det er vores manglende interne sammenhængskraft. Det er udsigten til, at de politiske midter fortsætter med at erodere. Det er udsigten til en præsident Trump II i USA, til en præsident Marine Le Pen i Frankrig, til en premierminister Matteo Salvini i Italien. Det bør være den vigtigste diskussion blandt de vestlige magter i dag. Kun hvis vi formår at banke den trussel i jorden, så kan vi lykkes med at tage os af Kina og de øvrige eksterne trusler mod det liberale demokrati.”
Det 21. århundrede bliver en brydningstid uden historisk sidestykke, og Vesten må blive bedre til at dele den globale magt, vurderer den amerikanske professor.
”Siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden styret slagets gang. Nordamerika og Europa har nydt ideologisk og materiel dominans. Men nu er der en masse nye kokke i køkkenet. Verden er uigenkaldeligt globaliseret og indbyrdes afhængig, og de store demokratiske magter er nødt til at blive i stand til at samarbejde med Rusland og Kina og andre ikke-demokratier og finde kollektive løsninger på kollektive problemer. Det haster med at finde en ny global balance,” siger han.
Dette indebærer også en tolerance for forskellige politiske ideologier, betoner Charles Kupchan:
”Der skal være en stærk etisk og moralsk komponent i udenrigspolitikken. Men på samme tid må Vesten være ydmyg og eksempelvis erkende, at der findes forskellige typer legitime regeringer. Det vil kræve en balancegang og takt at vedblive med at holde vores værdier højt, men også at acceptere, at der findes andre synspunkter og andre samfundsmodeller end det vestlige demokrati.
