Prøv avisen

Amerikansk filosofiprofessor ser på ofre som handlede individer

Diana Tietjens Meyers har besøgt Danmark sammen med sin mand. Turens faglige indhold blev kombineret med ferie og blandt andet et besøg på kunstmuseet Davids Samling. – Foto: Jens Welding Øllgaard

En gængs forståelse af ofre for menneskerettighedskrænkelser er, at de er passive. Men vi må forstå, at ofre også handler og interagerer, selvom de undertrykkes, siger amerikansk professor

1990’ernes borgerkrig i Sierra Leone havde mange ofre. Blandt ofrene var de unge drenge, der blev hvervet som børnesoldater og udstyret med våben, som de brugte til at dræbe.

Selvom drengene var ofre for en borgerkrig, tog de et valg, der samtidig gjorde dem til gerningsmænd. Fra et moralsk synspunkt måske ikke det rigtige valg, men med udsigt til døden som alternativ kunne det virke som det eneste valg, mener Diana Tietjens Meyers.

Den amerikanske professor emeritus i filosofi udgav tidligere på året en bog om ofre for menneskerettighedsforbrydelser, baseret på ofres egne beretninger. Diana Tietjens Meyers mener, at ofre oftest bliver fremstillet som passive.

Men hendes erfaring er, at historien ofte er en anden. Det er langtfra alle ofre, der tager del i forbrydelserne, som børnesoldaterne i Sierra Leone gjorde. Men de fleste ofre er, selv når de udsættes for undertrykkelse som børnesoldaterne, stadig handlende individer, fortalte hun under et nyligt besøg i København, hvor hun talte ved en debat, arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

”Stereotypen af et offer er, at et offer er et hjælpeløst passivt mål. Men virkelige ofre er – uanset køn – ikke altid sådan. De analyserer den vanskelige situation, de er i. De finder ud af, hvad deres muligheder er og overvejer en strategi for at kæmpe imod, og hvilke konsekvenser det vil have. Hvis man skal vise ofre respekt, så kræver det, at man anerkender, at det at være et offer er foreneligt med at agere,” siger Diana Tietjens Meyers.

Professoren anerkender, at ofre i visse situationer kan gøre sig selv til passive objekter, som når man hører om voldtægtsofre, der stivner af frygt under forbrydelsen. Men de fleste ofre for menneskerettighedskrænkelser benytter sig af metoder, der gør dem bedre i stand til at klare situationen. Og de metoder er ikke passive, selvom de kan se sådan ud udefra.

”Når et menneske udsættes for smerte, må man for at kunne udholde det gøre sig selv i stand til at forstå, hvad man går igennem. Derfor er det, der kan se passivt ud for dem, der står udenfor, alt andet end passivt, hvis man oplever det fra offerets side,” siger filosofiprofessoren.

Offerets aktivitet behøver ifølge professoren nemlig ikke at tage form som en handling. Det kan både ske privat, gennem valg, der tages i tankerne, eller på en mere interaktiv måde, hvor det er tydeligere for udenforstående at se, at offeret ikke er passivt.

Som et eksempel på et aktivt offer nævner Diana Tietjens Meyers en historie om en kvinde fra Berlin, der var offer for de massevoldtægter, der fandt sted ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Kvinden fandt en metode til at beskytte sig selv på den bedst mulige måde.

”Hun indgik en form for kontrakt med djævelen, efter at hun selv blev voldtaget ud af det blå og samtidig så og hørte om alle de kvinder, der blev voldtaget i hele Berlin. Hun kunne tale lidt russisk og besluttede sig for at blive en sovjetrussisk officers elskerinde. Hun blev stadig voldtaget af officeren hver dag under frygtelige omstændigheder, men på grund af det militære hierarki vidste de andre soldater, at hun tilhørte den højt rangerende officer og lod hende derfor være, når hun gik på gaden. Hun beskyttede sig selv på den måde, selvom hun samtidig hadede sig selv for det,” siger Diana Tietjens Meyers.

Det bliver straks mere kompliceret, når ofre samtidig også er gerningsmænd. Her nævner professoren den tidligere barnesoldat Ishmael Beahs historie. Som 12-årig blev han adskilt fra sin familie, da hans by blev angrebet under krigen i Sierra Leone. Desperat for at få hjælp og sikre sin overlevelse kom han i kontakt med en gruppe, der hvervede børnesoldater.

Her fik han husly, mad, stoffer og lært at dræbe. Hos gruppen fik Ishmael Beah følelsen af at være en del af et fællesskab, og han deltog side om side med voksne i udførelsen af krigsforbrydelser, indtil han efter to år blev reddet af Unicef. I dag er han en anerkendt taler og FN-ambassadør for børn, der er påvirket af krig. Ifølge Diana Tietjens Meyers er han et sjældent eksempel på, at man både kan blive anerkendt som offer og gerningsmand af omverdenen.

”En parallel er historien om fattige amerikanske børn, der bor i Texas ved grænsen til Mexico. De har ingen uddannelse og ingen fremtid foran sig og er desperate. De bliver kontaktet af et mexicansk narkokartel, der opfordrer dem til at blive soldater i gruppen og dræbe folk. Betalingen er luksuriøse hjem, biler, stoffer og en status i området. De børn bliver ikke FN-ambassadører for børns rettigheder, men sidder i fængsel resten af deres liv et sted i USA. Forskellen på de to grupper børn er den fortælling, der er blevet skabt i medierne. På den ene side har du børn i Afrika, der er ofre, men også gerningsmænd, men i fortællingen om dem er de først og fremmest børn. I den amerikanske fortælling om børnene, der havner i problemer på grund af mexicanske narkokarteller, er forståelsen, at de er amerikanske børn med muligheder, som derfor ikke behøver at tage dette valg,” siger professoren.

Diana Tietjens Meyers opfatter begge grupper som både ofre og gerningsmænd og mener, at der i begge tilfælde er tale om moralske dilemmaer.

”Drengene fra Texas er ofre for voldsom fattigdom og mangel på lige uddannelsesmuligheder, hvilket kan være helt ødelæggende. De ser ikke nødvendigvis en anden udvej og tager derfor en moralsk dårlig beslutning, men alternativet er livslang fattigdom,” siger hun.