Amerikansk historiker i klar besked til Biden: Husk den hvide underklasse

Præsident Joe Biden er nødt til at forholde sig til klassekamp frem for racekamp og tage den amerikanske provins’ deroute alvorligt, hvis han skal gøre sig håb om at samle nationen

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Forestil dig at være vokset op i fattige kår i et af de mange forarmede lokalsamfund i den amerikanske provins uden adgang til gode skoler, et hæderligt betalt job eller de institutioner, rollemodeller og netværk, der kan hjælpe dig med at klatre op ad den økonomiske og sociale rangstige.

Forestil dig så, at du konstant hører, at du i kraft af din hudfarve tilhører samfundets mest privilegerede gruppe, og at din angst for dine og dine børns fremtidsudsigter ikke er legitim.

Sådan er virkeligheden for store dele af den hvide underklasse i USA, og det er en kendsgerning, som landets nyindsatte præsident, Joe Biden, er nødt til at forholde sig til, hvis han skal gøre sig noget som helst håb om at leve op til sine løfter om at være præsident for alle amerikanere og kunne række en hånden ud til sin forgænger, Donald Trumps, vælgere og samle den splittede nation.

Det siger Nancy Isenberg, som er professor i amerikansk historie på Louisiana State University i Baton Rouge i sydstaten Lousiana og forfatter til den kritikerroste bog ”White Trash: The 400-Year Untold History of Class in America” (”Hvidt skrald: Den 400 år lange, aldrig fortalte historie om klasse i Amerika”), som udkom i 2016 – samme år, som outsideren Trump overraskende vandt præsidentvalget.

Nancy Isenberg fik i 2016 stor gennemslagskraft med sin bog om den hvide amerikanske underklasse og taler i dag om en stor eksistentiel angst blandt arbejder- og middelklassen, som er ”utrolig skadelig for vores samfund og vores sammenhængskraft”. – Foto: PR.
Nancy Isenberg fik i 2016 stor gennemslagskraft med sin bog om den hvide amerikanske underklasse og taler i dag om en stor eksistentiel angst blandt arbejder- og middelklassen, som er ”utrolig skadelig for vores samfund og vores sammenhængskraft”. – Foto: PR.

”Den amerikanske venstrefløj, som jeg selv tilhører, har travlt med at fortælle alle hvide amerikanere, at de er født med et ’hvidt privilegium’. Det er meget fremmedgørende for den del af det hvide USA, som i kraft af deres socialklasse aldrig har haft nogle fordele i livet. De oplever bare en masse forkælede rige mennesker, der råber ad dem om deres ’privilegier’, mens de knap nok kan hutle sig igennem tilværelsen. Det er ikke så sært, at mange af dem stemte på Donald Trump, der gav deres vrede og frustration en stemme, og det er et problem, som Joe Biden og Demokraterne må tage alvorligt,” siger Nancy Isenberg, der igennem en årrække har beskæftiget sig indgående med den hvide underklasses historie og vilkår.

Medier og meningsdannere på venstrefløjen forplumrer debatten, når de taler om raceulighed uden samtidig at tale om klasseulighed, påpeger den amerikanske historiker.

”Liberale og progressive amerikanere har tendens til at fokusere på race og ignorere klasse. Men de to ting er indbyrdes forbundet. Sorte amerikanere er delt i sociale klasser på samme måde, som hvide amerikanere er det, og fattige sorte og fattige hvide har mere til fælles med hinanden, end de hver især har med deres rigere etniske fæller. Vi kan ikke løse problemerne med raceulighed, hvis vi ikke også forholder os til klasseskel. Det er ikke tilstrækkeligt at tale om den groteske koncentration af velstand hos den rigeste ene procent af befolkningen. Det er ikke det eneste problem, vi har. Vi er nødt til også at forholde os til de andre, bredere klassemæssige spændinger, der eksisterer i vores land. Også selvom det er ubehageligt for eliten, fordi det retter søgelyset mod deres egne klasseprivilegier,” siger hun.

Fattige amerikanere har altid været en marginaliseret gruppe, påpeger Nancy Isenberg.

”Når folk på venstrefløjen taler om det ’hvide privilegium’, taler de i virkeligheden om middelklassen. De negligerer fuldstændigt fattige hvides eksistens. De identificerer sig ikke med dem. De betragter dem som en fremmed art. Og dette er ikke et nyt fænomen i amerikansk politik. Rige hvide har altid set ned på fattige hvide – dem, vi betegner som ”white trash (det hvide skrald) – som udannede, ukultiverede tabere, der fortjener deres usle skæbner,” siger hun.

Et af de grundlæggende problemer er ifølge Nancy Isenberg, at amerikanerne kun modvilligt taler om klasse og status.

”Amerikanerne foretrækker ofte myter over virkeligheden, og vi opretholder en myte om, at vi er et klasseløst samfund. Vi ser vores nation som et enestående sted, hvor ingen arver deres privilegier, og enhver er sin egen lykkes smed. Men vi tager fuldstændigt fejl, når vi tror, at vi slap fri af de rigide europæiske klassebaserede hierarkier. Den oversete sandhed er, at vi overtog dem, og de fattige og de forarmede er marginaliserede i vores fortælling om os selv som nation. Den amerikanske drøm om opadgående social mobilitet er en central fortælling i vores identitet som nation. Men realiteten er, at denne drøm ikke er opnåelig for en stor del af befolkningen. Idéen om, at der er lige spilleregler for alle, er nonsens, og Donald Trumps tilhængere ved det,” siger hun.

Præsident Biden vil gøre klogt i at neddysse den identitetspolitiske bevægelse på venstrefløjen og fokusere på at forbedre vilkårene for den del af USA, der er blevet ladt i stikken af globaliseringen, siger den amerikanske professor:

”En af de udfordringer, som Joe Biden er nødt til at prioritere, er tilstandene i den amerikanske provins, hvor Donald Trump fandt sit bagland. Både rustbæltet og mange landbrugsdistrikter er hårdt ramte af alvorlig økonomisk tilbagegang, og oveni det har vi en folkesundhedskrise forværret af covid 19-pandemien, en misbrugsepidemi og udsultning af hospitalsvæsenet. Kløften mellem by og land er både dyb og voksende.”

Nancy Isenberg hæfter sig dog ved, at arbejderklassedrengen Joe Biden, der som den første amerikanske præsident siden Ronald Reagan ikke er formet af USA’s eliteuniversiteter, dog har en større klassebevidsthed end de fleste andre amerikanske toppolitikere.

”Biden synes at have en forståelse for klasse og for fattige amerikaneres kår. Jeg tror, at han forstår, at alle amerikanere ikke har samme muligheder i livet. I det større billede er han nødt til at finde en måde at få staten til at tjene borgernes brede interesser langt bedre. Et af elementerne kan eksempelvis være en massiv forbedring af vores infrastruktur. Vi har broer og veje, der er ved at smuldre, og det underminerer alle amerikaneres interesser, fattige såvel som rige,” siger hun.

Et stærkere socialt sikkerhedsnet kan være med til at dæmpe de sociale spændinger i USA, mener Nancy Isenberg.

”Det, som folk i arbejderklassen og den lavere middelklasse virkelig er bange for, er at ryge ned under fattigdomsgrænsen. De er bange for at tabe terræn og det med god grund, fordi statistikker viser, at det i løbet af en levetid vil det ske for de fleste af dem. Denne frygt går hånd i hånd med en forestilling om, at hvis etniske mindretal og indvandrere vinder flere rettigheder, så tages der noget fra de hvide. Det er en eksistentiel angst, som er utroligt skadelig for vores samfund og vores sammenhængskraft,” siger hun.

Samtidig er amerikansk politik og identitet funderet i et ”os mod dem”-verdenssyn, som heller ikke gavner sammenhængskraften, forklarer Nancy Isenberg.

Hun henviser til den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson, som engang forklarede det således: ”Hvis du kan overbevise den fattigste hvide mand om, at han er bedre stillet end de rigeste sorte, så opdager han ikke, at du tømmer hans lommer. Giv ham nogen at se ned på, og han vil tømme sine lommer for dig.”

”Amerikanske politikere har altid brugt klasseskel til at oppiske frygten for den farlige ’anden’ og dermed spillet forskellige grupper ud mod hinanden. Fattige hvide har altid fået at vide, at deres job og fremtidsudsigter trues af afroamerikanere og indvandrere. Du kan ikke have en middelklasse uden en underklasse, som den kan sammenligne sig med. På samme måde finder underklassen grupperinger, som den kan føle sig hævet over. Og progressive amerikanere stigmatiserer de ynkværdige bonderøve, der klynger sig til deres skydevåben og deres religion,” forklarer hun.

Nancy Isenberg efterlyser også et opgør med pandemiens enorme menneskelige omkostninger:

”Donald Trump tog som præsident ikke ansvar for pandemien, og han anerkendte ikke de døde. Jeg tror, at præsident Biden ved at anerkende de flere end 400.000 coronadødsfald kan bidrage til at mindske det partipolitiske skel og styrke et nationalt fællesskab. Vi har som folk brug for at se tragedien i øjnene og forstå, at det er en fælles krise, som både påvirker øst og vest, by og land. Det er – desværre – en af de få ting, som vi har at stå sammen om.”