Amerikansk koldkrigshistoriker: Vestens sammenhold er et signal til alle despoter

Ukraine-krigen har skabt et nyt sammenhold og vist, at USA har fundet en middelvej som troværdig, men tilbageholdende verdensleder, siger den amerikanske koldkrigshistoriker Timothy Naftali

"Jeg ser en lang kamp forude for at få Rusland til at betale," siger den amerikansk-canadiske koldkrigshistoriker Timothy Naftali, der her ses th. under en podiumsdiskussion i 2014.
"Jeg ser en lang kamp forude for at få Rusland til at betale," siger den amerikansk-canadiske koldkrigshistoriker Timothy Naftali, der her ses th. under en podiumsdiskussion i 2014. Foto: Richard Shotwell/AP/Ritzau Scanpix.

Efter Ruslands invasion af Ukraine torsdag forudså den amerikanske præsident, Joe Biden, at hans russiske modpart, Vladimir Putin, ville "teste Vesten for at se, om vi står sammen".

"Og det vil vi," sagde Biden, da han efter sin tale torsdag aften dansk tid svarede på spørgsmål fra pressen.

Amerikanerne og deres præsident har fundet en måde at stadfæste amerikanske forpligtelser over for landets allierede uden nødvendigvis at diktere, hvad Vesten gør. Det er en meget vigtig middelvej, og det skal være en troværdig og bæredygtig vej.

Timothy Naftali

Historiker

Og netop det transatlantiske sammenhold er blandt de vigtigste elementer i den kamp mod Moskva, som Europa og USA nu er nødt til at kæmpe. Det siger den canadisk-amerikanske historiker Timothy Naftali, der er lektor på New York University og forfatter til flere bøger om den kolde krig, heriblandt den roste "Khruschev's Cold War" (Khrusjtjovs kolde krig) om konfrontationerne mellem den daværende sovjetiske leder og de amerikanske præsidenter Dwight Eisenhower og John F. Kennedy.

"Russerne har krydset en linje, som ingen har krydset i Europa siden Anden Verdenskrig. Ukraine er interesseret i at være en del af det større europæiske hjem, og den russiske invasion er en invasion af Europa. Det er det, der er på spil. Europas og Nordamerikas sammenhold imod Moskva og for ukrainsk selvbestemmelse er et signal både til tyrannerne i Kreml og til de andre despoter ude i verden om, at dette ikke er diktatorernes tidsalder, og at demokratiet ikke har givet op. Enhver slinger i valsen ville være moralsk nedbrydende for hele Vesten og invitere til flere krænkelser af selvbestemmelse," siger han.

Nogle amerikanske kommentatorer konkluderer, at præsident Biden med sin beslutning om på forhånd at udelukke amerikanske kamptropper på ukrainsk jord implicit har anerkendt Ruslands indflydelsessfære og muligvis undermineret sin egen rolle som demokratiets mest magtfulde globale beskytter. Timothy Naftali er uenig i den vurdering.

"Det er lykkedes USA at genoprette europæernes tillid efter fire år med ekspræsident Donald Trump, der konsekvent udviste foragt for Europa og var ligeglad med alliancer. USA har ikke undermineret sin rolle i verden, men snarere vendt skuden efter Trump-årene," siger han.

Joe Biden har påtaget sig den rolle som den transatlantiske alliances ankermand, som amerikanske præsidenter igennem de seneste mange årtier traditionelt har haft, siger Timothy Naftali.

"Amerikanerne og deres præsident har fundet en måde at stadfæste amerikanske forpligtelser over for landets allierede uden nødvendigvis at diktere, hvad Vesten gør. Det er en meget vigtig middelvej, og det skal være en troværdig og bæredygtig vej. Jeg mener, at det er sundt for USA at undlade at diktere over for Europa, hvordan kontinentet skal forsvare sig selv. Men samtidig har Biden har gjort det klart, at han vil forsvare hver en centimeter af Nato,” siger han.

For den canadisk-amerikanske historiker var den tyske forbundskansler Olaf Scholz' beslutning tirsdag i denne uge om at sætte en igangværende sikkerhedsevaluering af den omdiskuterede gasledning Nord Stream 2 i bero et springende punkt. Gasledningen var ellers klar til at sikre de russiske gasleverancer til Tyskland, og indtil da havde forbundskansleren undveget alle kritiske spørgsmål om Nord Stream 2 fra blandt andet USA, der har set skævt til Tysklands afhængighed af den russiske gas som en kilde til blødsødenhed over for Rusland.

"Det var meget vigtigt og sundt for tyskerne at tale først og at signalere, at Tyskland og Europa er villig til at betale en ægte pris for at forsvare det internationale system, retssikkerheden og landes ret til selvbestemmelse. Fordi dette er en europæisk krig, spiller USA en meget vigtig rolle i at samle sine allierede, men det giver mening for Europa at signalere sin forpligtelse til hårde sanktioner først,” siger han.

Verden står midt "i et farligt øjeblik", siger Timothy Naftali:

"Vi har en europæisk stormagt, der krænker en anden europæisk stormagts selvbestemmelse. Jeg ved fra at have studeret historien, at historiske begivenheder ikke bare er uforudsigelige, men også ukontrollerbare. Udfordringen lige nu er at tilbagerulle russisk imperialisme i Europa. Jeg ser en lang kamp forude for at få Rusland til at betale. Vi kan ikke regne med, at Putin vil vise selvbeherskelse, for det har han ikke gjort indtil videre. Vi er nødt til at operere ud fra den formodning, at hans appetit ikke er mættet."