Situationen på den ukrainsk-russiske grænse er anspændt og i forværring. Ifølge de seneste ukrainske og amerikanske vurderinger er der nu mindst 130.000 russiske soldater tæt på Ukraine, og kampvogne, fly, missilsystemer og krigsskibe er også del af oprustningen. Europæerne frygter, at krig i Europa igen er en mulighed, og i USA forsøger præsident Joe Biden at sikre fælles fodslag blandt de vestlige allierede.
Men den helt store tragedie er, at hele miseren kunne være undgået. Det siger den udenrigspolitiske ekspert Stephen Walt, der er professor i internationale relationer på Harvard University i Massachusetts og en fremtrædende repræsentant for den realistiske udenrigspolitiske skole. Realismeteorien er fokuseret på magtpolitikkens rolle i internationale relationer og ser konkurrence og konflikter stater imellem som varige og centrale elementer i det globale system.
”Hvis USA og landets europæiske allierede ikke havde givet efter for hybris, ønsketænkning og liberal idealisme og i stedet havde holdt sig til udenrigspolitisk realisme, ville vi ikke stå i den nuværende krise. Rusland ville formentlig heller ikke have annekteret Krim i 2014, og Ukraine ville være mere sikker i dag. Verden betaler en høj pris for de liberale illusioner,” siger han.
Stephen Walt understreger, at han er en stærk tilhænger af liberale principper. Men han kalder liberalisme en ”fejlbehæftet udenrigspolitisk teori", der naivt forsøger at opnå fred og sikkerhed i verden ved at vælte diktatorer og forsøge at sprede demokrati, åbne markeder og internationale institutioner.
”Efter den kolde krigs ophør konkluderede vestlige eliter, at alle stater i stedet for at konkurrere om magt og sikkerhed i stedet ville fokusere på at blive rige i en stadig mere åben, harmonisk, regelbaseret liberal verdensorden. Men denne rosenrøde vision blev ikke til virkelighed, fordi den ser bort fra den kendsgerning, at stater altid vil forsøge at maksimere deres magt og prioritere deres egen nationale sikkerhed i en verden, hvor krig altid er en mulighed, og hvor de ikke har nogen garantier for, hvad deres rivaler vil gøre i fremtiden,” siger han.
Empatisvigt med følger
Amerikanske og europæiske ledere gjorde sig ifølge Stephen Walt skyldige i ”et monumentalt empatisvigt med gennemgribende strategiske følgevirkninger”, da de for år tilbage valgte at ignorere advarsler om, at en udvidelse af forsvarsalliancen Nato ind i Ruslands indflydelsessfære ville sætte russerne i alarmberedskab og forgifte Vestens forhold til Moskva. Det er netop den russiske præsident, Vladimir Putins, krav om at få en garanti imod et fremtidigt ukrainsk Nato-medlemskab, der er kernen i den nuværende konflikt.
”Vladimir Putin er selvsagt den, der bærer den største skyld for den aktuelle krise, men moralsk harme over hans handlinger eller hans karakter tæller ikke som en strategi. USA og Europa satte scenen ved støt at udvide Nato østpå og i 2008 at erklære, at Ukraine og Georgien på et tidspunkt i fremtiden ville opnå medlemskab. Alle stormagter er følsomme over for det, der sker ved deres grænser, og Rusland har hele tiden været meget tydelig omkring sin modstand mod en udvidelse,” siger han.
Den amerikanske professor påpeger, at USA gentagne gange har gjort det klart, at den nordlige halvkugle er ”lukket land” for andre stormagter og tidligere har grebet til hårde midler for at sikre sin egen sydlige baghave imod fremmed indtrængen.
”Hvis USA kan bekymre sig om små og svage lande som Cuba, Nicaragua og Venezuela, så bør det ikke kræve stor forestillingsevne at forstå, hvorfor Moskva ville betragte ukrainsk Nato-medlemskab som en mulig trussel imod landets sikkerhed. Uanset, hvor ubehageligt det måtte være, er USA og dets allierede nødt til at anerkende, at Ukraines geopolitiske alliancetilhørsforhold er af afgørende betydning for Rusland,” siger han.
Natos intentioner afgørende
Det er ”ekstremt naivt” at tro, at Moskva ville acceptere, at verdens mægtigste forsvarsalliance kryber tættere på den russiske grænse, understreger Stephen Walt:
”Det væsentlige er ikke, hvad Natos intentioner var eller er, hvad angår udvidelse. Det væsentlige er, hvad russiske ledere tror, at Natos intentioner var eller kan være i fremtiden.”
Selvom den amerikanske præsident, Joe Biden, lige nu er i modvind på hjemmefronten, hvor han plages af blandt andet følgevirkningerne af coronapandemien og af sidste sommers kaotiske exit fra Afghanistan, så vurderer Harvard-professoren ikke, at den aktuelle russiske aggression ved Ukraines grænse skal tolkes som et forsøg på at udnytte amerikansk svaghed.
”De russiske bekymringer om Ukraine går mange år tilbage i tiden, og man kan argumentere, at problemerne hjemme kan give Biden større grund til at stå fast nu. Men samtidig styrker tilbagetrækningen fra Afghanistan faktisk USA, som nu ikke længere er distraheret og nedsunket i en uendelig konflikt, som man ikke kan vinde. Det egentlige problem er, at Rusland kerer sig mere om situationen i Ukraine, end USA gør, og det giver russerne en stærk position i de forhandlinger, der nu er undervejs,” siger han.
Stephen Walt er også skeptisk over for spekulationer i nogle udenrigspolitiske kredse om, at Vladimir Putin bruger Nato-spørgsmålet som et påskud til at invadere Ukraine og på sigt opfylde en bredere målsætning om at underminere demokratiet og svække USA og det øvrige Vesten.
”Jeg tror på, at Putins primære sigte er at skabe en sikkerhedssituation i Europa, som er bedre tilpasset russiske interesser. Hvis han skulle have mere dystre målsætninger, så synes hans handlinger indtil videre at have den omvendte effekt,” siger han.
Trods Ruslands foruroligende sabelraslen er Stephen Walt ”i nogen grad optimistisk” omkring udsigten til en fredelig løsning på krisen:
”USA og Nato har gjort det klart, at en russisk invasion vil koste Moskva dyrt. Diplomati kan stadig fungere, men begge parter er nødt til at få noget af det, som de ønsker, uden at få hele ønskelisten opfyldt. Det kan blive uskønt, men det er prisen at betale for uklogt at åbne for en udvidelse af Nato hinsides rimelighedens grænser.”