Dyb splittelse i USA: Hvordan kunne det gå så galt?

Det må føre til alvorlige panderynker i Det Demokratiske Parti, at Joe Bidens midtersøgende linje ikke har appelleret til flere republikanske midtervælgere, vurderer ekspert. ”USA er havnet i en situation, hvor de to lejre definerer hver sin virkelighed”

Da der natten til onsdag amerikansk tid fortsat ikke forelå noget valgresultat, søgte demonstranter til det sloganspækkede hegn foran Det Hvide Hus, som er blevet udråbt til Black Lives Matter Plaza. – Foto: Chris Mcgrath/AFP/Ritzau Scanpix.
Da der natten til onsdag amerikansk tid fortsat ikke forelå noget valgresultat, søgte demonstranter til det sloganspækkede hegn foran Det Hvide Hus, som er blevet udråbt til Black Lives Matter Plaza. – Foto: Chris Mcgrath/AFP/Ritzau Scanpix.

De seneste år har måling efter måling udpeget Donald Trump som en historisk upopulær præsident. Og som om situationen ikke var slem nok for Republikanerne, har coronapandemien samtidig sendt amerikanerne på hospitalet og økonomien i sænk.

Alligevel har Det Demokratiske Parti med den midtsøgende Joe Biden i spidsen ikke formået at hive den forventede klare valgsejr hjem, som alle meningsmålinger spåede.

Nu er spørgsmålet – igen – hvordan kunne det gå så galt?

”Der er nok ingen tvivl om, at der – uanset det endelige resultat – vil komme en debat om, hvorvidt det, der populært kaldes identitetspolitik, har fyldt for meget hos Demokraterne. For selvom Joe Biden på mange måder ikke udtrykker sig hverken radikalt eller overdrevent progressivt, så har Donald Trump jo formået at føre kampagne på en lov og orden-agenda, som i høj grad er en reaktion på den sociale uro, der er kommet til udtryk på forskellig vis i USA de seneste år,” siger Jørn Brøndal, professor ved center for amerikanske studier på Syddansk Universitet og forfatter til bogen ”Det sorte USA”.

”Uroen er i høj grad koblet til de sorte amerikaneres liv og muligheder, og på den måde også til henholdsvis Biden og Trumps forhold til den amerikanske arvesynd, slaveriet. Når Demokraterne taler om den amerikanske sjæl, om friheden og om ligheden, så er den dunkle forhistorie altid en del af fortællingen. Men hos Trump fylder det racemæssige kompleks meget mindre – både i en historisk og i en nutidig kontekst – og derfor er det uklare resultat mildest talt bekymrende for dem, der håbede, at dette valg kunne blive startskuddet til en amerikansk helingsproces med et tydeligt mandat til den inkluderende kurs.”

Men ét er, at Donald Trumps trofaste tilhængere fortsat støtter op om den utraditionelle type i Det Hvide Hus.

Noget andet er, hvordan det er lykkedes præsidenten at tiltrække yderligere millioner af vælgere omstændighederne til trods. Og for at forstå den udvikling er man nødt til at dykke ned i den splittelse, der er brudt ud i lys lue i det amerikanske samfund de senere år, vurderer Lisa Storm Villadsen, professor ved institut for kommunikation på Københavns Universitet og ekspert i populistisk retorik og politisk debat.

”Foreløbigt afspejler valget, hvor langt man har bevæget sig væk fra det sted, hvor det var muligt at diskutere fælles politiske udfordringer. USA er havnet i en situation, hvor de to lejre definerer hver sin virkelighed, og hvor man derfor også kan tegne modstandernes vision som både truende og undergravende. Kort sagt er der tale om gift for den demokratiske debat,” siger hun og nævner, hvordan Black Lives Matter-bevægelsen og militslignende grupperinger som Proud Boys og Oath Keepers er blevet billedet på de skarpt optrukne fronter i det amerikanske samfund.

”Hvor politik førhen drejede sig om trækprocenter og visioner for samfundet, som man kunne dele eller ikke dele, så handler det nu for mange mere om identitet og om selvforståelse. Det handler om vælgerne selv, at de frygter, at de mister noget af sig selv, af deres identitet med den ’forkerte’ præsident. Og derfor betragter man også modparten som truende, ikke bare som politisk uenig. Den etiske dimension i debatten er blevet langt mere fremtrædende de senere år, og det betyder, at de politiske forskelle nu stikker langt dybere. ”

Og den udlægning er Lasse Laustsen, lektor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet og ekspert i vælgeradfærd og politiske kandidater, enig i.

Han peger på fænomenet affektiv polarisering, der i korte træk betyder, at det ikke længere blot er holdningsmæssige uoverensstemmelser, der er på spil i amerikansk politik – det er i lige så høj grad følelsesmæssig antipati over for politiske modstandere.

”Hvis man spurgte amerikanerne tilbage i 1950’erne og nogle årtier frem, så var noget af det, de brød sig mindst om, hvis deres søn eller datter giftede sig med en af en anden race. Men siden er det blevet sådan, at muligheden for, at deres børn gifter sig på tværs af partiskel, opleves som endnu værre. Partiskel er i dag den største kilde til splittelse i det amerikanske samfund, og netop derfor er det også så svært – selv for bløde republikanere, der ikke bryder sig om Trump – at krydse midten og stemme på Biden,” siger han.

”Men når det er sagt, er det klart, at når Demokraterne – selv med en mand som Joe Biden, der har positioneret sig som en midtsøgende samler – ikke i højere grad er i stand til at tiltrække republikanske midtervælgere, så vækker det bekymring langt ind i de demokratiske partikontorer. Hvordan kan så mange republikanere, der betragter sig selv som moderate og anstændige og identificerer sig med Ronald Reagan og John McCains konservatisme, som på mange måder er antitesen til Donald Trump, alligevel vælge Joe Biden fra? Det bør Demokraterne nok sætte sig for at finde svar på – uanset om de ender som vindere eller tabere ved dette valg,” siger Lasse Laustsen.