Prøv avisen

Amerikansk tandlæge fortryder drab på berømt løve

Det har udløst vrede reaktioner, at en amerikaner under en jagttur i Zimbabwe har dræbt den sortmankede løve Cecil. - Foto: Zimbabwe National Parks/AFP/Scanpix

En amerikansk jæger er udsat for hetz efter at have dræbt en populær løve i Zimbabwe. Helt ude af proportioner, siger kendt dansk zoolog

To mænd mødte i går slukørede op i retten i byen Hwange i Zimbabwe, hvor de blev fremstillet i grundlovsforhør tiltalt for krybskytteri.

De to zimbabwere deltog tidligere på måneden i jagten og drabet på løven Cecil, som var en af Afrikas mest berømte løver. Det meste af opmærksomheden - og vreden - er dog rettet mod løvens amerikanske banemand, tandlægen Walter Palmer fra Minnesota.

Under en jagt, som amerikaneren efter sigende havde betalt de to tiltalte afrikanere omkring 340.000 kroner for at deltage i, blev løven først skudt med bue og pil.

Først 40 timer senere satte skud fra en riffel et endeligt punktum for dens liv. Den lokale jæger og den jordejer, som Walter Palmer havde hyret, havde tilsyneladende ikke nogen tilladelse til at dræbe netop dette dyr, og derfor er de nu tiltalt.

Den sortmankede løve var nemlig en berømt turistattraktion i Hwange National Park og i hele Zimbabwe. Derudover var den 13-årige hanløve en del af et universitetsstudie, som forskere på Oxford University i Storbritannien stod for.

Den amerikanske jæger har efter drabet sagt, at han ikke havde nogen idé om, at løven var en national attraktion.

”Jeg fortryder dybt, at min stræben efter at lave noget, som jeg elsker og udøver ansvarligt og lovligt, har resulteret i denne løves død,” siger Walter Palmer.

Det er dog ikke nok til at stoppe den storm af negative reaktioner, som efterfølgende er haglet ned over ham. Både Walter Palmers Facebook-profil og hjemmesiden for hans tandlægeklinik er blevet lukket som følge af et massivt antal vrede kom-mentarer. Flere berømtheder har også udtrykt deres forargelse:

”Walter Palmer er Satan. Jeg ved ikke, hvordan nogen ville kunne bruge ham som tandlæge efter dette. Han er en morder. Pas på!,” skriver Sharon Osbourne, der er gift med musikeren Ozzy Osbourne og kendt fra realityprogrammet ”The Osbournes”.

Bengt Holst, som er videnskabelig direktør i København Zoo, blev selv udsat for trusler og hetz, da han i 2014 arrangerede aflivningen af giraffen Marius og havnede i den globale mediemølle.

”Når der sker noget med dyr, så kommer folk meget hurtigt op på dupperne. I det her tilfælde er der tale om en rig, amerikansk mand, der kommer til Afrika og skyder en løve. Det kan i manges ører klinge af udnyttelse. Denne mand har muligvis gjort noget forkert - det lader dog til, at han har handlet i god tro - men uanset hvad, er de her reaktioner helt ude af proportioner,” siger zoo-direktøren og fortsætter:

”Trofæjagt er jo ikke unormalt i Afrika. Det er almindelig udbredt, at man betaler for at få lov til at skyde dyr, som er udpeget, fordi de er gamle eller sårede og alligevel skal dø. Pengene går typisk til lokalsamfundet eller til bevaringen af den dyreart. På den måde er den pågældende dyreart med til at sikre sin egen overlevelse.”