Amerikansk troskabsed til Gud skal for retten

Retssag skal afgøre, om henvisning til Gud i USAs troskabsed diskriminerer

TAMPA, FL - AUGUST 28: People from the Texas delegation say the Pledge of Allegiance during the second day of the Republican National Convention at the Tampa Bay Times Forum on August 28, 2012 in Tampa, Florida. Today is the first full session of the RNC after the start was delayed due to Tropical Storm Isaac. Win McNamee/Getty Images/AFP
TAMPA, FL - AUGUST 28: People from the Texas delegation say the Pledge of Allegiance during the second day of the Republican National Convention at the Tampa Bay Times Forum on August 28, 2012 in Tampa, Florida. Today is the first full session of the RNC after the start was delayed due to Tropical Storm Isaac. Win McNamee/Getty Images/AFP. Foto: Win Mcnamee Denmark.

Når amerikanske skoleelever over hele landet hver morgen lægger højre hånd på hjertet og lover troskab til flaget og nationen med ordene én nation, ubrydelig, under Gud, så er det diskriminerende over for ikke-troende. Det fremfører ateistgruppen American Humanist Association, AHA, i en retssag, der nu skal afgøres af delstaten Massachusetts højesteret.

Troskabsedens henvisning til Gud har før været genstand for juridiske slagsmål, men det er første gang, at en domstol skal overveje, hvorvidt den diskriminerer. AHA fører sagen på vegne af tre anonyme skoleelever og deres forældre ud fra den præmis, at formuleringen under Gud krænker mandatet om lige rettigheder i Massachusetts forfatning.

LÆS OGSÅ: Strid om trosfrihed i USAs militær

Offentlige skoler definerer på daglig basis patriotisme og loyalitet ved at ophøje én religiøs gruppe og stigmatisere humanister og andre ikke-troende. Det er selvsagt diskrimination, siger Roy Speckhardt, der er formand for AHA.

Hvis delstatens højesteret i sin dom erklærer sig enig, vil ateistgruppen efter al sandsynlighed bringe lignende sager for retten i en række andre delstater. Den juridiske organisation Becket Fund for Religious Liberty, hvis formål er at værne om alle trosgruppers religionsfrihed, har blandet sig i retssagen for at forsvare under Gud-formuleringen.

Det er en mangeårig amerikansk tradition, at elever i de offentlige skoler anført af en lærer indleder skoledagen med troskabseden, der blev skrevet af præsten og socialisten Francis Bellamy i 1891 og formelt antaget af Kongressen i 1942.

LÆS OGSÅ: Eksperter dumper partiledere i retorik

Det var imidlertid først i 1954, at formuleringen under Gud blev tilføjet. Det skete som følge af en kampagne ført af den katolske organisation Knights of Columbus, der henviste til borgerkrigspræsidenten Abraham Lincolns brug af disse to ord i den ikoniske Gettysburg-tale fra 1863.

Ifølge en meningsmåling fra opinionsinstituttet Rasmussen Reports mener 68 procent af amerikanske voksne, at skolebørn skal forpligtes til at afsige troskabseden ved hver skoledags begyndelse. Højesteret i Massachusetts ventes at fælde dom i sagen om seks måneder.