Prøv avisen

Amerikansk by under opioidkrise: Overdoserne stoppede aldrig

De ekstremt afhængighedsskabende opioider har ført til hundredtusindvis af dødsfald i USA de seneste to årtier. Foto: Yves Herman/Reuters

Et nyt forlig er indgået i sag om afhængighedsskabende opioider. Men skaderne er uoprettelige, lyder det.

I den amerikanske by Akron i delstaten Ohio kunne myndighederne til sidst slet ikke følge med længere.

Da den såkaldte opioidepidemi var på sit værste niveau tilbage i 2016, oplevede byen konstant overdoser, og den lokale retsmediciner var sågar nødsaget til at indkalde nedkølede lastbiler med plads til lig.

Det fortæller flere folk fra byen i det nordlige USA.

- Det føltes, som om det aldrig ville stoppe, lyder det fra Lisa Kohler, den hovedansvarlige retsmediciner i byen under krisen.

Onsdag indgik skaberen af OxyContin, Purdue Pharma, der er udpeget som en af epidemiens helt store syndere, et storstilet forlig.

I alt 12 milliarder dollar skal medicinalselskabet angiveligt betale i erstatning til over 2000 byer, distrikter, myndigheder og mere end 20 stater.

3,7 millioner dollar er afsat til Akron.

Pengene betyder dog ikke alverden for byens borgere.

- Den overvældende følelse af håbløshed, der ramte vores samfund i 2016, den kan man ikke sætte en pris på, sagde Greta Johnson, der tidligere var anklager i området, tilbage i januar.

- Hver dag havde aviserne historier om overdoser. Man kunne ikke færdes i samfundet uden at møde grædende mødre, der talte om deres børn.

Opioider er en gruppe af stærkt smertestillende og vanedannende stoffer.

Purdue Pharma er blandt de selskaber, der anklages for at bidrage til stor opioid-afhængighed i USA. De skal have markedsført de receptpligtige opioider aggressivt uden at oplyse om risikoen for vedvarende afhængighed.

- Vi tager imod 45.000 opkald om året, og det blev bare ved med at stige og stige, siger Clarence Tucker, der er leder ved Akrons beredskabstjeneste.

- Nogle gange kunne man få et opkald om en overdosis, og man kørte ud for at vække dem. Senere samme eftermiddag kunne man risikere at skulle ud til den samme adresse igen, siger han.

Også Thomas Heitic, der arbejder på en restaurant i området, husker krisen.

- Vores retsmediciner blev nødt til at indkalde nedkølede lastbiler, fordi ligene hobede sig op. Vi bliver nødt til at bruge pengene på behandling, siger han.

Ifølge USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse kostede afhængigheden omkring 400.000 personer livet fra 1999 til 2017.

/ritzau/AP