Amerikanske aviser går i krig mod Trump

Omkring 200 amerikanske aviser vil torsdag den 16. august bringe ledere, hvor de kritiserer USA's præsident, Donald Trump, for hans krig mod medierne

En række Trump-tilhængere bar trøjer med teksten "CNN is fake news" under præsidentens tale i Pennsylvania den 2. august.
En række Trump-tilhængere bar trøjer med teksten "CNN is fake news" under præsidentens tale i Pennsylvania den 2. august. Foto: Leah Millis/Reuters.

- Falske, falske ulækre nyheder.

Sådan lød den amerikanske præsident Donald Trumps beskrivelse af landets nyhedsbillede ved en tale i Pennsylvania tidligere på måneden.

- Hvad er der blevet af den frie presse? Hvad er der blevet af ærlig journalistik? Det laver de ikke. De finder kun på historier, fortsatte præsidenten, mens han pegede på journalisterne, der var til stede ved begivenheden den 2. august i Wilkes-Barre.

Præsidentens hårde kritik af de amerikanske medier har - sammen med en række lige så opsigtsvækkende tweets - sat gang i en krig mellem Donald Trump og store dele af den amerikanske presse.

Foreløbigt kulminerer det nu torsdag den 16. august.

Her vil omkring 200 amerikanske aviser bringe ledere, hvor de kritiserer USA's præsident, Donald Trump, for hans krig mod medierne.

Det skriver Huffington Post.

Det er avisen Boston Globe, der har opfordret alle andre aviser til at svare igen, efter at præsidenten har kaldt pressen i USA for "en fjende af folket".
Alt fra små ugeudgivelser til store regionale aviser såsom The Houston Chronicle, Denver Post og Miami Herald har sluttet sig til.

Marjorie Pritchard, der er en redaktørerne på Boston Globes ledersider, forklarer til CNN, at der er stor forskel på de medier, der har meddelt, at de skriver en leder rettet mod Donald Trump torsdag.

- Reaktionerne har været overvældende. Vi har nogle store aviser, men størstedelen er fra små mediemarkeder.

- De er alle sammen meget entusiastiske om at sige fra over for Trumps angreb på journalistikken, siger hun til CNN.

Til nyhedsbureauet AP siger redaktøren:

- Jeg håber, at vores ledere vil uddanne læserne og få dem til at indse, at et angreb på forfatningens første bestemmelse er uacceptabelt. Vi er en fri og uafhængig presse. Det er et af de mest hellige principper, som står skrevet ind i forfatningen.

Boston Globe kalder i sin opfordring til de andre aviser Donald Trumps udtalelser for en "beskidt krig mod den frie presse".

I sin tid som præsident har Donald Trump generelt været hård i sin kritik af amerikanske medier, som han mener bringer falske nyheder - fake news.

Tidligere på året takkede han for andet år i træk nej til at deltage i den årlige korrespondent-middag i Det Hvide Hus, hvor pressen traditionelt spiser sammen med præsidenten.

- Hvem har lyst til at være i et rum med en masse fake news liberale, som hader mig, lød det dengang fra Trump.

I januar uddelte Trump på Twitter sine egne personlige priser til medier, der bringer falske nyheder. The New York Times fik førstepladsen.

/ritzau/