Amerikanske eksperter: Stop udskamningen af fede mennesker

Fedme er USA’s store og vedvarende folkesundhedskrise, og i dag er mindre end en tredjedel af amerikanerne normalvægtige. Stigmatisering er et massivt problem for både bekæmpelse af fedmeepidemien og for overvægtiges menneskerettigheder, siger amerikanske eksperter

Virgie Tovar har altid været overvægtig og har livet igennem oplevet at blive stigmatiseret. I dag er hun feminist, forsker, tykaktivist, podcastvært og forfatter.
Virgie Tovar har altid været overvægtig og har livet igennem oplevet at blive stigmatiseret. I dag er hun feminist, forsker, tykaktivist, podcastvært og forfatter. Foto: Andria Lo

Virgie Tovar har altid været overvægtig. Igennem næsten 20 år forsøgte hun sig med slankekure. Som 11-årig spiste hun udelukkende ristet brød og salatblade en hel sommer. Hun tabte sig, men ingen lagde mærke til det, for hun var stadig tyk.

”Jeg troede, at det var nødvendigt at blive tynd for at få kærlighed, synlighed, frihed, værdighed. Jeg havde fra barnsben lært, at mennesker som mig var grimme og mindre værd, at fedme var et eksternt udtryk for indre afskyelighed,” siger Virgie Tovar, der i dag er 39 år og bor i San Francisco i Californien.

Slankekurerne virkede aldrig i længden, og som ung voksen besluttede hun sig for at frigøre sig selv fra samfundets krav til kvinders kroppe og leve uden at skamme sig over sin vægt. Det er nu 10 år siden. I dag er Virgie Tovar en fremtrædende feminist, forsker, tykaktivist, podcastvært og forfatter til bøgerne ”You Have the Right to Remain Fat” (Du har retten til at forblive fed) og ”The Self-Love Revolution” (Selvkærlighedsrevolutionen).

Den stigmatisering af overvægt, som hun selv har oplevet livet igennem, har enorme eksistentielle konsekvenser for en stor del af det amerikanske samfund, siger Virgie Tovar. Hun peger på, at over 70 procent af den amerikanske befolkning ifølge tal fra sundhedsmyndigheden Centers for Disease Control and Prevention, CDC, er enten overvægtige eller lider af fedme. Det betyder, at mindre end en tredjedel af befolkningen i USA i dag kan betragtes som ”normalvægtige”.

”Der er en stor mængde data, der viser fedmediskriminationens meget alvorlige sociale, økonomiske og psykologiske følgevirkninger. Overvægtige kvinder, der er tiltalt for en lovovertrædelse, bliver eksempelvis oftere end deres tynde modstykker kendt skyldige ved domstolene, de tjener langt mindre livet igennem, de optages sjældnere på videregående uddannelser, de ender oftere med lavere betalte jobs, og de får mindre økonomisk støtte fra deres familier. De opfattes som mindre kompetente og mindre intelligente. De går mindre til lægen, fordi de er bange for at blive udskammet. Og så får de dårligere lægehjælp, fordi vægten altid ses som problemet. Jeg har selv oplevet at gå til lægen med ondt i halsen og gå hjem med en recept på vægttab. Der er tale om et presserende menneskerettighedsproblem, der bliver endnu større af, at det i dag påvirker så stor en andel af amerikanerne,” siger Virgie Tovar.

Også i dagliglivet mærker mennesker med større kroppe konstant, at samfundet ikke er indrettet til dem, tilføjer hun:

”Når jeg skal spise ude, begynder jeg allerede at lave beregninger, inden at jeg når til restauranten eller cafeen. Jeg tænker over, hvor meget plads, der er i venteområdet, og om jeg kommer til at være i vejen. Jeg tænker over, hvad jeg skal bestille, og om jeg vil blive mødt med fordømmende blikke på grund af det, som jeg vælger. Jeg tænker over, hvor jeg skal sidde, og om jeg kan skrue mig ned i stolen. Det er enormt energikrævende og stressende. Den følelse af ikke at være velkommen i det offentlige rum kan have enorme omkostninger for en persons psykiske og fysiske helbred.”

Og diskriminationen har også betydning for normalvægtige personer, siger Virgie Tovar.

”Jeg kender mange tynde mennesker, der lever i rædsel for at tage bare et enkelt kilo på. Den måde, vi anskuer kroppen på i den vestlige verden, er fyldt med frygt og angst og skam,” siger hun.

I takt med, at fedmekurverne er vokset i USA, er også flere eksperter begyndt at pege på stigmatisering som en af de store forhindringer i forsøget på at knække fedmekurven. Modsat Virgie Tovar, der afviser at sætte lighedstegn mellem fedme og helbredsproblemer, mener den fremtrædende folkesundhedsekspert Kelly Brownell, at de to ting ikke kan adskilles. Men han peger ligesom Tovar på skam og stigmatisering som et af de helt store problemer i den amerikanske debat om nationens vægt.

”Det er enormt skadeligt, at de mennesker, der lider af fedme, udskammes og stemples som mindreværdige. Det betyder, at en meget alvorlig folkesundhedskrise og menneskelig krise ikke bliver taget alvorligt som en sådan. Hvis vi skal afhjælpe det nationale problem med fedme, så skal vi ikke alene forsøge at forebygge det, men også øge samfundets accept af mennesker med fedme og forsøge at gøre op med stigmatiseringen af store kroppe,” siger Kelly Brownell, der står i spidsen for World Food Policy Center på Duke University i North Carolina.

En anden førende amerikansk fedmeekspert, William Dietz, der er professor og fedmeforsker på George Washington University og tidligere leder af CDC’s afdeling for ernæring og fedme, er enig.

”Vi har en modvilje mod at tage fedme alvorligt i USA. En del af forklaringen er, at det er et ømtåleligt og følsomt emne at bringe op. En anden meget stor del af forklaringen er, at fedme stemples som et personligt valg og et udtryk for mangel på selvkontrol, så hvorfor bør samfundet så træde til som redningskrans og gøre noget for at hjælpe? Det er nødvendigt, at vi ophører med at betragte fedme som et individuelt problem og i stedet begynder at se det som et kollektivt problem. Og vi bør tale om det som en sygdom, ikke som et livsstilsvalg,” siger han.

Fedmekurven i USA har været opadgående gennem flere årtier, og ifølge CDC lider 42 procent af den voksne amerikanske befolkning nu af fedme. Til sammenligning gjaldt det samme 30 procent i 2000 og 34 procent i 2008. I Danmark er det tilsvarende tal 17 procent.

Den ekstra vægt, som amerikanerne bærer rundt på, har alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser i form af blandt andet højere forekomst af hjerte-kar-sygdomme, diabetes, slidgigt, nyresygdomme og kræft. Fedme koster også samfundet dyrt i kroner og øre. Fedmerelaterede sundhedsydelser til den voksne befolkning koster ifølge George Washington University USA et sted mellem 149 milliarder og 210 millarder dollar (cirka 920-1300 milliarder kroner) om året, og skatteyderne betaler omkring halvdelen i form af bidrag til de to store offentlige sundhedsprogrammer, Medicare og Medicaid.

Den amerikanske fedmeepidemi har mange årsager, siger Kelly Brownell.

”Vi har et samfund, hvor muligheder for at tage på i vægt er allestedsnærværende. I løbet af de seneste årtier har hver eneste norm omkring madindtagelse i USA ændret sig. Engang spiste vi morgenmad, frokost og aftensmad, og vi sad sammen omkring et bord. I dag spiser vi døgnet rundt, i vores biler og foran computeren, og fastfood er tilgængeligt 24 timer i døgnet. Portionsstørrelserne er mere end fordoblet, og usund, næringsfattig og højtforarbejdet mad markedsføres skamløst til børn. Og alt fra garagedøråbnere til fjernbetjeninger og elektriske tandbørster har begrænset vores tilskyndelse til at bevæge os og brænde kalorier af i dagliglivet,” siger han.

Når fedme er så vanskeligt at tackle i USA, så handler det ifølge Kelly Brownell også om amerikanernes skepsis over for statslig indblanding i både borgernes liv og i erhvervslivets rettigheder.

”USA er sjældent på forkant, når det gælder folkesundheden, og det skyldes blandt andet vores forståelse af frihedsrettigheder. Et meget vigtigt redskab i bekæmpelsen af fedme er tiltag, der gør usund mad dyrere og sund mad billigere. Vi har i årevis talt meget om eksempelvis beskatning af sukkerholdige drikkevarer, og cirka 50 lande verden over har vedtaget sådanne skatter. Men i USA er der stadig kun enkelte byer med en sodavandsskat. Et andet problem er, at markedsføring i USA betragtes som værende dækket af ytringsfriheden. Derfor er der en meget høj juridisk barriere for at begrænse markedsføring af usund mad til børn og den brede offentlighed. Fødevareindustrien er generelt ekstremt magtfuld i dette land,” forklarer han.

William Dietz fra George Washington University peger på forhenværende præsident Barack Obamas underskrivelse af en lov i 2010, der satte højere krav til ernæringsstandarderne for skolemad i USA, som et eksempel på, at de ofte upopulære statslige interventioner hjælper.

”Vi oplevede i en periode et lille, men mærkbart fald i fedmeraten blandt 7-12-årige, da vi fik mere fuldkorn, flere grøntsager og frugt og mindre salt og kød i skolemaden. Der var mange klager over ’barnepige-staten’ både fra politikere og fødevareindustrien, men det havde en effekt. Vi har forsøgt at bekæmpe fedme-epidemien i 20 år, uden at det har hjulpet på tallene, og vi er nødt til at tage alle redskaber i brug nu,” siger han.

For Virgie Tovar, der arbejder ud fra mottoet ”lose hate, not weight” (tab had, ikke vægt), er den største prioritet i fedmedebatten i USA dog ikke folkesundheden, men snarere tilgangen til tunge mennesker.

”Kilo er ikke det, som skal forsvinde. Det, som skal forsvinde, er ideologien om, at vi ikke er gode nok, som vi er. Vi er vant til at betragte fedmespørgsmålet gennem en sundhedslinse, men virkeligheden er, at det er langt mere relevant at betragte det som et spørgsmål om menneskerettigheder. Der er en ekstremt lille chance for, at en tyk person på lang sigt bliver en tynd person. Jeg har aldrig været tynd, og jeg bliver det aldrig. Vi tykke er i vores egen kategori. Det betyder ikke, at vi er usunde. Det allervigtigste er, at vi alle erkender, at retten til at leve uden diskrimination ikke skal afhænge af den enkeltes vægt,” siger hun.

Kilde: Centers for Disease Control and Prevention

Kilde: sundhed.dk