Forskere: Vores kropstemperatur falder

Bedre hygiejne og færre infektioner er nogle af forklaringerne på dalende temperatur de sidste 100 år

I dag kaster vi os kun ned i det kolde vand for helsens skyld. Det er især bedre livsforhold, der kan forklare, hvorfor menneskets kropstemperatur er faldende. Resultaterne er blevet modtaget med en blanding af skepsis og interesse. Arkivfoto.
I dag kaster vi os kun ned i det kolde vand for helsens skyld. Det er især bedre livsforhold, der kan forklare, hvorfor menneskets kropstemperatur er faldende. Resultaterne er blevet modtaget med en blanding af skepsis og interesse. Arkivfoto. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

Et totem i lægevidenskaben skal revideres, viser ny forskning. I næsten 170 år har vi troet på, at menneskets gennemsnitlige kropstemperatur er 37 grader celcius.

Men forskning, udført af forskere ved det medicinske fakultet ved Stanford Universitet i Californien i USA, tyder nu på, at det ikke længere er tilfældet. Et forskerhold ledet af Julie Parsonnet har fundet ud af, at amerikanske mænd født i 2000 har en gennemsnitstemperatur, der er 0,58 celciusgrader lavere end hos mænd, der blev født 200 år tidligere i 1800. Og kvinder, der er født i 2000’erne, er i gennemsnit 0,32 celciusgrader køligere, end dem, der blev født i 1890’erne.

Julie Parsonnets forskerhold er nået frem til disse resultater efter at have analyseret data fra i alt 677.000 mænd og kvinder, indsamlet mellem 1862 og 2017.

”Vi ved ikke, hvad disse målinger betyder for vores helbredstilstand, men de fortæller os, at vi forandrer os, og at vi har forandret os over de seneste 150 år, så vi i dag ikke er helt, som vi var tidligere. Vores krop er blevet koldere,” siger Julie Parsonnet til det populærvidenskabelige amerikanske tidsskrift Scientific American.

Hun mener, at den faldende kropstemperatur skyldes forandrede levevilkår. Moderne mennesker er i bedre sundhedstilstand og lider af færre infektioner end i 1800-tallet og den første del af det 20. århundrede. De mennesker, der fik taget deres temperatur i den amerikanske hær, kunne for eksempel have mindre tandkødsinfektioner, der førte til en let forhøjet temperatur, og også andre infektioner, herunder tuberkulose, kunne være latent til stede i befolkningen.

Dertil kommer, at boligforholdene er blevet forbedret med bedre varme og måske også airconditioning, så vi udsættes for færre temperaturudsving.

Resultaterne er blevet modtaget med en blanding af skepsis og interesse. Den schweiziske grundlægger af Institut for Evolutionsmedicin i Zürich, Frank Rühli, finder resultaterne interessante.

”Det er sjældent, at vi ser forskning baseret på data, der går så langt tilbage som 150 år. Vi får et sjældent indtryk af menneskers fysiologiske ændringer,” siger han til The Scientific American.

Men spørgsmålet er også, understreger han, om resultaterne rent faktisk kan sammenlignes.

Det er også den umiddelbare reaktion fra danske læger.

”Den første indsigelse mod resultaterne vil være, at de tidligere målinger er foretaget med helt andre måleinstrumenter end dem, vi benytter i dag. Vi ved heller ikke, om temperaturen er blevet taget om morgenen eller om aftenen eller efter fysisk aktivitet, som vi ved påvirker kropstemperaturen. Derfor kan vi ikke uden videre konkludere, at kropstemperaturen er faldet,” siger professor i smitsomme sygdomme ved Rigshospitalet, Jens Lundgren.

Vi skal derfor ikke til at ændre vurderingen af, hvornår vi har feber, understreger Jens Lundgren.

”Vi opererer med et spektrum for normal kropstemperatur mellem 36,5 og 37,5, og unormal temperatur er under 36 og over 38,2. Den amerikanske undersøgelse flytter ikke på disse grænser,” mener han.

Det samme siger professor Nikolai Baastrup Nordsborg fra Københavns Universitets Institut for idræt og ernæring.

”Men hvis kropstemperaturen er faldet, kan det betyde, at vi skal være mere opmærksomme på små temperatur-udsving. Det kan blandt andet gælde vurderingen af, hvilke temperaturpåvirkninger, mennesker kan tåle, når de for eksempel udsættes for meget høje temperaturer, eller såkaldt varmestress, på arbejdspladsen,” siger Nikolaj Baastrup Nordsborg.8