Amerikanske konservative valfarter til Orbáns Ungarn, som de ser som Europas svar på Texas

Konservative amerikanere søger inspiration hos Viktor Orbán i Ungarn for at få idéer til at genstarte Det Republikanske Parti. De deler især synet på kirken og kernefamilien, på migranter og modstanden mod venstreorienteret woke-aktivisme

Den populære Fox News-vært Tucker Carlson rejste sidste år til Budapest for at interviewe premierminister Viktor Orbán, som blandt andet fortalte om sin kamp for et kristent Europa. I en dokumentar, udgivet op til den ungarske valgkamp, besøger og hylder Carlson det ungarske grænsehegn til Serbien.
Den populære Fox News-vært Tucker Carlson rejste sidste år til Budapest for at interviewe premierminister Viktor Orbán, som blandt andet fortalte om sin kamp for et kristent Europa. I en dokumentar, udgivet op til den ungarske valgkamp, besøger og hylder Carlson det ungarske grænsehegn til Serbien. PR-foto: Fox News

Går man en tur på Frihedspladsen i Budapest, vil man møde to tidligere amerikanske præsidenter, Ronald Reagan og George H.W. Bush. Det er Viktor Orbáns nationalkonservative regering, der i de senere år har opsat bronzestatuer af de to republikanske ledere, og måske bliver Donald Trump den næste i rækken. I hvert fald er Orbán – der var den første regeringsleder til at lykønske Trump i 2016 – i dag en af få regeringsledere i EU til at længes efter USA’s 45. præsident.

I mellemtiden er opmærksomheden også vokset den anden vej. Trumps præsidentskab bidrog til at gøre mange amerikanere nysgerrige på dette centraleuropæiske land, som er på størrelse med delstaten Michigan, og hvor regeringen værner om kirke, kernefamilie og et konservativt verdensbillede.

”Selvom det er et fjerntliggende land og beskedent i både størrelse og befolkning, så har Ungarn spillet en stor rolle i konservative amerikaneres bevidsthed i de senere år,” mener Josh Hammer, debatredaktør på magasinet Newsweek og vært på podcasten ”The Josh Hammer Show”.

For nylig rejste han til Budapest for at møde Viktor Orbán og blive klogere på Ungarn sammen med andre ligesindede landsmænd, heriblandt professorer, journalister og meningsdannere fra tænketanke på den amerikanske højrefløj. Nogle kommer kortvarigt, mens andre opholder sig i Ungarn i flere måneder ad gangen som fellows på eksempelvis det regeringsstøttede Danube Institute eller universitetet MCC, der har Orbáns folk i ledelsen og statens penge i ryggen.

”Orbán og hans Fidesz-parti har etableret et nationalkonservativt eksperiment i det virkelige liv, og her er masser at lære for amerikanske konservative,” lyder det fra Josh Hammer.

USA har mistet ungarske dyder

I begyndelsen af året sendte Donald Trump en klar besked med opbakning til den ungarske premierminister, der søndag om en uge skal forsøge at blive genvalgt:

”Ungarns Viktor Orbán elsker virkelig sit land og ønsker sikkerhed for sit folk. Han har gjort et solidt og vidunderligt stykke arbejde med at beskytte Ungarn, standse ulovlig indvandring, skabe jobs og handel. Han er en stærk leder og er respekteret af alle,” skrev Trump på sin hjemmeside.

I samme ombæring blev det annonceret, at Budapest i 2022 er vært for den årlige konference for konservative amerikanere, CPAC. På grund af krigen i Ukraine er CPAC i Ungarn netop blevet udskudt fra marts til maj, men ifølge kilder tæt på den ungarske regering håber arrangørerne, at konferencen kan blive ”startskuddet til Trumps næste præsidentkampagne”.

Ifølge Miklós Szánthó, der er direktør for den ungarske tænketank Alapjogokért Központ (Center for Grundlæggende Rettigheder) vil man gerne ”bygge bro mellem amerikanske og ungarske konservative”, som er ”forenet af traditionelle værdier, kærlighed til fædrelandet, respekt for nationen og forsvar af grænserne”. Han fremhæver også, at begge parter kæmper imod udbredelsen af kønsideologi og cancel culture.

Ved et besøg i Ungarns hovedstad sidste efterår roste den tidligere amerikanske vicepræsident Mike Pence landets restriktive abortpolitik. En anden af dem, der har forsøgt at bygge en bro mellem USA’s og Ungarns konservative, er Fox News-værten Tucker Carlson, der er blevet kaldt den mest indflydelsesrige konservative tænker i USA. Sidste sommer besøgte han Ungarn, hvorfra han i en uge sendte sit daglige show ud til tre millioner amerikanske seere. Han interviewede også Viktor Orbán og producerede senere en times dokumentarfilm om den ungarskfødte finansmand George Soros – en forhadt syndebuk blandt mange nationalkonservative på begge sider af Atlanten.

Ifølge Tucker Carlson er Ungarn et land med ”renhed, orden, et åbensindet samfund, fravær af kriminalitet og beskyttelse af sin grænse”, som han sagde i en tale under sit besøg – underforstået at hans hjemland USA har mistet sådanne dyder.

Sund fornuft og anti-wokeness

I øjeblikket debatterer amerikanerne på hjemmefronten en omstridt lov i Florida, som i praksis vil forbyde alle skolelærere i de yngste klasser at tale om kønsidentitet eller seksuel orientering. I en anden sydstat, Texas, afsøger guvernøren mulighederne for at retsforfølge forældre, der hjælper deres transkønnede børn med at skifte køn.

Debatten har paralleller til Ungarn, hvor Orbáns regering sidste år gjorde det ulovligt at præsentere ungarske skolebørn under 18 år for lgbtq-materiale. Den omstridte undervisningslov skal nu til folkeafstemning på valgdagen næste søndag. Ungarn har desuden gjort det umuligt for homoseksuelle par at adoptere, ligesom ungarske transpersoner ikke længere juridisk kan skifte køn.

Den kristne amerikanske forfatter og debattør Rod Dreher, der for tiden opholder sig i Budapest for andet forår i træk, tolker det hele sådan, at ungarerne er blandt de eneste i Europa, der står fast i deres forsvar for de ting, som amerikanske konservative tror på. Han erkender, at han ikke bryder sig om den omfattende korruption i Ungarn, men ikke desto mindre tjener landet som inspiration for det slagne republikanske parti.

”Ungarn er bestemt ikke noget paradis – der findes intet paradis på jord – men det er Europas svar på Texas. Et sted, hvor sund fornuft hersker i en tid med overvældende wokeness,” siger Rod Dreher.

”Ungarerne er heldige at have en regering, der er så meget i øjenhøjde med almindelige menneskers synspunkter,” mener den 55-årige eksilamerikaner med rødder i delstaten Louisiana.

Et pusterum fra hjemmefronten

I det ungarske regeringsparti Fidesz har man nærmest været overvældet over interessen fra de konservative pilgrimme fra USA.

”Vi byder dem gerne velkommen,” siger András László, politisk rådgiver i Fidesz.

”De tilhører en gruppe, som rent politisk er mere eller mindre taberdømt hjemme i USA. Så de kommer hertil og føler, at de kan blive forstået og få nye idéer, og at nogle deler deres synspunkter,” forklarer han.

Men ifølge András László er det i virkeligheden ret meget op ad bakke for dem at rejse tilbage og ændre på det verdensbillede, som en stadig større del af amerikanerne abonnerer på.

”Lige så meget som det er en inspirationstur for de konservative amerikanere i Ungarn, er det nok også et slags pusterum for dem. Et sted, hvor de endelig bliver hørt,” siger Fidesz-rådgiveren.

Han fortæller, at Orbán og hans folk nyder opmærksomheden, og personligt ser han meget frem til CPAC-konferencen senere på foråret. Men András László ved også, at der på nogle punkter er store forskelle at spore.

”Synet på, hvorvidt staten skal blande sig i samfundet – for eksempel med socialpolitik, som Fidesz lægger stor vægt på – er meget forskelligt. De fleste konservative amerikanere vil helst have, at staten skal spille en så lille rolle som muligt, mens Fidesz har en anden holdning til det,” forklarer partiets politiske rådgiver.

Og så er der synet på Rusland. Her har Viktor Orbán i årevis haft et tæt forhold til Vladimir Putin og argumenteret for, at Vestens sanktioner og udskamning af Rusland ikke vil virke efter hensigten. Det samme har mange af de nationalkonservative amerikanere – ikke mindst Donald Trump, som engang kaldte Putin for ”et geni”.

Men hvor Orbán nu åbenlyst fordømmer Putins invasion af Ukraine og indtil videre støtter EU’s sanktioner mod Rusland, så er de amerikanske pilgrimme fanget i deres relativiserende retorik om Vestens og Putins bevæggrunde for krigen. Eksempelvis har Rod Dreher ikke været bleg for at vise sin foragt for Vestens militære støtte til Ukraine:

”Jeg er stejlt imod, at drenge fra Louisiana og Alabama kan komme til at risikere deres liv for at gøre Donbass til et trygt sted for kønsideologer og migranter,” som han skrev i magasinet The American Conservative dagen før invasionen.

Han har dog siden fordømt Putins invasion, men argumenterer fortsat for, at det er ”Vesten, der står ved en afgrund”.

Hjemme i USA står Demokraterne og Det Republikanske Parti for en gangs skyld sammen i deres tilgang til Ruslands krig, mens de udsendte nationalkonservative muligvis må forlænge deres eksil for at finde ny inspiration i Orbáns Ungarn.