Prøv avisen

Nogle amerikanske kvinder betaler for at blive fortalt, hvorfor de er racister

Den identitetspolitiske dagsorden er afgørende for mange amerikanere. Billedet er fra et "Keep Americe Great"-arrangement i Lexington, Kentucky. Foto: Yuri Gripas/Reuters/Ritzau Scanpix

Fænomenet ”Race to Dinner” oplever medvind i USA, hvor hvide kvinder vil forstå egen racisme. Dansk V-politiker kalder det ”identitetspolitisk nonsens”

Kunne du finde på at betale en god portion penge for et middagsselskab, hvor du skal erkende din egen indre racist? Det kan flere velhavende hvide kvinder i USA.

Fænomenet hedder ”Race to Dinner” (race til middag) og går ud på, at en hvid kvinde huser et middagsselskab for syv andre, ofte hvide kvinder. Under middagen udfordrer de to arrangører – Regina Jackson, der er afro-amerikaner, og Sairo Rao, som identificerer sig som indiansk amerikaner – de hvide kvinder til at acceptere deres racisme. Inden middagen har arrangørerne bedt kvinderne om at læse en bog om racisme, og efter middagen, hvor deltagerne har forliget sig med deres indre racist, er tanken, at de fremover skal arbejde for at nedbringe diskrimination i samfundet.

Middagen koster 2500 dollars, omkring 16.000 danske kroner, som enten bliver betalt af den, der holder middagen, eller fordelt mellem gæsterne. Trods den betragtelige pris er der afholdt 15 middage rundt omkring i USA i løbet af det seneste år.

Middagsdeltagerne er måske ikke dem, man mest oplagt vil karakterisere som racister i det amerikanske samfund. Kvinderne tilhører ofte Demokraterne, flere af dem har en partner, som ikke er hvid, og nogle har adopteret børn fra ikke-vestlige lande. Professor i ret og humaniora ved Københavns Universitet Helle Porsdam peger på, at betalingen kan være en form for bod, hvis man føler sig skyldig over at være en part i racekonflikterne.

”Der er rigtig mange diskussioner lige nu om, hvorvidt man skal sige undskyld og give erstatning til efterkommere af slaver. Det er gået op for amerikanerne igen-igen, hvor stor en del af deres fortid, der har at gøre med slaveriet. Det ligger stadig dybt i landets historie og den måde, de tænker på,” siger Helle Porsdam, der blandt andet underviser i amerikansk kultur og samfundsforhold.

Ifølge Mads Fuglede, USA-analytiker og folketingsmedlem for Venstre, skal ”Race to Dinner” ses som en del af den identitetspolitiske dagsorden, der længe har eksisteret i USA.

”USA har mere end noget andet land i verden, udover Sydafrika, et behov for en åben og ærlig diskussion om den forfærdelige måde, man har behandlet især afro-amerikanere og andre grupper, der ikke var hvide. Debatten er en meget vigtig del af landets udvikling, men der vil altid være tiltag, hvor det kammer fuldstændig over. Det er vi vidne til her. Jeg håber ikke, at den identitetspolitiske nonsens, som USA er ved at kvæle sig selv med for tiden, kommer herover,” siger Mads Fuglede.

Også professor ved Roskilde Universitet Rikke Andreassen, der blandt andet forsker i race og hvidhed, ser fænomenet som en del af den politiske udvikling i USA:

”Der er et øget fokus på især den personlige oplevelse af racisme. Det er udtryk for et civilsamfund, der selv forsøger at tage hånd om nogle af de raceproblematikker, hvor man de seneste år ser, at det offentlige system og regeringen ikke tager hånd om det,” siger hun, der ikke kan vurdere på, om tilsvarende fænomener vil dukke op herhjemme.

Selvom der også i Danmark har været debat om hvidhed og raceundertrykkelse i de senere år, blandt andet da hvide deltagere skulle gå bagerst i dette års pride -optog på Nørrebro i København, vurderer kultursociolog ved Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef, ikke, at fænomenener som ”Race to Dinner” vil rejse over Atlanten.

”Jeg tror ikke, at denne type af arrangementer kommer på mode i Danmark, fordi det danske samfund er blødere end det amerikanske. Vi har ikke haft et raceproblem i Danmark. Godt nok var Danmark indblandet i slavehandlen for mange år siden, men vi er i dag et samfund uden stærke modsætninger,” siger Mehmet Ümit Necef.

Ifølge ham er det som nation godt at kigge på sin historie med kritiske øjne. Alligevel mener han, at diskussionen om den såkaldte strukturelle racisme i det danske samfund ofte bliver forfejlet.

”Hver gang vi oplever det mindste, der kan virke diskriminerende i lovgivningen eller på arbejdspladser, diskuterer vi det som samfund. Men man kan ikke gøre fortidens slavehandel til en del af sin identitet i dag. Ellers kommer vi til at tale om 10. generations ofre eller gerningsmænd,” siger han.