Amerikanske præsidenter lever længere

Amerikanske præsidenters store arbejdspres forkorter ikke deres levetid, siger forsker. Tværtimod lever mænd i det høje embede ofte længere end de almindelige borgere

De seneste tre præsidenter i USA, Bill Clinton, George Bush og Barack Obama, kan forvente at leve længere end den gennemsnitlige amerikaner, mener forsker.
De seneste tre præsidenter i USA, Bill Clinton, George Bush og Barack Obama, kan forvente at leve længere end den gennemsnitlige amerikaner, mener forsker. Foto: SAUL LOEB Denmark.

Ved præsident Obamas 50-års fødselsdag i sommer, havde de grå hår fået overtaget. Alle var enige om, at præsidenten var blevet meget ældre at se på, siden han indtrådte i det stressfulde embede. Det fik en demograf til at undersøge sagen nærmere, og nu er hans konklusion klar.

LÆS OGSÅ: Alder skræmmer flere vælgere end hudfarve

S. Olshansky beregnede, hvor længe amerikanske præsidenter kunne forventes at leve og sammenlignede tallene med præsidenternes reelle levetid. Ud af 34 præsidenter, der døde af naturlige årsager, levede 23 af dem længere end mænd fra samme tidsperiode.

Blot fordi en præsident oplever en tilsyneladende accelereret ældning udadtil, betyder det ikke, at han vil dø hurtigere, forklarer Olshansky til Reuters, der er demograf ved University of Illinois i Chicago.

Faktisk var gennemsnitsalderen for de første otte præsidenter lidt under 80 år. Og det vel at mærke i en periode, hvor mænds forventede levetid ved fødslen var mindre end 40 år.

Årsagen skal ifølge Olshansky findes i præsidenternes adgang til god lægehjælp og effekterne af en højere uddannelse.

Om samme tendens gælder for danske statsministre, mangler endnu at blive undersøgt, men måske emnet nu finder sin forsker.