Analyse: Atom-aftale flækker Mellemøsten på tværs

Den midlertidige aftale om Irans atomprojekt slår revner i årtiers alliancer

"Det iranske atomprojekt har fra begyndelsen dybest set handlet om præstestyrets ønske om at blive talt til i øjenhøjde og ikke behandlet som en ekstremistisk pariastat," skriver Allan Sørensen, korrespondent i Mellemøsten. På billedet ses USA's udenrigsminister John Kerry, Tysklands  udenrigsminister Guido Westerwelle, Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius og Kinas udenrigsminister Wang Yi, den 24. november 2013.
"Det iranske atomprojekt har fra begyndelsen dybest set handlet om præstestyrets ønske om at blive talt til i øjenhøjde og ikke behandlet som en ekstremistisk pariastat," skriver Allan Sørensen, korrespondent i Mellemøsten. På billedet ses USA's udenrigsminister John Kerry, Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle, Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius og Kinas udenrigsminister Wang Yi, den 24. november 2013. Foto: Wang Siwei/ Denmark.

Mellemøsten bevæger sig i en retning, hvor forældre må forberede sig på at forklare deres børn, at USA og Saudi-Arabien engang havde en alliance. Eller i det mindste, at 2013 var året, hvor spillets regler i den konfliktramte region for alvor ændrede sig.

Den midlertidige aftale om Irans atomprojekt, der blev annonceret tidligt søndag morgen, sender to parallelle bølger gennem Mellemøsten. Den ene er frustrationens bølge, som er havnet i Israel, Saudi-Arabien og golflandene.

Den anden er forandringens og håbets bølge, som i øjeblikket skyller ind over Syrien, Iran, Irak og til dels Libanon.

LÆS OGSÅ: Hvert 10. offer i Syrien er et barn

For Iran markerer aftalen i Genève ikke kun landets genvundne evne til at blive taget alvorligt af verdens førende magter.

Det iranske atomprojekt har fra begyndelsen dybest set handlet om præstestyrets ønske om at blive talt til i øjenhøjde og ikke behandlet som en ekstremistisk pariastat.

Aftalen markerer også en historisk mulighed for Iran hvad angår ophævelse af sanktioner og præstestyrets mål om at blive tildelt en værdig rolle som regional magt, hvilket giver Iran større mulighed for at tilgodese sine interesser i regionen. Som for eksempel Hizbollah i Libanon, Assad regimet i Syrien og den indflydelse Iran har på regeringen i nabolandet Irak.

Set fra Vesten er aftalen først og fremmest en stabiliserende faktor. Den gør sandsynligheden for et angreb og en mulig krig med Iran meget fjern.

LÆS OGSÅ:
Iransk lov åbner for ægteskab mellem fædre og adoptivbørn

På papiret forhindrer den Iran i at gøre sig selv til en atommagt, og endelig forventer vestlige lande at kunne udnytte Irans nye status til at muliggøre en snarlig løsning på den syriske konflikt.

Selvom Syrien ikke har været en integreret del af Genève-forhandlingerne, er det tydeligt, at USA og Rusland begge mener, der er større chancer for en aftale nu, hvor Iran er med ved forhandlingsbordet. Iran har med rette tolket USAs uvilje til at straffe Syriens præsident Bashar al-Assad efter det kemiske angreb i august som et amerikansk signal om, at man prioriterer en aftale højere end brugen af militær magt. Også selvom der er tale om kompromisser, der skader USAs egen skræmmeevne.

For Israels og Saudi-Arabiens vedkommende er den vestlige optimisme og den mulige åbning for nye alliancer intet mindre end en kniv i ryggen. Begge lande mener i bedste tilfælde, at de krigstrætte vestlige lande med vilje har ladet sig føre bag lyset af Iran. De er overbevist om, at Iran, trods aftalen, bevæger sig mod det punkt, hvor præstestyret gør sig til en tærskelmagt.

Hverken Israel eller Saudi-Arabien tror på, at Iran vil opgive tanken om et militariseret atomprojekt, når man nu er så tæt på. Begge lande frygter, at Vesten på længere sigt vil være tilbøjelig til at vende det blinde øje til uregelmæssigheder i det iranske atomprojekt, så længe landet har en præsident, der kan betegnes som moderat og pragmatisk.

Men værst af alt ser begge lande deres vigtigste allierede tage skridt, der direkte skader deres interesser. For Israel og Saudi-Arabien er en mere central regional rolle for Iran lig med en opgradering af Hizbollah i Libanon. Det er indirekte med til at give Bashar al-Assad bedre kort på hånden i Syrien. Og det opfatter de som opskriften på langsigtet regional ustabilitet i form af et muligt atomkapløb, der vil finde sted, fordi ingen i regionen kan tillade sig den amerikanske luksus at rumme et præstestyre på tærsklen til at være en atommagt.

På den måde rummer aftalen både en destabiliserende og en stabiliserende faktor. Det stabile element afhænger i høj grad af Irans vilje til at efterleve aftalens forskellige punkter og de vestlige landes vilje og evne til at stå fast på, at eventuelle brud på aftalen vil få øjeblikkelige følger. Den ustabile faktor sniger sig for alvor ind det øjeblik en eller flere ting begynder at afvige fra planen og aftalen. Her vil både Israel og Saudi-Arabien, men især Israel, hælde til at tage ensidige og muligvis militære skridt, fordi man allerede nu føler, at hele problematikken omkring det iranske atomprojekt ikke har samme akutte karakter i Europa og USA.