Her kan du høre Kristeligt Dagblads Podcast, hvor journalist Johan Varning Bendtsen har været i Gøteborg og tale med ex-salifist Anas Khalifa om, hvordan han som ung blev radikaliseret, men nu har vendt ryggen til islamismen.
”Jeg er jeres ven. Jeg er som den bror, der giver jer et råd, når han ser, I gør ting, der er dårlige for jer,” messer Anas Khalifa ud gennem det kulsorte skæg.
Svensk-egypteren er iført traditionel islamisk klædedragt. Bag ham står rækker af bøger med arabiske bogstaver, og gardinerne er trukket for.
”Er du retfærdig og god, har Allah en plads til dig. I Paradis findes 100 niveauer kun til dem, der har udført jihad for Allahs skyld.”
Børnene, der sidder på gulvet rundt om Anas Khalifa, følger ham nøje.
”Det største, du kan ofre, hvad er det?”, spørger prædikanten, mens han ser tilhørerne i øjnene og hæver stemmen.
”Det er dit liv! Dit liv, det er det største, du kan ofre.”
”Allahu akbar!” lyder svaret prompte.
Sekvensen stammer fra dokumentaren ”Det svier i hjertet” fra 2007, hvor den svenske filmskaber Oscar Hedin følger unge skandinaviske muslimer, der drømmer om hellig krig.
Anas Khalifa var i begyndelsen af 20’erne, da filmen blev optaget. Siden har han holdt hundredvis af lignende forelæsninger.
Gennem små to årtier har den nu 38-årige Khalifa været en afgørende del af et radikaliseret, svensk undergrunds-miljø, de færreste kendte til.
Den anerkendte jihadisme-forsker Thomas Hegghammer har kaldt Khalifa for ”Sveriges potentielt mest indflydelsesrige, radikale islamist-forelæser”.
Han har været på efterretningstjenestens radar i årevis, og i juli 2021 blev svensk-egypteren også et samtaleemne ved de svenske køkkenborde. I et interview med mediet Doku bekendtgjorde Anas Khalifa nemlig, at han havde forladt salafismen – en tekstnær og fundamentalistisk udgave af sunni-islam.
”Salafismen er som en cancer. Og grunden til, at jeg anvender ordet cancer, er, at det kommer indefra. Canceren findes inden i det muslimske fællesskab. Overalt,” sagde han i interviewet.
Anas Khalifa understregede samtidig, at han fortsat var muslim, men at han havde brudt med de ekstremistiske miljøer og den bogstavtro tolkning af religionen.
”Der findes Islamisk Stat og bin Laden, og der findes de her bløde og venlige salafister. Men det er præcis samme sag. Det er samme ideologi, der kommer samme sted fra.”
Anas Khalifas brud gav fra den ene dag til den anden almindelige svenskere indsigt i et parallelsamfund meget langt fra folkehjemmets idealer.
Det store spørgsmål er nu, hvorfor manden, som unge svenske muslimer konsulterede, når de drømte om hellig krig, pludselig er vendt 180 grader? Og om man overhovedet kan stole på et menneske, der for få år siden fejrede terrorangrebene på Charlie Hebdo? Kristeligt Dagblad er taget til Göteborg for at mødes med en af Skandinaviens mest indflydelsesrige hadprædikanter gennem de seneste to årtier.
Egyptiske Annika
Historien om Anas Khalifa tager sin begyndelse i Egypten i 1983. Familien tilhørte Kairos øvre middelklasse, men da faderen, der arbejdede for politiet, stadigt oftere blev presset til ting, han ikke kunne stå inde for, besluttede familien i 1989 af tage flugten til et koldt land langt mod nord.
”I begyndelsen fyldte det rigtig meget for mine forældre, at vi skulle blive en del af Sverige, så de gav mig og mine søstre svenske navne. Jeg hedder Mats til mellemnavn, og min ene søster hedder Annika,” fortæller Anas Khalifa.
Anas’ far gik kun sporadisk til fredagsbøn, og for teenagesønnen var religiøs fromhed fuldstændigt fremmed. Og faktisk var det lidt af en tilfældighed, der førte til Anas Khalifas egentlige radikalisering.
Han havde altid holdt af musik, og en af hans yndlingsbeskæftigelser var at overspille gamle kassettebånd med amerikansk gangsterrap. Som så ofte før spurgte han en dag sin mor, om han måtte få nogle brugte bånd til formålet. Det måtte han, sådan var det altid, men denne gang var noget anderledes.
Anas Khalifas værelse var fyldt med billeder af basketballstjerner og store højttalere, der hidtil havde spillet rapmusik. Men det gjorde de ikke den dag.
”Hvorfor beder du ikke? Allah har gjort alt for dig, og så vender du ham ryggen!” tordnede stemmen fra båndet.
Teenageren fik et chok.
”Hele rummet blev fyldt af den her stemme, der skreg anklager ud. Jeg blev så bange, at jeg slukkede igen. Men da var der allerede sket noget inden i mig, og senere samme aften satte jeg det på igen og hørte det fra start til slut. Og fra den dag begyndte jeg at bede.”
Hos Anas opstod et brændende ønske om at møde prædikanten fra kassettebåndet, og moderen fik etableret kontakt til den egyptiske imam. Ved årtusindeskiftet rejste familien til Egypten.
”Det var ikke planen, at jeg skulle være der særligt længe, men jeg endte med at blive i moskéen i 29 dage. Det var her, jeg første gang stødte på salafismen,” fortæller Anas Khalifa.
Imamen hed Muhammad Hussein Yacoub og havde millioner af tilhængere. ”En salafistisk Justin Bieber”, som folk var villige til at dø for.
”Han blev en sektleder for mig. Sagde han et, og min far noget andet, ville jeg følge imamen. Uden tvivl.”
Hiphop-garderoben blev skiftet ud med lange, hvide gevandter, og Anas Khalifa lærte Koranen udenad. En dag bød imamen ham op på sit kontor.
”Anas, du kommer til at repræsentere islam i Sverige. Det er din opgave nu,” lød beskeden.
Kalifatet på gymnasiet
Tilbage i Sverige flyttede Anas Khalifa til Göteborg. Det var i sensommeren 2001, og den svensk-egyptiske teenager begyndte at missionere i stor stil. Også på gymnasiet i Göteborg, hvor der var mange muslimer, så Anas Khalifa sit snit til at sprede budskabet.
”I starten var vi bare et par stykker, der bad sammen. Men flere kom til, og under ramadanen holdt jeg fællesbøn for 60 elever. Vi jokede med, at vi havde indrettet vores eget lille kalifat, en svensk sharia-zone,” fortæller Khalifa.
”Jeg syntes jo, det var fedt. Folk så op til mig. Men i bagklogskabens lys var det jo helt sygt. Og skoleledelsen stod bare og så på. De vidste ikke, hvad de skulle stille op. Jeg gik med turban og nægtede at give hånd til studievejlederen, fordi hun var kvinde.”
Den afhoppede islamist tager en tår af sin kaffe. Den er kold, han har talt uden pause i tre kvarter.
”Så snart du bliver en del af de her miljøer, får du at vide, at det er haram (forbudt, red.) at være sammen med kristne eller jøder. Og når imamen siger det til unge mennesker, så har det den effekt, at de afskærmes fra resten af samfundet. Både fysisk og mentalt,” siger han.
”Lige pludselig sidder du som 17-årig og lytter til en gut i Saudi-Arabien, der fortæller, at kvinder ikke må køre bil. Og så tager du den tankegang med til Sverige. Lader stille og roligt den fundamentalistiske verdensopfattelse sive ud og brede sig. Det er en gift, en cancer, der spreder sig blandt unge muslimer, som tvinges til at vælge mellem deres forældre og den fundamentalistiske udlægning af religionen.”
Anas Khalifa var ambitiøs. Han ville præsentere den rette lære for de uvidende skandinaver, kontaktede moskéer, foreninger, skoler, ungdomsklubber, holdt foredrag, gjorde alt gratis og lod ringene sprede sig i vandet. 10-15 undervisninger om ugen. På kryds og tværs af Sverige. Særligt de unge lyttede, for her var en, der talte deres sprog og beherskede de sociale koder.
Reddet af fængslet
Op gennem 2000’erne fik Anas Khalifa status som en kontroversiel figur i Sverige. Flere svensk-somaliere rejste til Afrikas Horn for at tilslutte sig militante grupperinger, og i 2011 vendte den syriske borgerkrig op og ned på livet i de svenske forstæder. Unge mænd og kvinder tilsluttede sig kampen mod Bashar al-Assad og sidenhen for et kalifat. Nu blev den væbnede jihad også for alvor en del af Anas Khalifas liv.
”Jeg fungerede som en slags indgangsport. De kom til mig og blev radikaliseret, og så gik de videre. Nogle sagde, at de ville rejse til Syrien eller Irak eller Somalia og spurgte så, hvad jeg syntes. Bad om min velsignelse. Men jeg har altid været enormt forsigtig og aldrig stolet på folk. Selvom jeg syntes, det var godt, de tog af sted. Jeg var stolt af dem. Så jeg vidste, hvordan tingene foregik, men jeg har aldrig været involveret i at købe billetter eller sådan noget.”
Opfordrede du selv til, at folk tilsluttede sig militante bevægelser?
”Aldrig direkte. Jeg har altid været nervøs for selv at havne i problemer. Og for mig handlede jihad ikke om blod eller krig, det handler om noget andet. Men jo, jeg føler da et eller andet sted en skyld over, at andre rejste. Mange af dem var jo mine elever.”
Overvejede du selv at rejse?
”Jeg tror, jeg elskede livet for højt.”
Mens Islamisk Stat var på vej frem, tog Anas Khalifas liv et stort skridt tilbage. Som følge af en stor momsbedrageriskandale om handel med elektronik, hvor staten blev snydt for mellem 20 og 25 millioner kroner, havnede han i fængsel fra 2013 til 2015.
”Men jeg er faktisk overbevist om, at fængslet blev min redning. Det var i de år, Islamisk Stat for alvor fik fat, og terroren blev værre og værre. Og havde jeg ikke siddet i fængsel, så var jeg måske selv taget af sted. Allah beskyttede mig nok lidt,” siger han.
”Det var også i fængslet, jeg ændrede mit menneskesyn. Det var første gang i mit liv, at jeg havde ikke-muslimer helt tæt på. Før havde jeg betragtet dem som dyr, men nu begyndte jeg at holde af mennesker, som ikke var muslimer. Det var en helt ny følelse, og når Allah pludselig gav mig de følelser, så måtte det jo betyde, at jeg skulle ændre mig.”
Da Anas Khalifa vendte tilbage til livet uden for murene i 2015, handlede alt om krigen i Syrien og Irak.
”Hvem holder du med?” ville folk vide, når han var nede at handle. ”Islamisk Stat eller Jabhat al-Nusra?”
”Det var fuldstændig, som om de spurgte, om man var Real Madrid- eller Barcelona-fan.”
Afhoppet
I 2018 holdt Anas Khalifa sin sidste forelæsning. I fængslet var sået et frø af tvivl i ham.
”Og min aha-oplevelse kom året efter, i 2019.”
Som så ofte før surfede han på nettet efter islamistisk indhold med svar på de spørgsmål, han fik fra folk på sine egne kanaler på sociale medier.
”Og pludselig faldt jeg over en kendt Youtube-salafist, der udfordrede nogle af de ting, jeg troede var sandheder.”
”Han var en enormt respekteret mand, og han sagde, at en masse af de ting jeg havde lært, var forbudt, i virkeligheden var tilladt. Og at beviset fandtes i bøgerne. Jeg forstod det ikke, og så gik jeg hjem og åbnede mine egne bøger – hvilket jeg aldrig havde gjort før, for det er forbudt at læse for meget inden for salafismen, fordi man risikerer at fejltolke teksterne. Men der kunne jeg jo se, at manden havde ret. Og da jeg så gik på Youtube igen, havde den næste video, som dukkede op, titlen ’Hvorfor jeg forlod salafismen’.”
Anas Khalifa sad klistret til skærmen. Så video efter video, hvor den lærde mand uddybede sin beslutning.
”Jeg var i chok! At forlade salafismen svarede i mine øjne til at forlade islam. Hvordan kunne man frivilligt opgive sandheden? Men jeg så jo med mine egne øjne, at han afslørede salafisternes løgne. Jeg blev vred og følte, at min ungdom var blevet stjålet fra mig. Og dernæst følte jeg skam over at have været med til at bære brænde til bålet. Pludselig kunne jeg se, at den form for islam, som flertallet af muslimerne følger, var den normale, og at jeg havde levet i en boble. ”
De efterfølgende år ændrede Anas Khalifas holdninger sig gradvist. Og i 2021 vinkede han endeligt farvel til ekstremismen og bad om tilgivelse for at have ledt folk på vildspor. Først på sin egen Youtube-kanal, sidenhen i et interview med netmediet Doku, der dækker jihadistiske miljøer i Sverige.
Hvordan reagerede folk på dit afhop?
”Jeg modtog trusler og fik en kontaktperson hos politiet. Men jeg får også mange henvendelser fra folk, der selv vil hoppe af, og andre, som bare er taknemmelige for, at jeg er blevet normal.”
Anas Khalifa har ordet i sin magt. Gennem to årtier har han manipuleret unge ind i en verden af mørke og vold. Siden er den militante islamisme begyndt at møde større modstand, hjemvendte IS-krigere er havnet i problemer, og myndighederne har i stigende grad interesseret sig for dem, der har prædiket steder, hvor fremmedkrigerne kom.
Hvordan kan man vide, om man kan stole på dig? At du ikke vender salafismen ryggen, fordi det nu er opportunt?
”Mit bedste argument er, at jeg har alt at tabe og stort set intet at vinde ved det her. Derfor stoler jeg på mig selv, og så kan jeg kun håbe, at andre også gør det. Så sjovt er det jo ikke at blive truet på livet og flytte sine børn til en ny skole.”
Alle kan blive radikaliseret
Anas Khalifa nipper til eftermiddagens tredje cortado og hilser på stedets ejer, som passerer vores bord. Caféen er italiensk og åbnede i 2019. Det hidtil hårdeste år i Anas’ liv. Det var her – en kort køretur fra Göteborgs udsatte nordøstlige forstæder – at han sammen med hustruen diskuterede, tvivlede og traf beslutningen om, at salafismen skulle være fortid.
”Når vi havde afleveret børnene, kørte vi hertil og snakkede. Den ene dag græd jeg, den næste gjorde hun. Det var her, vi besluttede at hive børnene ud af deres muslimske friskole, og det var her, vi bestemte, at jeg skulle offentliggøre min beslutning. Og fordi caféen sælger alkohol, var vi sikre på, at vi ikke mødte nogen fundamentalister. ”
I dag er Anas Khalifa lettet. Men han forstår, at mange har svært ved at tilgive ham. Og han angrer, selvom han insisterer på, at billedet af prædikanten med blod på hænderne er mere nuanceret end som så.
”Der er ingen tvivl om, at jeg har begrænset menneskers frihed. De ting, jeg sagde og gjorde, de råd, jeg gav, betød, at mange mennesker ikke har gjort det, der var bedst for dem,” siger han.
”Og jeg har også radikaliseret folk. Unge mennesker, som har været hos mig og efterfølgende er draget i krig eller har begået forbrydelser hos Islamisk Stat. Unge mennesker, der kom til mine forelæsninger og efterfølgende blev jihadister. Men det er ikke kun min skyld. Jeg siger ikke, at jeg ikke har noget ansvar, jeg siger bare, at folk også selv har et ansvar. ”
I debatten om både bandekriminalitet og radikalisering peger mange på segregeringen i de svenske betonforstæder som en del af forklaringen.
”Det er klart, at parallelsamfundene letter radikaliseringen. De unge i de belastede områder, som har dysfunktionelle familier og savner anerkendelse og autoriteter, de havner lettere i dårlige miljøer,” siger han.
”Men hvem som helst kan blive radikaliseret. Jeg har siddet med unge svenskere med veluddannede forældre og en opvækst i villakvarterer, men hvor internettet blev vejen ind i fundamentalismen. Alle mennesker har spørgsmål om livet, og når der sidder karismatiske og manipulerende prædikanter klar, så er risikoen til stede. Overalt. Jeg manglede hverken en faderfigur eller penge. Jeg manglede svar.”
Så hvordan modvirker man i dine øjne radikaliseringen bedst muligt?
”Der må findes en modvægt. De metoder, jeg brugte til at radikalisere, må de gode kræfter også bruge. Bare med omvendt fortegn. At omgås salafister er som at omgås narkohandlere, og derfor handler det om at være til stede, være opsøgende, tilbyde svar og støtte. Både i moskéerne, i ungdomsklubberne, i skolerne og ikke mindst på internettet. Så tror jeg på, at det kærlige budskab vil vinde til sidst,” siger Anas Khalifa.