Glæden var forståelig hos Barack Obama, da han i går blev sikker på, at han havde genvundet præsidentposten i USA. Alene genvalg er en præstation taget i betragtning, at blot omkring en tredjedel af de amerikanske præsidenter har siddet to fulde perioder. Skal man tro amerikanske historikere, burde Obama dog måske snarere have været bekymret end begejstret.
Erfaringen er nemlig, at den anden præsidentperiode sjældent lykkes særlig godt. Nogle amerikanske kommentatorer taler ligefrem om den anden periodes forbandelse. Et udtryk, som rækker helt tilbage til USAs første præsident, George Washing-ton, der i sin anden embedsperiode fra 1793 til 1797 måtte sætte militæret ind mod skattenægtere i Pennsylvania, balancerede på kanten af en krig med Storbritannien og var nødt til at tvinge sin udenrigsminister, en livslang ven, til at trække sig tilbage.
LÆS OGSÅ: Ehrenreich: At blive genvalgt var den lette del af Obamas opgave
Ifølge Alfred J. Zacher, forfatter til bogen Trial and Triumph Presidential Power in the Second Term (Forsøg og triumf præsidentens magt i anden periode), er det kun lykkedes for godt en håndfuld af de hidtil 45 amerikanske præsidenter at få en hæderlig anden periode. Han skriver i en kommentar i netavisen Huffington Post, at ud af de 19 præsidenter, der er blevet genvalgt, har de 12 haft en problematisk eller ligefrem mislykket anden periode.
De fleste præsidenter fejler i deres anden periode, lyder Zachers dom.
Richard Nixon, som blev fældet af Watergateskandalen i sin anden periode, er det mest markante eksempel på en anden periode, der går galt, hvis man ser helt bort fra de præsidenter, der tragisk blev skudt eller døde af helbredsmæssige årsager. Derudover finder man blandt andre Harry Truman, der forlod posten som en af de mest upopulære præsidenter efter at have indledt Koreakrigen; Dwight Eisenhower, der oplevede en bestikkelsesskandale hos sin stabschef og måtte indrømme spionage mod Sovjetunionen; og i nyere tid blev anden periode langtfra en dans på roser for Obamas forgænger, George W. Bush, der først måtte konstatere, at beredskabet svigtede totalt under orkanen Katrina og derefter se økonomien kollapse og i øvrigt ikke havde held til at få en stor socialpolitisk reform igennem. Selv Ronald Reagan, der samlet set betragtes som en stor præsident, fik ridser i lakken i sin anden periode på grund af Iran-Contra-skandalen.
Det britiske magasin The Economist refererer H.W. Brands, professor i historie og regeringsførelse ved Texas Universitet, for at sige, at selvom de præsidenter, som eftertiden vurderer som store præsidenter, alle har siddet to perioder, er det ikke deres anden periode, der har skaffet dem det positive eftermæle. På trods af en udbredt formodning om, at en genvalgt præsident omsider er fri til at være den præsident, han gerne vil, fordi han for første gang ikke skal tænke på at blive valgt (eller genvalgt), viser historien, at det typisk ikke er sådan, det fungerer.
Præsidentembedet er en benhård opgave. Hvis en præsident sidder i en periode, bliver han betragtet som en fiasko eller i hvert fald som mindre succesfuld end en med to perioder. Men stort set alle præsidenter har stået over for kæmpemæssige problemer i deres anden runde, skriver historikeren Don Keko på den amerikanske nyhedsside examiner.com.
Robert Dallek, forfatter og professor emeritus ved Boston Universitet med speciale i amerikanske præsidenter, er enig i sine kollegers vurdering. Han har tidligere over for avisen USA Today peget på, at det er politisk hovmod kombineret med en stræben efter et stort historisk eftermæle, der er skyld i, at det langt oftere går galt i de sidste fire år end i de første fire.
Anden gang indfinder der sig en form for hybris. Præsidenterne søger en plads i historien og føler sig mindre begrænset af politiske overvejelser, mener han.
Men det er netop i den manglende evne (og vilje) til politisk samarbejde, at risikoen ligger, skriver Alfred J. Zacher:
Den allervigtigste årsag til, at den anden periode er mislykket, har været præsidenternes manglende evne til at samarbejde med Kongressen. Otte af de genvalgte præsidenter har stået over for problemer eller fejlslagne anden perioder som direkte resultat af den årelange kamp mellem Kongressen og Det Hvide Hus.
Hvorvidt Barack Obama vil gå over i historien som en af de få præsidenter, der får mere succes i sin anden periode end den første, kan kun blive et gæt på nuværende tidspunkt, men flere danske USA-eksperter tror på, at han har en reel chance for at bryde forbandelsen. De hæfter sig ved, at Obama er nødt til at indgå kompromiser, hvis han vil skabe resultater.
Det er en meget snæver sejr, Obama har vundet, og derfor er hans politiske kapital begrænset. Han skal få det politiske samarbejde til at fungere, hvis han gerne vil skaffe sig det eftermæle, han helt sikkert har ambitioner om. Og selvom et genvalg ikke er nogen garanti for, at man får det nemmere, åbner det i hvert fald for den mulighed, at man kan fokusere på det politiske uden at skulle tænke på sit genvalg, siger Jorn Brøndal, lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet.
Kasper Grotle Rasmussen, ekstern lektor ved CBS, Handelshøjskolen i København, og ph.d. i amerikansk historie, vurderer også, at Obama er parat til kompromiser.
Der er udrettet så lidt de seneste to år, fordi Det Hvide Hus og Kongressen ikke har kunne samarbejde. Hvis der skal ske noget, skal det være nu. Obama kan ikke tillade sig at vente. Hvis først han kommer på den anden side af 2014, går der valgtaktik i den igen. Det ved han godt. Obama har brug for en stor samlende aftale om økonomien nu, siger han.
Det bliver de næste to år, der kommer til at afgøre, om Obama skriver sig ind i historien som en stor præsident. Det er der, han har chancen, mener han.
