Corona? Nej, flere i Afrika vil dø af andre sygdomme

Års fremskridt i kampen mod hiv, tuberkulose og malaria i Afrika og Asien kan være tabt, advarer global fond. Sundhedsklinikker i Afrika kan bryde sammen under coronapres

I flere afrikanske lande bliver "traditionelle dræbersygdomme" glemt i coronaens skygge.
I flere afrikanske lande bliver "traditionelle dræbersygdomme" glemt i coronaens skygge. . Foto: Zohra Bensemra/Reuters/Ritzau Scanpix.

Coronapandemien har ad flere omgange lukket lande over hele verden ned og på globalt plan krævet mindst tre millioner dødsofre. Som om det ikke er nok, er pandemien også skyld i, at års fremskridt i kampen mod sygdomme som hiv, tuberkulose og malaria nu kan være tabt. Det konkluderer Den Globale Fond, som er verdens største bidragyder i kampen mod netop hiv, tuberkulose og malaria i en ny rapport, der ud fra tal fra 502 sundhedsklinikker i 32 lande i Afrika og Asien fastslår, at pandemien har haft en massiv negativ effekt på indsatsen mod de tre sygdomme.

”I kampen mod hiv er vi blevet slået tilbage. Med hensyn til malaria står vi over for en reel risiko for en stigende dødelighed. Og mange af de fremskridt, vi har gjort i arbejdet med at opspore mennesker med tuberkulose, er tabt. Det er hævet over enhver tvivl, at vi vil se flere dødsfald fra hiv, tuberkulose og malaria fremover som en konsekvens af coronapandemien,” siger Peter Sands, administrerende direktør i fonden, i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, er helt enig i de konklusioner.

”Vi oplever i vores programmer rundt om i verden, at de lokale klinikker er ved at bryde sammen under presset fra både covid-19 og af, at folk ikke kan blive vaccineret og behandlet, fordi al fokus er på covid, og man ’glemmer’ de traditionelle dræbersygdomme i Afrika. I det øjeblik, man gør det, stiger antallet af indlagte, syge og døde også,” siger Anders Ladekarl, der kalder tallene i Den Globale Fonds rapport for ”dramatiske”.

Ifølge rapporten, der dækker perioden fra april til og med september 2020, er der udført 41 procent færre hiv-tests i landene sammenlignet med samme periode året før. Antallet af malaria-diagnoser gik ned med 31 procent, mens antallet af personer, der blev henvist til at blive undersøgt for tuberkulose, faldt med næsten 60 procent.

”Det er fint, at Danmark har givet flere penge til Covax (et initiativ, der skal gøre vacciner mod covid-19 tilgængelige for risikogrupper og sundhedspersonale i lav- og mellemindkomstlande, red.). Det er en del af vejen. En anden del af vejen er værnemidler. Baggrunden for tallene er jo, at folk ikke tør gå nogen steder hen for at blive testet, eller at de ansatte ikke tør teste folk, fordi de ikke har tilstrækkelige værnemidler," siger Anders Ladekarl.

Manglen på værnemidler og tests er ifølge rapporten især et problem i Afrika, hvor under halvdelen af klinikkerne har nok beskyttelsesudstyr til medarbejdere. Samtidig var kun 11 procent af klinikkerne i stand til at udføre en hurtigtest for corona, mens tallet for den mere pålidelige PCR-test var 8 procent. Det peger frem mod en andet problem, mener Dansk Røde Kors’ Anders Ladekarl.

”På længere sigt er der behov for, at sundhedskapaciteten i landene i al almindelighed bliver udviklet. Den nuværende situation viser, hvor sårbare de her samfund er, og hvor svage sundhedssystemerne er. Det er også noget af det, vi opfordrer til, at man kigger nærmere på i den danske udviklingsstrategi, at sundhedssystemet er en akilleshæl for hele verden. Hvis vi ikke får Afrika med, så ligger mutationerne bare og roterer rundt på kontinentet, og så kommer der på et tidspunkt en 180 graders vending, hvor vi skal starte forfra. Så vi har alle en interesse i, at sundhedssystemerne i Afrika bliver bedre,” siger han.