Andrés har vendt sit kriseramte land ryggen: Alle mine venner har forladt Venezuela

Flere end en million er flygtet fra Venezuela siden 2015. ”Jeg kunne ikke få et godt liv med familie og arbejde, hvis jeg var blevet,” siger Andrés Alejandro, som nu bor i Uruguay. Alle hans venner har også forladt deres hjemland, hvor der i morgen afholdes præsidentvalg

Sammen med flere end en million andre venezuelanere har Andrés Alejandro forladt sit hjemland. Han drømmer om en dag at vende hjem. På vandrehjemmet i Montevideo, hvor Andrés Alejandro arbejder, er de fleste af hans kolleger ligesom ham fra Venezuela. –
Sammen med flere end en million andre venezuelanere har Andrés Alejandro forladt sit hjemland. Han drømmer om en dag at vende hjem. På vandrehjemmet i Montevideo, hvor Andrés Alejandro arbejder, er de fleste af hans kolleger ligesom ham fra Venezuela. – . Foto: Simon Johansen.

Andrés Alejandro har bekendtskaber over det meste af kloden. Hans bedste ven bor i USA, to tidligere klassekammerater har slået sig ned i Argentina, en veninde bor i Spanien, og en studiefælle forskanser sig i Brasilien. Det er der nu ikke noget usædvanligt ved, når man som Andrés Alejandro er født og opvokset i Caracas, hovedstaden i det kriseramte Venezuela i Sydamerika, som i morgen går til præsidentvalg.

”Alle unge mennesker tænker på at forlade Venezuela. Siden jeg begyndte i gymnasiet, har jeg overvejet det, og det samme gælder for samtlige af mine venner,” siger den 26-årige venezuelaner, som selv er flyttet over 7500 kilometer mod syd til Uruguays hovedstad, Montevideo.

Den venezuelanske udlængsel er ikke et nyt fænomen. Tværtimod.

Folkevandringen begyndte allerede, da den nu afdøde Hugo Chávez i 1999 vandt præsidentvalget i det olierige land, der dengang blev betragtet som et af kontinentets rigeste. Men rigdommen var forbeholdt de få, og Chavez’ socialistiske budskaber resonerede blandt en voksende gruppe af fattige. Tusindvis af velhavende venezuelanere rejste væk, mens Chávez gradvist fjernede de demokratiske institutioner og styrede landets økonomi mod afgrunden.

Chávez ville skabe en socialistisk revolution og kørte et ideologisk korstog mod Vesten. Mens oliepengene væltede ind, nationaliserede han stort set alle sektorer og gjorde det praktisk talt umuligt for private virksomheder at drive forretning i Venezuela. Men staten tjente kun penge ved at sælge olie. Hverken dengang eller i dag er der andre sektorer, der nævneværdigt bidrager til landets indtægter. Strategien gik nogenlunde, så længe oliepriserne var høje, og Chávez kunne importere basale fornødenheder som fødevarer og medicin. Men da Chávez døde i 2013 og efterlod præsidentposten til arvtageren Nicolás Maduro, begyndte den socialistiske illusion at briste. Priserne på olie styrtdykkede til det halve, og Chávez’ oliepenge var allerede brugt.

Supermarkeder og apoteker er i dag så godt som rømmet for mad og medicin, som olien tidligere betalte for. De få varer, som supermarkederne i dag tilbyder, står folk i lange køer for at betale overpriser for. En inflation på over 1000 procent har suget værdien ud af den venezuelanske møntfod. Venezuelanerne har penge. Men pengene er intet værd.

Drømmen om en socialistisk revolution har forvandlet sig til et diktatorisk mareridt, og desperate venezuelanere flygter nu fra sult og skyhøje mordrater.

Det er ikke længere kun de bedrestillede, der søger væk. Flere end en million venezuelanere har siden 2015 taget flugten og lever nu som migranter i andre lande i især Sydamerika, men også i USA og Europa. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, vurderer, at 10 procent af Venezuelas omkring 31 millioner indbyggere vil have forladt landet inden udgangen af i år.

Andrés Alejandro gnider sig i øjnene, træt efter en nattevagt som receptionist på et vandrehjem i et fredeligt kvarter i Montevideo. Den uruguayanske hovedstad har været hans hjem i godt et halvt år.

Han er trukket i en sort blazer og er trådt ud i vandrehjemmets baghave for at ryge en cigaret. Det er en skyfri og stille morgen. Kun tre personer er indkvarteret i det toplansrækkehus, som udgør vandrehjemmet, så Andrés Alejandro er ene mand på den solbeskinnede terrasse, som består af en europalle og fire skamler.

Han hælder varmt vand fra en termokande over sin mate, Uruguays te-lignende nationaldrik, inden han begynder at fortælle om sine sidste dage i Caracas.

I den venezuelanske hovedstad er farvelfester en lige så almindelig social begivenhed som bryllup, barnedåb og runde fødselsdagsfester. Kammerater samles, de spiser, går i byen, og de helt nære venner følger den rejsende ud til lufthavnen for at sige et sidste farvel.

Sådan forløb det ikke helt for Andrés Alejandro.

”Jeg var for sent ude. De fleste af mine venner var allerede rejst. Jeg havde besøg af min sidste barndomsven. Vi røg et par cigaretter og drak et glas rom og talte om gamle dage. Vi prøvede at nyde vores sidste tid sammen, for der er ingen, der kan sige, om eller hvornår vi kommer til at se hinanden igen.”

Selvom Andrés Alejandro allerede i gymnasiet drømte om at forlade Venezuela, besluttede han at tage en universitetsuddannelse først.

”En universitetsgrad kan åbne døre over hele verden,” siger han.

Da han var færdig med uddannelsen som grafisk designer, rejste han til Portugal for at fejre det. Det var i 2014, året efter Hugo Chávez’ død. Da Andrés Alejandro vendte hjem, ”var det, som om nogen havde sat ild til Venezuela”, erindrer han.

Venezuelanerne havde fået nok af den uduelige regering og strømmede ud i gaderne i tusindtal. Maskerede demonstranter med hjemmelavede slangebøsser kastede sten og molotovcocktails mod præsidentens riffelbevæbnede mænd. Opstanden endte i næsten 4000 anholdelser, og snesevis af mennesker mistede livet.

Urolighederne gjorde det sværere at forlade landet for Andrés Alejandro. For han blev tilbudt et arbejde. For regeringen.

”Det stred imod mine principper, men min mor bad mig se det som en mulighed for at lære, hvordan den store propagandamaskine virker indefra.”

Så han takkede ja til jobbet som grafisk designer for en statsejet virksomhed, som står for cementproduktion. Som årene gik, forværredes situationen yderligere, protesterne tog til, og fra sit kontor i centrum af Caracas, optøjernes epicenter, blev han øjenvidne til blodige sammenstød af voldsommere karakter, end da han vendte hjem fra Portugal: Hundredvis af mennesker blev dræbt, mens regeringen mistede kontrol over situationen i landet.

”Kriminaliteten eskalerede. I dag har forbryderne ingen hæmninger. De røver dig ved højlys dag, uanset om gaderne er befærdede, eller om du befinder dig i et pænt kvarter. De er ligeglade. Og sådan er det over hele byen,” fortæller han.

Protesterne strakte sig over flere måneder, og dagligt så han, hvordan politiet skød med skarpt efter demonstranter, mens hans kolleger kiggede den anden vej.

”Jeg kan ikke udstå folk, der arbejder i det offentlige. De mennesker udnytter systemet og er en del af problemet i Venezuela. Så længe de får deres gode løn og deres velfærd, er de ligeglade med, hvordan den almindelige venezuelaner har det,” mener Andrés Alejandro.

Det er ikke en opfattelse, han står alene med. Venezuelas caribiske planøkonomi bliver ofte kritiseret for at have skabt en mentalitet hos medarbejdere i det offentlige, hvor man ikke behøver at yde nogen service og sagtens kan arbejde med mindst mulig energi, uden at det får konsekvenser.

Selvom han elsker sit land, mærker man tydeligt, at den unge venezuelaner har et problem med de mennesker, som gav Hugo Chávez magten:

”Når man bor i Venezuela, lærer man, at menneskets dumhed er grænseløs. Siden Chávez kom til magten, har eksperter sagt: ’Denne person vil styrte landet i grus og smadre økonomien så fuldkomment, at skaden ikke kan udbedres’. Eksperter har sagt det i årevis! Men hvad sker der? Befolkningen blev ved med at støtte op om Chávez. Venezuela står i denne situation, fordi folket lod det ske,” mener Andrés Alejandro, som heller ikke har meget positivt at sige om den nuværende præsident, Nicolás Maduro.

”Ingenting har forandret sig under Maduro. Han følger bare den plan, som Chávez lagde for ham.”

Under de tiltagende protester begyndte Andrés Alejandro at føle sig som en hykler. Han arbejdede jo selv for regeringen.

”Så jeg sagde op og begyndte at forberede min exit. Det kunne ikke blive ved,” siger han og fik mulighed for at rejse takket være et lån fra en ven.

”Jeg havde læst meget om Uruguay. Det er det sikreste land i Latinamerika. Økonomien er stabil, her er ytringsfrihed og et godt demokrati. Desuden har jeg en ven her, som kunne skaffe mig husly og et job som nattevagt på vandrehjemmet.”

Regeringen i Uruguay gør det let for venezuelanere, som til gengæld oplever at blive sendt retur fra nabolandet Colombia, hvor situationen er kaotisk. Da Venezuela fortsat er medlem af Unasur, en sydamerikansk pendant til EU, har borgere med styr på papirerne og rene straffeattester mulighed for permanent opholdstilladelse i Uruguay, og Andrés Alejandro har ikke haft problemer med at flytte hertil.

”De ældre er som regel mere opmærksomme end yngre uruguayanere. De hjælper mig, når jeg farer vild. Jeg tror, det er, fordi de kan huske, hvordan det er,” siger han med reference til Uruguays periode som diktatur i 1970’erne og 1980’erne, da mere end 10 procent af befolkningen flygtede fra landet.

”Dengang rejste uruguayanerne til Venezuela,” siger han og håber, at situationen også en dag vil blive bedre i Venezuela.

”Venezuela kan kun blive et bedre sted, hvis vi får en ny regering, men jeg er bange for, at det er for sent,” siger Andrés Alejandro med henvisning til, at morgendagens længe forsinkede præsidentvalg beskyldes for at være illegitimt.

Den slags beskyldninger har oppositionen ellers i årevis haft svært ved at bevise, også selvom forholdene beviseligt har været stærkt kritisable: Regeringskritiske medier lukkes, borgere trues, og hundredtusindvis af vælgere får med kort varsel eller på selve valgdagen nye valglokaler langt fra deres hjem og i farlige kvarterer, sådan som det skete ved de regionale valg sidste efterår. Regeringen har fastholdt, at selve optællingen af stemmerne har været lovlig: Den kandidat, som får flest stemmer, vinder valget.

At der foregår fusk, blev dog bevist under guvernørvalget sidste år i staten Bolívar, en afgørende minestat i Venezuela, hvor det officielle resultat ikke matchede en optælling af stemmerne foretaget af oppositionen.

Venezuelas største oppositionsparti boykotter valget i morgen, og både EU, FN og en koalition af sydamerikanske lande tager afstand fra den måde, præsidentvalget foregår på. Som mange af sine landsmænd følger Andrés Alejandro situationen på afstand:

”Min drøm er en dag at vende tilbage. Uruguay er et smukt sted, men jeg vil altid være fremmed. I Venezuela har jeg det som en fisk i vandet. Men det Venezuela, jeg forlod, er ikke det rigtige Venezuela.”

Han genkalder sig en historie, som hans mor har fortalt ham. Som ung kvinde tog hun ofte i byen med sin veninde til den lyse morgen. De kunne gå hjem gennem gaderne i Caracas uden problemer og på egen hånd. De kunne tage på stranden og ligge i telt i bjergene. De tider er forbi. Moderen forstod godt, at Andrés ville væk. Men det var ikke en let beslutning. Nogle måneder inden afrejsen gik hans mormor bort, og moderen var tynget af sorg.

”På den ene side blev det lettere for mig at tage væk. Jeg havde jo sagt ordentligt farvel til min mormor. Omvendt blev det sværere for min mor. Hun mistede både sin mor og sin søn inden for det samme år,” forklarer Andrés Alejandro, som forsøger at begrænse kontakten til sin mor til én telefonsamtale om ugen.

”Hun er ødelagt indeni og bekymrer sig på mine vegne. Jeg fortæller hende, at jeg har det godt, at jeg har penge nok. Også selvom min kontrakt på vandrehjemmet udløber om lidt, og at jeg ikke har et fast sted at bo,” siger han og stirrer ud i luften, som om han overvejer sin beslutning på ny:

”Men jeg er nødt til at gøre det her. Jeg kunne ikke få et godt liv med familie og arbejde, hvis jeg var blevet i Caracas.”