Tyskernes Mutti blev til flygtningekansleren

Angela Merkel står til en fjerde periode som kristeligt demokratisk forbundskansler, når tyskerne går til valg den 24. september. Hun er populær som en samlende figur, der følger folkestemningen snarere end politiske principper, men var også tæt på at sætte magten over styr med sin flygtningepolitik. Læs eller genlæs historien om den generte præstedatters usandsynlige vej til posten som verdens mægtigste kvinde

Kvinder med en så vedholdende vilje til magt, som Merkel skulle vise sig at have, havde tidligere været et ukendt fænomen i Tyskland, og den politiske elite manglede enhver idé om, hvordan de skulle håndtere hende, fortæller Hajo Schumacher, der har skrevet en doktorafhandling om Merkels ledelsesstrategier.
Kvinder med en så vedholdende vilje til magt, som Merkel skulle vise sig at have, havde tidligere været et ukendt fænomen i Tyskland, og den politiske elite manglede enhver idé om, hvordan de skulle håndtere hende, fortæller Hajo Schumacher, der har skrevet en doktorafhandling om Merkels ledelsesstrategier. Foto: Hendrik Schmidt.

(Video: Forstå det tyske valg på to minutter)

November 1990. Angela Merkel kiggede genert på fiskeren med det vejrbidte ansigt, som gestikulerede med en cigaret mellem fingrene. Omkring hende i den lille fiskerhytte sad fem mænd i blå kedeldragter, men kun den ene lod til at bemærke den 36-årige, debuterende politiker med det korte, kasserolleformede hår. Berlinmuren var væltet året forinden, og der var få uger til det første tyske forbundsdagsvalg efter genforeningen. Merkel stillede op for det kristeligt demokratiske CDU, og fiskerhytten på øen Rügen i Østersøen lå i hendes valgkreds, så fiskerne var potentielle vælgere. Merkel havde ikke megen erfaring med politik. Som fysiker havde hun arbejdet på laboratorium det meste af sit voksne liv. Hun lignede én, der helst ville være et andet sted.

I dag, 25 år senere, er Angela Merkel verdens mest magtfulde kvinde og kan fejre 10-års jubilæum som Tysklands forbundskansler. Som protestantisk kvinde fra Østtyskland har hun trodset alle odds og kæmpet sig hele vejen op til toppen af CDU, et parti, som traditionelt har været domineret af konservative, overvejende katolske, vesttyske mænd med store egoer.

Hvad driver den 61-årige præstedatter, som står så hårdnakket fast på flygtninges ret til at komme til Europa?

En del af forklaringen skal findes i det generte blik i fiskerhytten dengang i 1990. Hendes styrke har aldrig manifesteret sig i store armbevægelser, som kendetegnede hendes brovtende forgængere, mener Thomas Schmid, tidligere udgiver af den borgerlige avis Die Welt.

”Ser man nærmere på Angela Merkels ansigt, så aner man, at denne kvinde har modstandskraft, udholdenhed og standhaftighed,” skriver han på sin blog.

”Hun hviler, dengang som nu, i sig selv.”

Kvinder med en så vedholdende vilje til magt, som Merkel skulle vise sig at have, havde tidligere været et ukendt fænomen i Tyskland, og den politiske elite manglede enhver idé om, hvordan de skulle håndtere hende, fortæller Hajo Schumacher, der har skrevet en doktorafhandling om Merkels ledelsesstrategier.

“Hun blev altid undervurderet, fordi hun var kvinde, fordi hun var fra øst, og fordi hun var protestant. Hun passede bare ikke ind i billedet hos de herskende hanner,” siger han.

Angela Merkel blev født i Hamborg i det gamle Vesttyskland, men som helt lille flyttede familien, da hendes far så det som sit kald at være præst i Østtyskland.

Hun var en mønsterelev, studerede fysik i Leipzig, opnåede en doktorgrad og arbejdede som forsker i årene 1978-1990. Hun lagde sig aldrig ud med det lukkede Østtyskland, men i et Stasi-dokument fra 1984 baseret på information fra en af Merkels venner beskrives hun som ”meget kritisk over for vores stat”. Selv sagde hun nej til at blive Stasi-stikker med den begrundelse, at hun var for snakkesalig.

Berlinmurens fald i november 1989 blev et vendepunkt for hende. Mens strømmen af ekstatiske østtyskere den 9. november om aftenen brød gennem de netop åbnede grænser, gjorde hun, som hun plejede hver torsdag efter arbejde, og gik i sauna med en veninde. Sidst på aftenen krydsede hun grænsebroen på Bornholmer Strasse sammen med tusinder andre og blev budt på dåseøl af vestberlinere.

Merkel satte den vundne frihed højt, og selvom hun aldrig rigtigt har forklaret, hvorfor hun gik ind i politik, så spiller de store omvæltninger en afgørende rolle i hendes beslutning, mener udlandsredaktøren ved avisen Süddeutsche Zeitung, Stefan Kornelius, som i 2013 skrev biografien ”Angela Merkel”.

“Hendes største livsbegivenhed var Murens fald,” fortæller han.

”For hende beviste den begivenhed, at det er muligt at klare sig igennem store forandringer og komme ud på den anden side - bedre stillet.”

Det var genforeningskansleren Helmut Kohl, der efter Murens fald opdagede den politisk uerfarne Merkel. Hun var på det tidspunkt vicetalskvinde for DDR's sidste regeringschef efter at være gået ind i en kristen borgerbevægelse umiddelbart inden det østtyske kommuniststyres kollaps.

Kohl kaldte hende nedsættende for ”min pige” og gjorde hende til familieminister og siden miljøminister i det forenede Tysklands første regering.

Kohls pige var dog den eneste, der turde træde i karakter under en omfattende skandale om partistøtte med Helmut Kohl som omdrejningspunkt. Som det nyslåede oppositionspartis organisatoriske chef tog hun i et læserbrev i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung opgøret med den magtfulde partipartiark i december 1999.

“Partiet må nu lære at gå selv (“) uden sin gamle krigshest, som Kohl ofte har yndet at kalde sig selv,” skrev hun blandt andet.

Kohls mest oplagte arvtager, Wolfgang Schäuble, blev også belastet af skandalen, og i foråret 2000 stod Angela Merkel pludselig som den første kvinde i spidsen for partiet.

September 2005. Tysklands forbundskansler gennem syv år, socialdemokraten Gerhard Schröder, løftede hænderne som en sportshelt og proklamerede, at ”landet vil have Gerhard Schröder som kansler”. Det var selve valgaftenen for forbundsdagsvalget, som Schröder selv havde fået presset igennem et år før tid. Angela Merkel, formand for CDU, kiggede med et bekymret blik på den storskrydende kansler, men sagde ingenting. Hun var selv spidskandidat til posten. Efter at have ført stort under hele valgkampen måtte Merkel og CDU tage til takke med en yderst snæver sejr. Resultatet var næsten uafgjort, og Merkels kunne ikke som håbet skabe et flertal med de liberale. Hvem skulle være Tysklands fremtidige forbundskansler i en koalitionsregering?

Gerhard Schröder var ikke i tvivl. Hvis hans parti skulle indgå en koalition med Merkels CDU, skulle det være med ham i spidsen.

”Ingen anden end mig er i stand til at danne en stabil regering,” lød det fra ham i partilederrunden på tv:

”I behøver slet ikke stikke jer selv blår i øjnene.”

Angela Merkel virkede udmattet, men forholdt sig rolig, og med et lille smil satte hun Schröder på plads:

”Det er ganske simpelt - du vandt ikke i dag.”

Efter seje regeringsforhandlinger blev hun den 22. november 2005 af Forbundsdagen valgt som det forenede Tysklands første kvindelige - og første østtyske - forbundskansler. Den generte kvinde fra fiskerhytten havde sejret - og gjort Schröders SPD til sin juniorpartner.

For Angela Merkels succes skyldes langtfra kun, at det politiske parnas totalt havde undervurderet hende, fortæller Lykke Friis, Tyskland-ekspert og prorektor ved Københavns Universitet.

”Hun er en kvinde med et ualmindeligt veludviklet magtinstinkt,” siger hun.

”Det står lidt i modsætning til hendes image som den her pæne, saglige kvinde, der kun interesserer sig for indholdet og ikke magten.”

Hendes uddannelse og arbejde inden for naturvidenskaben har gjort hende til en usædvanligt skarpttænkende politiker, mener professor Rüdiger Wurzel, som forsker i politik ved det britiske University of Hull.

“En af årsagerne til hendes succes skyldes helt klart, at hun altid er meget forsigtig. Hendes baggrund som fysiker afspejles i den måde, hvorpå hun fungerer som kansler. Hendes forsigtighed er indimellem blevet kritiseret, og hun er blevet beskyldt for at mangle principper og for primært at fokusere på den offentlige mening,” siger han.

Forsigtigheden er kun blevet større, efter at hun under valgkampen i 2005 nær havde sat alt over styr ved at slå ind på en økonomisk-liberal kurs, som gav hende en massiv vælgerlussing, og som hun hurtigt droppede igen.

”Merkel tager sig som regel god tid, når hun skal træffe vigtige beslutninger, og det har i de fleste tilfælde vist sig at være en fordel,” siger Rüdiger Wurzel.

Mange års erfaring med at gennemføre eksperimenter og beregninger som forsker i et østtysk laboratorium er kommet hende til gode, lyder det ligeledes fra Hajo Schumacher, ekspert i Merkels ledelsesstrategier:

”Hun analyserer hver enkelt situation og tænker enhver mulighed igennem, inden hun beslutter sig.”

Det skal ikke kun tilskrives Merkel, at det traditionelt konservative CDU udviklede sig til at være et bredt, midtsøgende parti, siger professor Rüdiger Wurzel. Men Merkel rykkede partiet yderligere ind mod midten, til sidst så meget, at mange konservative ikke længere kunne genkende CDU, der nu pludselig begyndte at udfase atomkraften, afskaffede værnepligten og gik ind for kvindekvoter i bestyrelser. Som konsekvens har CDU mistet en del vælgere til højre for midten, siger Rüdiger Wurzel:

”Men samlet set har Merkels forandringer været en succes, idet hun har formået at forblive ved magten, mens CDU er forblevet det største parti i parlamentet.”

Angela Merkel har aldrig brudt sig om ideologi, og selv om hun gang på gang er blevet beskyldt for at være nølende og uden visioner, har tyskerne generelt været begejstrede for hendes afdæmpede, pragmatiske stil.

”Det er i virkeligheden meget banalt,” siger redaktør og forfatter Stefan Kornelius om hendes popularitet.

”Hun har aldrig rigtig begået nogen stor fejl eller lovet noget, hun ikke kunne holde. Det betyder, at hun konstant har opnået succes og magt snarere end tilbagegang.”

På sin egen stille facon er hun blevet Europas problemknuser og har styret kontinentet gennem både eurokrise og konflikten mellem Ukraine og Rusland. Hun kan som en af få tale med macholedere som Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, påpeger prorektor Lykke Friis.

I 2013 opnåede Merkel et folkeligt højdepunkt, da hun ene kvinde sikrede de kristelige demokrater den største valgsejr siden genforeningsåret 1990 ved at knække den magiske 40 procents grænse.

Kvinden, der i sin tid blev opfattet som en overgangsfigur, havde fejet alle rivaler af banen. Selv hendes hænder, som aldrig havde kunnet finde deres plads, hvilede nu foran maven med fingerspidserne mod hinanden i et håndtegn - den ikoniske Merkel-diamant, som blev brugt på valgplakaterne. Eftermælet så ud til at være sikret.

De kristelige demokraters valgkamp for to år siden var udelukkende fokuseret på Angela Merkels personlige popularitet. Hendes hænder, som aldrig havde kunnet finde deres plads, hvilede nu foran maven med fingerspidserne mod hinanden i et håndtegn, og den ikoniske ”Merkel-diamant” blev kult og brugt i en gigantisk reklame ved Berlins hovedbanegård.
De kristelige demokraters valgkamp for to år siden var udelukkende fokuseret på Angela Merkels personlige popularitet. Hendes hænder, som aldrig havde kunnet finde deres plads, hvilede nu foran maven med fingerspidserne mod hinanden i et håndtegn, og den ikoniske ”Merkel-diamant” blev kult og brugt i en gigantisk reklame ved Berlins hovedbanegård. Foto: – Foto: Scanpix.

Juli 2015. Den ellers så selvsikre Angela Merkel mistede et øjeblik mælet. Sjældent var hun blevet så direkte konfronteret med konsekvenserne af sin egen politik. Hun var på besøg på en skole i Rostock, og under en tv-transmitteret samtale med en flok elever fortalte en ung palæstinensisk pige, Reem, på flydende tysk om frygten for at blive udvist efter fire år i Tyskland.

“Jeg har mål ligesom alle andre. Jeg ønsker at studere ligesom dem “ Det er meget ubehageligt at se, hvordan andre kan nyde livet, og jeg ikke kan,” fortalte pigen, inden hun brød ud i gråd.

Merkel forsøgte trøstende at forklare, at hun godt forstod hende, men at ”politik nogle gange er vanskeligt”, og at pigen var en af ”tusinder og atter tusinder” af flygtninge, som Merkels land ikke kunne hjælpe.

Flygtningestrømmen til Tyskland voksede dag for dag, og intet emne optog tyskerne mere. Halvanden måned senere blev flygtningene på banegårdene i München, Frankfurt og Dortmund modtaget af lokale tyskere med klapsalver og privatindsamlet mad og legetøj. I næsten 10 år havde forbundskansleren regeret uden de store armbevægelser. Tyskerne kendte hende som ”Mutti” - et øgenavn, hun først ikke brød sig om, men siden tog til sig - der kunne garantere tryghed og stabilitet. Nu pressede et problem sig på, som skulle blive afgørende for hendes politiske kurs og popularitet.

”Retten til asyl kender ingen grænser,” fastslog Merkel i midten af september.

På hendes ordre åbnede Tyskland sine grænser for ikke-registrerede flygtninge, og tusindvis af syriske flygtninge strømmede ind i landet fra Ungarn. Beslutningen skabte rystelser i hendes eget bagland. Horst Seehofer, CSU-partileder i delstaten Bayern, kaldte den for en stor fejltagelse og truede siden med at trække sit parti, CDU's søsterparti, ud af forbundsregeringen, hvis ikke flygtningetilstrømningen blev stoppet.

”Hvis vi nu skal begynde at undskylde for, at vi i nødsituationer viser et venligt ansigt, så er det her ikke mit land,” lød hendes modsvar.

Mødet med den palæstinensiske pige havde indflydelse på Merkels kurs, mener Hajo Schumacher. I årevis havde kansleren været mest optaget af udenrigspolitik - og ikke uden grund: den græske gældskrise, Ruslands annektering af Krim, Ukraine-krisen fyldte meget.

”Men det at møde Reem var som et indledende øjeblik for hende i tilblivelsen af flygtningekansleren,” siger han.

”Merkel var fanget mellem forskellige følelser - hendes egen historie og Ungarn på den ene side og meningsmålinger på den anden,” siger Hajo Schumacher med henvisning til, at flere tusinde østtyske flygtninge tilbage i 1989 før Murens fald også fik tilladelse til at krydse grænsen fra Ungarn til Vesttyskland.

Forbundskansleren havde i sin politiske karriere hidtil snurret rundt som en vejrhane alt efter folkestemningen. Nu gjorde hun noget, hun aldrig før havde gjort. Hun stod fast på en sag og sit nye mantra om, at ”vi kan klare det” trods voksende protester, påpeger Lykke Friis:

”Man skal huske på, at hun første åbnede grænsen efter at være blevet kritiseret hele sommeren og hængt ud på de sociale medier for at være kold. Hun ventede og ventede. Men så meldte hun ud. Og hun fastholder sit synspunkt på trods af, at stemningen er vendt. Tyskerne siger stadig ja til at hjælpe flygtninge, men hendes egne målinger og partiets målinger dykker. Men hun står fast og bruger sågar sin egen fortid bag jerntæppet som argument. Det har hun aldrig gjort før.”

Presset på Merkel blev ikke mindre efter terrorangrebet i Paris sidste fredag. Dagen forinden havde hendes partifælle, finansminister Wolfgang Schäuble, sammenlignet hendes flygtningepolitik med en enkelt skiløber, der kan udløse en hel lavine. Og allerede i lørdags krævede den bayerske CSU-finansminister, Markus Söder, grænserne lukket og et radikalt kursskifte, fordi Paris i hans øjne ændrede alt.

Men selvom Angela Merkel de seneste uger har bøjet sig for baglandets pres og nu støtter en styrket grænsekontrol og genindførelsen af Dublin-konventionen, er hendes grundholdning den samme: Hun vil ikke sætte grænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage.

”Jeg kan ikke ensidigt definere de øvre grænser ... hvad vi ikke kan gøre i Tyskland, er ensidigt og uden videre at bestemme, hvem der kan komme, og hvem der ikke kan,” sagde hun i et interview på den tyske tv-kanal ZDF få timer inden terrorangrebet.

Standhaftigheden hænger sammen med hendes kristne opdragelse og pligten til at hjælpe næsten, mener professor Rüdiger Wurzel:

“Det er en personlig sag for hende på et meget grundlæggende niveau. Merkel er ikke som en amerikansk Tea Party-politiker, der nævner sin kristne tro hele tiden, men hendes kristne værdier er helt klart meget vigtige for hende.”

Mens Merkel stadig betragtes som en stærk leder uden for Tyskland, diskuterer tyskerne, om hun kan overleve krisen, fortæller Stefan Kornelius. Den bekymring er overdrevet, mener han, men hun har begået to fejl: Hun glemte at få sit parti med sig, inden hun åbnede grænsen for flygtninge. Og hun håndterede flygtningekrisen på egen hånd frem for at gøre den til et europæisk problem.

“Hendes rationale er dog stadig overbevisende - at det, der sker her, er så stort, at hun ikke kan stoppe det ved at bygge en mur eller på nogen anden måde hindre mennesker i at komme,” siger han.

“Men hun formåede ikke at overbevise andre europæiske ledere om problemets størrelse, og nu peger alle fingre ad hende og bebrejder hende for at invitere mennesker ind. Støtten til hende falder markant. Men hun skabte ikke problemet. Måske var hun hurtig til at indse problemets alvor, men forsømte at kommunikere det ordentligt.”

USA's præsident, Barack Obama, har omvendt rost Merkel i forbindelse med G20-topmødet få dage efter terrorangrebet.

”Jeg synes, at en person i Europa som kansler Merkel har indtaget et meget modigt standpunkt,” sagde han ved topmødet.

Merkels holdning til flygtningespørgsmålet kommer til at definere hendes eftermæle, mener Stefan Kornelius.

“Hvis det fører til mere uro og ustabilitet, kan det betyde hendes endeligt. Hvis hun er i stand til at få problemet under kontrol, vil hun blive husket som den, der hjalp med at redde Europas kerneværdier.”

Den store test for Merkel kommer, når der er valg i en række delstater til foråret, mener Lykke Friis.

”For to måneder siden havde vi talt om den evige kansler. Nu er billedet lidt mere mudret,” siger hun.

”Hvis hun pludselig er skyld i, at CDU taber, kan piben få en anden lyd. Men hvad er alternativet? Der er ikke nogen oplagt afløser, og det socialdemokratiske SPD står svagt i målingerne. Hun er stadig den uundværlige europæer.”

Efterskrift

I dag står Angela Merkel dog til at blive valgt til en fjerde periode som forbundskansler efter valget den 24. september. Efter en periode med dalende opbakning og popularitet i kølvandet på flygtningekrisen gennemførte hendes regering en række asylstramninger, og hendes kristeligt demokratiske CDU står i øjeblikket til mellem 36 og 39 procent af stemmerne. Tysklands næststørste parti, det socialdemokratiske SPD, som er i regering med CDU, står til mellem 20 og 23 procent.