Anklager beder storjury om hjælp i efterforskning af Trump

I staten Georgia lægges der op til at anklage Trump for forsøg på at svindle sig til sejr ved præsidentvalget.

Distriktsadvokat i Fulton County Fani Willis undersøger Donald Trumps bestræbelser på at påvirke resultatet af det amerikanske præsidentvalg i 2020. (Arkivfoto)
Distriktsadvokat i Fulton County Fani Willis undersøger Donald Trumps bestræbelser på at påvirke resultatet af det amerikanske præsidentvalg i 2020. (Arkivfoto). Foto: Alyssa Pointer/Ritzau Scanpix.

En anklager i den amerikanske delstat Georgia har anmodet en særlig storjury med stævningsbeføjelser om at hjælpe hende i en efterforskning af tidligere præsident Donald Trump.

Distriktsadvokat Fani Willis undersøger Trumps bestræbelser på at påvirke resultatet af det amerikanske præsidentvalg i 2020.

I et brev til Fulton Countys overdommer skriver Fani Willis, at flere vidner, som efterforskes, har nægtet at samarbejde uden en stævning.

Undersøgelsen med demokraten Willis i spidsen er den mest alvorlige undersøgelse, som Trump står over for i Georgia, efter at han blev afsløret i et opsigtsvækkende telefonopkald til delstatens indenrigsminister, partifællen Brad Raffensperger.

Den meget omtalte telefonsamtale mellem Trump og Raffensperger fandt sted 2. januar sidste år.

I lydoptagelsen kan man høre Trump bede Raffensperger om at "finde" flere stemmer i den daværende præsidents favør.

I sit brev nævner Fani Willis specifikt, at Brad Raffensperger, som hun beskriver som et "væsentligt vidne", har indikeret, at han kun vil deltage i efterforskningen, hvis han bliver stævnet.

I en udtalelse forsvarer Donald Trump det, han kalder det "perfekte" telefonopkald, mens han gentager falske beskyldninger om valgsvindel i 2020.

Juridiske eksperter vurderer, at Trump med sit opkald kan have overtrådt mindst tre af Georgias valglove: en sammensværgelse om at begå valgsvindel, en kriminel henvendelse om at begå valgsvindel og forsætlig indblanding i udførelsen af valgopgaver.

Overtrædelser af disse love kan straffes med bøder eller fængsel.

Demokraten Joe Biden fik ved præsidentvalget 11.779 flere stemmer end Donald Trump i Georgia.

/ritzau/Reuters