Prøv avisen

Anklager: Muslimer planlagde massedrab

Abdul Nacer Benbrika har opfordret sine tilhængere til at dræbe tusind mennesker - også kvinder, børn og ældre - afslører politiets aflytninger af den muslimske leder. - Foto: theage.com.au

Lederen af en terror-gruppe i Australien opfordrede sine medlemmer til at dræbe tusind ikke-troende for at tvinge landet til at trække sine tropper ud af Irak, siger anklager

Den største terrorsag i Australiens historie blev onsdag indledt med anklagerens påstand om, at de 12 terror-tiltalte havde været i færd med at planlægge mordet på tusind uskyldige borgere.

Forud for anholdelserne havde gruppen, som består af mandlige muslimer, drøftet hvilke terror-mål, der ville forvolde flest dødsfald, og en jernnbanestation samt et fodboldstadium havde været på tale, skriver religionnewsblog.com. 

Dræb tusind mennesker
Anklager Richard Maidment sagde i retten, at gruppens leder, den 47-årige Abdul Nacer Benbrika, havde opfordret gruppens tilhængere til at gøre "noget stort" for at få den australske regering til at trække sine tropper ud af Irak.

- Hvis I dræber tusind mennesker her, vil regeringen begynde at lytte, havde Benbrika sagt til en tilhænger i en samtale opfanget af politiet.

Benbrika havde desuden givet tilladelse til at dræbe kvinder, børn og ældre.

Halshugning på video
Retten blev også præsenteret for en række beslaglagte dokumenter såsom en terror-manual, en vejledning til at fremstille bilbomber og andre bombetyper samt taler af Osama bin Laden.

Senest har politiet fundet en video i Benbrikas hjem, som viser islamiske ekstremisters halshugning af tre amerikanere i Irak i 2004, skriver Reuters.

Ville fremstille bomber
Det fremgik også under anklagerens tale, at Benbrika havde spurgt en politimand under dække, om han kunne skaffe 500 kilo ammonium-nitrat, som bruges til at fremstille bomber.

De 12 mænd repræsenteres af flere end 25 advokater, som benægter alle anklager, og retssagen forventes at vare ni måneder.