Demokraterne får ikke lige med det samme opfyldt deres ønske om at se præsident Donald Trumps skattepapirer.
Men meget tyder på, at det gør anklageren i Trumps hjemstat, New York.
USA's højesteret afgjorde torsdag, at præsidenten ikke er over loven og ikke kan nægte at udlevere sine økonomiske oplysninger til anklageren.
Sagen var havnet i landets højeste domstol, efter at præsidenten har afvist at offentliggøre de dokumenter, der kan kaste lys over hans familiedrevne virksomhed og formue.
Det er ikke noget, der her og nu vil komme til politikernes eller offentlighedens kendskab. Og da slet ikke inden det præsidentvalg, der finder sted 3. november, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men med stor sandsynlighed havner papirerne inden for en overskuelig fremtid i New York, rapporterer tv-stationen CNN.
Her er anklager Cyrus Vance ved at efterforske Trump for, om han eller hans virksomhed har brudt delstatens love.
Det kan være sket forud for præsidentvalget i 2016 i form af betalinger til to kvinder, Karen McDougal og Stormy Daniels, til gengæld for at de holdt mund om påståede affærer med Trump.
Cyrus Vances efterforskning har også drejet sig om mulig skatteunddragelse og om, hvorvidt Trump har indleveret falske papirer til delstatens myndigheder, skriver CNN.
- Det kan godt være, at han har undgået det politiske nedfald ved dette valg, men han undslipper ikke den juridiske klemme, han er i, siger det demokratiske kongresmedlem Peter Welch til Reuters.
- Jeg er overbevist om, at vores udvalg i sidste ende vil vinde, siger Carolyn Maloney, der er formand for tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Demokraterne vil se nærmere på, om der er foregået hvidvask i nogle af Trumps forretninger, eller om han er sårbar over for politisk indflydelse fra udlandet.
Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, lover, at hun og hendes partifæller vil fortsætte med at granske Trump.
- Kongressens forfatningsmæssige ansvar for at afdække sandheden fortsætter. Særligt når det gælder præsidentens forbindelse til Rusland, som han skjuler, siger Pelosi.
Hun henviser til, at Trumps skattepapirer vil kunne vise en eventuel interessekonflikt i forhold til hans privatøkonomiske interesser.
Højesterets chefdommer, John Roberts, har sendt sagen tilbage til en lavere domstol. Her skal demokraterne forklare, hvorfor de har brug for dokumenterne.
Trump selv siger, at det hele efter hans mening er politisk motiveret.
- Det er en ren heksejagt, sagde han torsdag.
Forretningsmanden fra New York har kæmpet hårdt for at holde sine skatteoplysninger og andre dele af sin økonomi hemmeligt.
Nu ender han med stor sandsynlighed med at skulle udlevere dokumenterne til anklageren i New York, skriver CNN. Og han kan risikere at blive stillet for retten, når han engang har forladt Det Hvide Hus.
På Twitter klager præsidenten over "politisk forfølgelse".
- Nu skal jeg fortsætte kampen i det politisk korrupte New York. Det er ikke fair over for dette præsidentskab eller over for regeringen!, skriver han.
/ritzau/