Flygtninge og internt fordrevne udgør nu én procent af verdens befolkning, har FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, netop meddelt. Krigen i Ukraine, der anslået har tvunget omkring 15 millioner til at forlade deres hjemegne, har for første gang fået antallet af mennesker på flugt til at overstige 100 millioner. Ukrainerne er omfattet af en særlig sympati, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). Men derudover er det stadig den danske regerings erklærede målsætning at undgå spontane asylansøgere, blandt andet gennem aftaler med såkaldte partnerlande som Rwanda:
”Vores mål er at stoppe de irregulære og livsfarlige rejser og alle de overgreb, der er forbundet med den irregulære migration. Regeringen ønsker i stedet, at de flygtninge, der kommer til Europa, bør være kvoteflygtninge,” skriver ministeren i en udtalelse til Kristeligt Dagblad.
Siden det store antal flygtninge, der kom til Europa især fra borgerkrigen i Syrien i 2015 og 2016, har EU-landene formået at begrænse tilstrømningen af bådflygtninge gennem aftaler med Tyrkiet og landene langs Middelhavets sydlige bred, navnlig Libyen. Det har dog også medført beskyldninger mod EU’s grænseagentur, Frontex, om at medvirke til illegale pushbacks, hvor asylansøgere skubbes tilbage over EU’s ydre grænser i strid med international ret.
Ifølge researcheren Matteo de Bellis fra Amnesty International i Italien undergraves kerneprincippet om non refoulement – altså at man ikke må afvise flygtninge uden først at behandle deres sag – helt åbenlyst, selv om EU-landene ikke vil indrømme det direkte.
”Det har lande som Danmark, der ikke har ydre grænser, et medansvar for, fordi de har lagt hårdt politisk pres på landene ved EU’s ydre grænser. Det er en klar overtrædelse af menneskerettigheds- og flygtningekonventionerne, som bliver ved med at ske, fordi EU-landene er enige om målsætningen om at begrænse antallet af spontane asylansøgere,” siger de Bellis.
Øget pres på grænserne
I 2017 faldt antallet af bådflygtninge, der krydser Middelhavet, brat, men tendensen har siden sidste år igen været stigende. Frem til den 22. maj har UNHCR således talt 30.617 ankomster ad søvejen. Der er stadig et stykke op til niveauet før 2017, men flere indikatorer tyder på, at EU-landene foruden tilstrømningen fra Ukraine kan imødese et øget pres på grænserne mod syd.
I den østlige del af Middelhavet har Cypern nu EU’s højeste rate af asylansøgere pr. indbygger. Politisk ustabilitet, økonomisk krise, boligmangel og stigende brødpriser som følge af krigen i Ukraine får stadig flere syriske flygtninge i Libanon og libanesere til at søge mod Europa via Cypern. Den cypriotiske regering har optrappet patruljeringen til søs og den teknologiske overvågning af landgrænsen mod den tyrkiskkontrollerede, nordlige del af øen. Men ligesom Grækenland kritiseres Cypern for pushbacks og for at internere flygtninge under kritisable forhold uden at behandle deres sager.
De første uger med sommervejr har også medført en markant øget tilstrømning til Italien. Situationen i Tunesien, som efter at have tændt gnisten til det arabiske forår for 11 år siden nu igen er blevet et autokrati, er en af faktorerne. Et sammenbrud i turistindustrien som følge af pandemien og manglende import af hvede fra Ukraine får stadig flere tunesere til at forlade landet. På den italienske ø Lampedusa, blot 300 kilometer fra de nordafrikanske kyster, ankommer nu hele tunesiske familier og ikke som tidligere især unge, arbejdsløse mænd.
Ifølge FN’s migrantorganisation IOM er der foreløbig registreret i gennemsnit 5,2 forsvundne migranter om dagen på den centrale rute over Middelhavet i år, hvilket er en stigning i forhold til fire om dagen sidste år. Det reelle tal er sandsynligvis højere. For at undgå at tiltrække bådflygtninge har EU-landene nemlig overladt det til frivillige organisationer at gennemføre redningsaktioner i farvandet mellem Italien og Libyen. På grund af det indvandringskritiske parti Legas indflydelse på den italienske regerings politik siden 2018 opererer ngo’ernes redningsskibe under stadig sværere vilkår, så der mangler redningsfolk og vidner på havet.
”Forsøget på at eksternalisere EU’s grænsekontrol har ført til en systematisk brug af pushbacks per stedfortræder. Den libyske kystvagt, som EU-landene har trænet og givet udstyr og penge, forhindrer ikke bare bådflygtninge i at forlade Libyens territorialfarvand, men sejler også ind i maltesisk farvand. Ifølge vores tal er omkring 5700 bådflygtninge foreløbig i år blevet tvunget tilbage til Libyen på denne måde,“ siger Sara Prestianni fra EuroMed Rights, der repræsenterer ngo’er i middelhavsregionen.
Regeringens humanitære hensyn
Selvom det altså ikke drejer sig om enkeltstående tilfælde, vil Kaare Dybvad Bek ikke deltage i diskussionen om Libyen:
”Regeringen arbejder for et asylsystem, hvor flygtninge kommer til Danmark ud fra humanitære hensyn frem for kriminelle menneskesmugleres junglelov,“ understreger udlændingeministeren og tilføjer:
”Det er afgørende for regeringen, at kontrollen med EU’s ydre grænser sker med fuld respekt for grundlæggende rettigheder. Det er ikke min opgave at agere dommer over konkrete anklager om brud på menneskerettighederne. Jeg vil dog understrege, at det fra regeringens side er afgørende, at alle anklager bliver undersøgt grundigt.”
Man behøver dog blot at se på de migranter, der nu ankommer fra Afrika eller lande som Bangladesh, for at indse, at problemet er systematisk, mener Sara Prestianni:
”De fleste er mere syge og traumatiserede, end vi tidligere har set. De har forsøgt at flygte fra Libyen adskillige gange, men er blevet tvunget tilbage og placeret i interneringslejre.”
Ifølge en ny rapport fra Amnesty International udsættes flygtninge i de libyske interneringslejre for tvangsarbejde, tortur og seksuel vold. Lejrene drives ofte af de samme militser, som agerer kystvagt.
”Hykleriet omkring Libyen er uacceptabelt, fordi overgrebene er så voldsomme og veldokumenterede. Alligevel fejrer politikerne det som en sejr, når snart antallet af bådflygtninge falder en smule. Aftaler med henblik på at eksternalisere grænsekontrollen, som Danmark og andre lande arbejder for, er svære at realisere og gør stor skade, fordi flygtninge interneres under forhold, hvor deres rettigheder ikke respekteres,” siger Matteo de Bellis fra Amnesty i Italien.