Antallet af migranter til Europa rasler ned

I årets første fem måneder ankom 32.080 mennesker via Middelhavet til Europa. Det er markant færre end de foregående år, viser nye tal fra FN. Men tallet skal længere ned, mener EU’s kommende formandsland, Østrig. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har samme vurdering

Tal fra det europæiske grænseagentur Frontex bekræfter faldet i migranter og flygtninge. Ifølge Frontex faldt antallet af mennesker, der forsøgte at krydse grænserne til EU uden indrejsepapirer, med 44 procent i de første fire måneder i 2018 sammenlignet med samme måneder i 2017.
Tal fra det europæiske grænseagentur Frontex bekræfter faldet i migranter og flygtninge. Ifølge Frontex faldt antallet af mennesker, der forsøgte at krydse grænserne til EU uden indrejsepapirer, med 44 procent i de første fire måneder i 2018 sammenlignet med samme måneder i 2017. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

For tredje år i træk rejser betragteligt færre mennesker over Middelhavet for at søge asyl eller job i Europa. Nye tal fra Den Internationale Migrationsorganisation (IOM) viser, at der i årets første fem måneder ankom 32.080 mennesker til havne i Italien, Grækenland, Cypern og Spanien. Det er under halvt så mange som i samme periode fra januar til maj sidste år, hvor 70.870 mennesker krydsede havet, og meget langt fra de flere end en million mennesker, der ankom til Europa over Middelhavet i løbet af 2015.

Tal fra det europæiske grænseagentur Frontex bekræfter faldet i migranter og flygtninge. Ifølge Frontex faldt antallet af mennesker, der forsøgte at krydse grænserne til EU uden indrejsepapirer, med 44 procent i de første fire måneder i 2018 sammenlignet med samme måneder i 2017.

”Det skyldes først og fremmest et lavere migrationspres på ruten i det centrale Middelhav,” skriver Frontex.

Det er således især Italien, der oplever et markant fald i antallet af tilrejsende. Hvor der fra januar til maj 2017 kom 60.228 mennesker over Middelhavet til Italien, ankom der 13.430 i samme periode i år. Mindre end en fjerdedel. Og faldet skal fortsætte, siger den nye italienske indenrigsminister og formand for det højreorienterede Lega-parti, Matteo Salvini:

”Det er slut med at lade Sicilien være Europas flygtningelejr. Jeg vil ikke nøjes med at se på, mens der sker landgang efter landgang af migranter. Vi har brug for detentionslejre,” sagde han i weekenden til et politisk møde i Vicenza i den nordlige del af landet.

Lega har netop dannet regering med Femstjernebevægelsen, og et af punkterne i regeringsprogrammet er at sende en halv million migranter uden papirer ud af landet.

”Festen er slut for illegale indvandrere. Åbne døre i Italien er for de rigtige mennesker, og en enkeltbillet til dem, som kommer for at lave ballade og tror, at vi vil sørge for dem. En af vores topprioriteter vil være deportation. De vil få besked på at pakke deres ting, stille og roligt, men de vil få besked på at forsvinde. Krigsflygtninge er velkomne, men alle andre må ud,” sagde Salvini.

EU har siden den massive tilstrømning af flygtninge og migranter i 2015 diskuteret heftigt, hvordan unionen kunne bringe antallet ned, og i hvilken udstrækning medlemslandene er forpligtet til at hjælpe hinanden med at tage sig af de mennesker, der er ankommet. Først Grækenland og siden Italien har i kraft af deres beliggenhed været de foretrukne mål for flygtningene og migranterne, og hundredtusinder af mennesker har hobet sig op i de to lande, i takt med at de øvrige EU-lande har lukket deres grænser og forhindret dem i at rejse videre.

EU forsøgte i begyndelsen at aftale en fordeling af flygtningene mellem sig, men især de østeuropæiske lande var arge modstandere af en fordeling, og EU har derfor i stedet stræbt efter at begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter. Især med en aftale med Tyrkiet om at standse overfarten af syriske flygtninge og andre fra Tyrkiet til Grækenland, men også gennem aftaler om støtte til kystbevogtning i Libyen og støtte til nordafrikanske lande, der vil holde deres migranter tilbage.

Og det er også præcis den vej, man skal fortsætte ad, mener den østrigske kansler, Sebastian Kurz, der om en måned står i spidsen for det østrigske formandskab for EU.

Han plæderer i et nyligt interview med den tyske avis Die Welt for, at Frontex skal sende grænsevagter til Nordafrika, så det helt undgås at få migranter uden lovlige rejsepapirer ind i Europa. Agenturet bør have et politisk mandat, der tillader det at blive sat ind i tredjelande, når disse er indforståede med det, mener Sebastian Kurz.

”De illegale migranter skal standses ved den ydre grænse, hjælpes med mad og drikke og i bedste fald øjeblikkeligt sendes tilbage til deres transit- eller hjemland,” siger han til Die Welt.

EU-Kommissionen fremlagde for en måned siden planer om at oprette et grænseværn med 10.000 vagter inden 2027. Så længe kan man dog ikke vente, mener den østrigske kansler. Det er nødt til at gå hurtigere, hvis EU fremover effektivt vil forhindre den illegale migration.

Det er også baggrunden for, at der er et nyt europæisk asylsystem på vej som omtalt af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dennes grundlovstale i Aarhus. Her løftede statsministeren sløret for de drøftelser, som han har ført med en række andre europæiske lande om fælles modtage- eller udsendelsescentre i Europa – men uden for EU.

”Det vil i sig selv have en stærkt forebyggende effekt, hvis asylansøgere ved, at et ophold i Danmark ophører, så snart man får afslag på asyl,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det har tidligere været diskuteret i EU, om man kunne oprette modtagecentre i tredjelande, blandt andet i Afrika. Men nu arbejdes der altså på at oprette centre inden for Europa. Og man er langt i drøftelserne, understregede statsministeren.