Antisemitisme og racehad et stigende problem i Europa

Hærværk på jødiske begravelsespladser i Ungarn og Storbritannien understreger, at antisemitismen stadigvæk florerer i Europa

Hærværket i Budapest i sidste uge fandt sted på byens største jødiske kirkegård, Kozmagadens Kirkegård. Her ses Ungarns jødiske leder, Gusztav Zoltai, ved resterne af en ødelagt gravsten. -- Foto. Scanpix.
Hærværket i Budapest i sidste uge fandt sted på byens største jødiske kirkegård, Kozmagadens Kirkegård. Her ses Ungarns jødiske leder, Gusztav Zoltai, ved resterne af en ødelagt gravsten. -- Foto. Scanpix.

Sidste uge blev endnu en trist påmindelse om, at Europa endnu ikke har fået has på antisemitismen.

I den ungarske hovedstad, Budapest, blev 130 gravsten væltet eller smadret på en jødisk begravelsesplads, og i Storbritannien fandt ikke færre end tre overgreb på jødiske begravelsespladser sted. I bydelen West Ham i Østlondon blev 87 gravsten væltet eller smadret samt et mausoleum beskadiget. På muren på en jødisk begravelsesplads i Essex havde gerningsmænd malet to kæmpe hagekors og skrevet "Jøder ud". Og i Manchester smadrede gerningsmænd 100 gravsten på en historisk begravelsesplads.

Begivenhederne er udtryk for en stigning i antallet af antisemitiske overgreb i Europa, hvis omfang er bekymrende, slog OSCE's særlige repræsentant for bekæmpelse af antisemitisme, Gert Weisskirchen, fast under en konference i Spanien for to uger siden.

– Hvis man havde overblik over hele billedet, ville man se en voksende bølge af antisemitisme overalt i OSCE, sagde Weisskirchen til nyhedsbureauet Reuters.

– Vi har især set en stigning i hændelser i Rusland og Storbritannien og visse andre steder, fortsatte han.

Også Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance udtrykte i sidste uge bekymring over udviklingen i tre ud af fem europæiske lande, den har undersøgt nærmere. De polske myndigheder bliver kritiseret for sjældent at efterforske og retsforfølge gerningsmænd bag racehadsforbrydelser. Kommissionen sagde også, at den er bekymret over den aktive repræsentation af racistiske organisationer i Sverige og den omfattende udbredelse af racistisk propaganda i landet. Endelig udtrykte kommissionen bekymring over "den væsentlige og støtte stigning i antisemitiske overgreb i Storbritannien".

"Hvor disse overgreb som regel spejler udviklingen i Mellemøsten, så rapporterer repræsentanter for de jødiske samfund (i Storbritannien), at der nu synes at være et højere niveau af baggrunds-vold mod disse samfund," står der i en rapport udgivet af kommissionen.

Den fortsætter: "Selvom antisemitiske manifestationer fortsat kommer fra ekstreme højregrupper og nynazistiske grupper, så kommet et stigende antal ... ifølge rapporterne fra muslimske fundamentalistiske grupper."

Ungarn bliver i det amerikanske udenrigsministeriums 2004-rapport om religionsfrihed ligeledes kritiseret for endnu ikke at have fået styr på antisemitismen.

– Mens der ikke var nogle rapporter om antisemitisk vold, så udtrykte repræsentanter fra det jødiske samfund bekymring over antisemitisme i nogle medier, i samfundet og i kodet politisk tale, skriver udenrigsministeriet i dets rapport.

Under OSCE-konferencen for nyligt kom det desuden frem, at næsten halvdelen af de 55 medlemmer af organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa ikke opfylder deres forpligtelse til at indsamle og fremlægge oplysninger om såkaldte had-forbrydelser.

Kun USA, Storbritannien og Canada havde fremlagt komplette og troværdige oplysninger, fremgik det af en OSCE-rapport.

Spaniens udenrigsminister, Miguel Angel Moratinos, understregede på konferencen, at fine ord ikke er nok, hvis Europa skal vende den bekymrende tendens.

– Vi har ikke brug for deklamationer, men i stedet for specifikke beslutninger inden for områder som uddannelse, medieforbrug og historieforskning, sagde han.

Selvom det endnu er for tidligt at sige noget endeligt om forventningen for 2005, sagde Gert Weisskirchen dog til Reuters, at der kan have været en stigning i antisemitiske overgreb i årets første kvartal.

I Ungarn har Budapests borgmester, Gabor Dem-szky, besluttet at gøre sit til, at skammelige angreb som det på begravelsespladsen i sidste uge ophører og gerningsmændene findes. Han har udlovet en dusør på knap 5000 dollar – mere end et års løn for gennemsnits-ungareren – for informationer om gravskænderiet, rapporterede det ungarske nyhedsbureau MTI.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk