Antisemitismeekspert: Fuldblods-antisemitter er en lille minoritet

Folk med fordomme mod jøder har oftest også fordomme mod andre grupper på grund af deres religion, race, seksuelle orientering eller andet, siger historieprofessor David Feldman, der er leder af institut for antisemitisme ved University of London

Arkivfoto fra hærværk på jødisk kirkegård nær Strasbourg, Frankrig. Her svarer historieprofessor på spørgsmål om antisemitisme i Storbritannien.
Arkivfoto fra hærværk på jødisk kirkegård nær Strasbourg, Frankrig. Her svarer historieprofessor på spørgsmål om antisemitisme i Storbritannien. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fra vinduet er der udsigt over Russell Square i det centrale London. Men det er ikke for udsigt, men indsigt, at man besøger historieprofessor David Feldman på kontoret på første sal. Siden stiftelsen for snart 10 år siden har han været direktør for Pears Insitute for Antisemitism ved Birkbeck, der er en del af University of London. Som Kristeligt Dagblad har erfaret, så er David Feldman ikke manden, der bidrager med små hurtige kommentarer til almindelige nyheder om antisemitisme, men i stedet historikeren, der holder sig til at se på det større perspektiv med plads til nuancerne, når det kommer til jøder og antisemitisme.

”Vores tilgang til antisemitisme er, at det er én form for fordomme, racisme og racestereotyper blandt mange. Alle de typer af fordomme manifesterer sig på forskellig vis, som alle er forkerte ud fra et etisk synspunkt. Og folk, der er racistiske, har kun sjældent fordomme imod blot en gruppe,” forklarer David Feldman indledningsvis.

Han henviser til socialpsykologisk forskning, som viser, at de grupper i samfundet som har fordomme mod jøder, som regel også har det mod muslimer, farvede mennesker, homoseksuelle og så videre.

I Storbritannien har debatten om antisemitisme i høj grad været koncentreret om oppositionspartiet Labour, som under den afgående leder Jeremy Corbyn har tilladt åbenlyse antisemitiske holdninger – og har vist tilbageholdenhed med at slå ned på de holdninger.

”Det er sådan, det bliver fremstillet, men det er ikke nødvendigvis den fulde historie. Det er vigtigt at sondre mellem negative holdninger til minoriteter, som findes i en kultur som hele, og så de tilfælde, hvor de holdninger bliver centrale i en debat. Meget af debatten om antisemitisme i Storbritannien er koncentreret om venstrefløjen i Labour, men ikke udelukkende. Der har også været konservative kandidater, som har sagt ting, der viser en grad af antijødiske fordomme,” siger David Feldman, som også taler om de underliggende strømme i samfundet, som betyder, at selvom folk ikke offentligt er kritiske omkring jøder og muslimer, så er det ikke ensbetydende med, at de ser jøder og muslimer i et positivt lys:

”Folk bliver ofte ledt på et fejlspor, fordi mange leder efter fuldblodsantisemitter. Men i Storbritannien er det en meget lille minoritet – færre end tre procent er ideologiske antisemitter.”

Du taler om fuldblodsantisemitter. Så har du en graduering, som du arbejder med?

”Ja. Det kan man se i undersøgelser. Det er ikke bare en arbitrært kategorisering. Vi kan se på svarene, når folk bliver givet en række negativt ladet udsagn, såsom at jøder har for meget magt, for mange penge, for stor indflydelse. Og vi kan se en graduering. De fleste vil ikke være enige i de udsagn. Men 30 procent vil være enige i en eller to af de udsagn. Det er det, jeg kalder et reservoir af antisemitiske holdninger i samfundet, som der kan trækkes på, når jøder bliver en del af debatten. Og så er der en lille minoritet, som vil sætte kryds i alle felter.”

Hvordan oplever du antisemitismen i Storbritannien i dag i forhold til tidligere?

”Det er klart, at den følelse af frygt, vi ser i dag, skal tages alvorligt. Men hvis vi ser på samfundet for 50 år siden, så var der en mere systematisk diskrimination mod jøder. Golfklubber ville ikke have jøder som medlemmer, nogle skoler havde kvoter. Som ved nærmest et mirakel, så kom der på min egen skole kun fire til fem jøder ind hvert år.”

Men hvis vi ser på den politiske dagsorden og debatten om Labour, hvor markant er den så historisk?

”Det er uhørt i Storbritannien at have antisemitisme så højt på den politiske dagsorden. Det er stort set ikke set, siden Edward I forviste alle jøder fra England i 1290. End ikke under kampagnen for at tillade jøder at stille op til parlamentet i det 19. århundrede udløste det sådan en debat. Vi skal gå tilbage til 1753 og lovforslaget om at tillade jøder at blive briter for at finde en tid, hvor antisemitisme var så centralt i britisk politik.”

Når vi ser på de tre typiske fordomme bag antisemitisme, er der så forskel på folk i Labour og konservative vælgere?

”Tværtimod. Vi ser de samme tanker, som bunder i konspirationer om penge og magt, der bliver brugt sammen med påstande om illoyalitet, at jøder er mere loyale overfor andre jøder og Israel. De tanker har ikke nødvendigvis et politisk hjem. På højrefløjen kan vi se det med finansmanden George Soros og beskyldninger om, at han manipulerer magten med penge, hvor det på venstrefløjen er den jødiske indflydelse. Israel er et emne, som optager mange på Labours venstrefløj. Og de er i deres gode ret til at udtrykke deres støtte for palæstinenserne. Det er ikke det, jeg taler om, men jeg taler om det punkt, hvor den støtte bliver antisemitisk.”

I Danmark som andre steder i Europa har der været angreb mod det jødiske samfund, som har været dødelige. Men det er ikke tilfældet her i Storbritannien, så er problemet mindre her?

”Antisemitisme er for det meste ikke voldelig. Det er hån, chikane og historisk diskrimination. En af misforståelserne er, at antisemitisme er voldeligt – og det kan være voldeligt og er noget af det værste i menneskehedens historie som holocaust. Men de fleste steder i verden er antisemitismen ikke oplevet gennem vold.”