Antisemitismen og den offentlige orden

Den franske komiker Dieudonnés antisemitisme er udtryk for en etnicering af det offentlige rum, mener franske iagttagere

 Dieudonnés popularitet rækker fra det yderste, nationale højre til den yderste venstrefløj, med et solidt tag også i en generation af unge med indvandrerbaggrund.–
Dieudonnés popularitet rækker fra det yderste, nationale højre til den yderste venstrefløj, med et solidt tag også i en generation af unge med indvandrerbaggrund.–. Foto: Meunier Aurelien/SIPA/.

Gå hjem i god ro og orden. Mens I synger Marseillaisen, lød opfordringen fra komikeren Dieudonnés facebook-side, efter at det franske statsråd i torsdags sagde god for et forbud mod hans forestilling Le mur (Muren), i den franske by Nantes.

Statsrådet har bekræftet forbuddet med henvisning til, at forestillingens systematiske brug af racistiske og antisemitiske udtalelser repræsenterer en trussel mod den offentlige orden. De mange hundrede tilskuere, der havde købt billet til forestillingen, lyttede til Dieudonnés opfordring om at undgå sammenstød med det store politiopbud omkring koncertbygningen.

LÆS OGSÅ: Komiker eller politiker?

Uden dog at synge Marseillaisen. Til gengæld vajede flere trikoloreflag blandt de ventende tilskuere i Nantes. I Paris, hvor den fransk-afrikanske komiker i de seneste måneder har optrådt for en stopfyldt sal hver eneste aften, var det ikke trikoloreflag, men snarere kvinder med hovedet dækket af det islamiske tørklæde, der illustrerede stemningen blandt publikum.

For Dieudonnés popularitet rækker fra det yderste, nationale højre til den yderste venstrefløj, med et solidt tag også i en generation af unge med indvandrerbaggrund. Hans quenelle, den omvendte nazihilsen, som han har opfundet og som har medvirket til at bringe ham i politikernes og retsvæsenet søgelys, praktiseres af både højreekstremister og unge med arabisk og afrikansk baggrund.

LÆS OGSÅ: Omvendt nazi-hilsen vinder frem i Frankrig

Dieudonné har afsløret, at de ideologiske kort blandes på en ny og overraskende måde. Han appellerer til folk, der ellers ikke har noget til fælles, og som i andre sammenhænge er modstandere. Men de mødes i en antisemitisme, der ikke nødvendigvis har noget med den traditionelle antisemitisme fra 1930erne at gøre, siger Emmanuel Debono fra Center for det 20. Århundredes Historie ved forskningsinstitu-tionen CNRS, hvor han er specialist i antisemitisme og antiracistiske bevægelser.

Når etniske franskmænd, herunder soldater og politifolk, gør quenelle-tegnet foran en synagoge, er det i vid udstrækning udtryk for et oprør mod systemet, mod de etablerede institutioner. Og dette system identificeres med den jødiske lobby. Det er en klassisk antisemitisme i en opdateret version. Man udfordrer systemet ved at overskride det etablerede samfunds moralske græn-ser, herunder udtrykke antisemitiske synspunkter og anfægte holocaust, der lagde grunden til en række samfundsværdier efter Anden Verdenskrig. Og dette oprør mod systemet findes også i miljøer med indvandrerbaggrund, siger Emmanuel Debono.

Her rettes modviljen mod den herskende franske elite, der identificeres med jøderne. De kontrollerer bankerne og medierne. De antisemitiske stereotyper smelter sammen med den nye antizionisme, der opstod i kølvandet på den anden intifada i 2000, og hvor unge franskmænd med arabisk baggrund identificerer sig med palæstinenserne i det besatte områder, mener Emmanuel Debono.

For Pascal Bruckner, fransk debattør og skribent, er det dermed den etnisk franske befolking, der er den virkelige skydeskive for komikeren og hans fans i indvandrerforstæderne.

Anti-hvid racisme findes. Det er antisemitismen, som florerer i Nordafrika, i Mellemøsten og i vore indvandrerforstæder, skriver han i et indlæg i dagbladet Le Monde.

Han peger på, at den nye antisemitisme beskylder jøderne og holocaust for at skygge for andre ofre, især ofrene for slaveriet og for kolonitiden.

Engang var en jødehader også automatisk racist. Jøder og sorte delte et skæbnefællesskab som ofre. Sådan er det ikke længere, mener Pascal Bruckner.

Antisemitismen er blevet antikolonialismens nye ansigt, mener også Emmanuel Debono.

LÆS OGSÅ: Hver femte jøde udsættes for antisemitisme

Nogle radikale indvandrerorganisationer betragter stadig sig selv som ofre for en neokolonialisme, der kommer til udtryk i diskrimination i det franske samfund. Her næres antisemitismen af det forhold, at en del kolonister i Nordafrika rent faktisk var jøder, påpeger han.

1970ernes anti-imperialisme har udviklet sig til anti-zionisme på den yderste venstrefløj, supplerer Jean-Loup Amselle, antropolog ved Institut for Socialvidenskab i Paris, hvor han blandt andet forsker i etnicitet og identitet.

Det, der på paradoksal vis forener Dieudonné, visse radikale afrikanske organisationer og højrefløjsideologer fra Front National, er en fælles populistisk kritik af det etablerede samfund, af kapitalismen og et fælles had til globaliseringen. Palæstinenserne, afrikaneren og franskmanden ophøjes til repræsentanter for folket. Racekampen har erstattet klassekampen på de ekstreme fløje, blandt andet fordi det er nemmere at kritisere jøderne end at kritisere et økonomisk system, mener Jean-Loup Amselle.

Franske iagttagere peger i det hele taget på, at grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige offentligt, er i færd med at skride. Og det gælder både antisemitiske og racistiske udtalelser. Justitsminister Christiane Taubira, der er fra Fransk Guyana, er flere gange blevet sammenlignet med en abe. Og Dieudonné er tæt på at beklage, at verden ikke gik under den 12. december 2012, hvor det forlød, at kun den franske landsby Buga-rach ville overleve.

Der var ingen jøder dér. Det ville have løst problemet.

Tidligere var åbenlys racisme og antisemitisme sjældne i den offentlige debat. Der var ting, man ikke sagde. De diger er bristet, og i nogen grad kan man hævde, at forbuddet mod Dieudonnés forestillinger er med til at markere, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig at sige i den offentlige debat, siger Emmanuel Debono.

Indenrigsminister Manuel Valls har ligesom regeringsleder Jean-Marc Ayrault glædet sig over Statsrådets afgørelse, som i går førte til, at endnu en forestilling er blevet forbudt i byen Orléans.

Demokratiet har vundet. Dette er en værdikamp. Vi kan ikke lade stå til, når hadet, antisemitismen og racismen breder sig, lyder det fra indenrigsministeren.

Andre frygter, at det er en glidebane at begrænse ytringsfriheden.

I virkeligheden er vi lige så magtesløse som i 1930erne, hvad angår hadefuld tale, konstaterer Emmanuel Debono.