Forestil dig et enkelt sted, hvor du kan se film eller høre musik, bestille tid hos lægen, shoppe, betale regninger, booke en taxa, overføre penge, finde en date, investere, donere til velgørenhed, læse nyheder, spille spil, lokalisere en parkeringsplads, få mad bragt ud og meget, meget mere. Alt sammen mens du har dine venner og bekendte – ja faktisk alle du kender – lige i nærheden.
Et sådan sted findes i form af den kinesiske mobilapplikation Wechat. Et digitalt fænomen, der startede som et socialt medie, men som i dag er i en kategori for sig selv på verdensplan. En slags sammensmeltning af Paypal, Yelp, Facebook, Uber, Amazon, Expedia, Spotify og Tinder. Og mange flere.
Historien om Wechat er på mange måder historien om internettets tidsalder i Kina. En digital tidsalder, der sprang computeren over og indfangede hele nationen, da mobiltelefonen kom online. Kina er det sted i verden med flest internetbrugere – og stort set alle er på nettet via deres smartphone.
”Jeg havde en gæst fra Danmark, der besøgte mig i Shanghai, og som ikke havde været i Kina i 10 år. Han observerede, at på de 10 år var mobiltelefonen vokset fast i håndfladen på kineserne. Kina er i dag en mobiløkonomi, hvilket betyder, at man som forbruger forventer at få tingene skræddersyet til sine behov,” siger Jacob Johansen, forretningsrådgiver inden for innovation med speciale i Kina.
Og det er netop, hvad Wechat gør. Filosofien bag appen er at blive en integreret del af de dagligdagssituationer, normale menneskers hverdag består af. At være til stede i alle aspekter af brugerens liv.
”Målet er meget ligetil. Det handler om, at vinder man brugerne, vinder man markedet. Så det er et forsøg på at lave et digitalt økosystem, hvor man så at sige ejer brugerne og kan sælge dem alle mulige produkter og services, når man først har dem,” forklarer Jacob Johansen.
Fremgangsmåden har været en enorm succes. Wechat nærmer sig en milliard brugere. Langt størstedelen af dem er kinesere, der anvender den kinesiske udgave af appen.
”Alle bruger Wechat i dag. Selv mine bedsteforældre. Jeg kender ingen, der ikke gør,” siger 23-årige Li Xiao fra Beijing.
Hun fortæller, at hun ikke kan huske, hvornår hun sidst sendte en normal tekstbesked eller foretog et opkald, der ikke skete over Wechat. E-mails er også stærkt på vej til at blive udfaset i Kina. Det samme gælder kontanter. Det er ikke længere nødvendigt at have penge på sig, når man går ud ad døren. Hvad enten det gælder frokosten på den lokale restaurant eller en liter mælk i kiosken, kan betalingen ske med et par klik på mobilen. Selv tiggerne i de kinesiske storbyer er begyndt at tage imod elektroniske almisser.
”Det ville være et stort problem for mig, hvis jeg skulle leve uden Wechat. Både fordi vi bruger den hele tiden på arbejdet, hvor min chef deler filer og opgaver på platformen, og fordi det ikke er muligt at bruge Facebook eller Twitter i Kina, så i dag er det den bedste måde at holde sig opdateret på,” forklarer Li Xiao.
Kinas internet har i årevis været lukket land for en række af de største globale tech-firmaer som Google og Facebook. De holdes ude ved hjælp af den såkaldte kinesiske firewall, der er den kinesiske ledelses teknologiske værn mod uønsket tankegods på nettet. Det har skabt gunstige forhold for kinesiske selskaber inden for murerne. Da Wechat startede for fem år siden lignede den mest af alt en efterligning af amerikanske Whatsapp, der primært bruges til kommunikation mellem brugerne. Siden har man lagt lag på lag på den oprindelige udgave.
For at forstå, hvad Wechat i dag er for en størrelse, og hvordan den adskiller sig fra vestlige varianter, er det nødvendigt at dykke ned i appens design og opbygning.
Startbilledet er chatfunktionen, hvor man finder korrespondancer med andre brugere. Via knapper i bunden af appen kan man klikke sig videre til andre områder. Det gælder for eksempel den Facebook-lignende side, hvor brugerne deler billeder, video, links og andet indhold på deres personlige profil. Samtidig kan virksomheder, medier, kendisser og andre åbne officielle profiler, man som bruger kan vælge at følge. Alt sammen elementer, man også finder hos sociale medier andre steder.
Det samme gælder i mindre grad for den betalingsfunktion, der er hjørnestenen i Wechats forretningsmodel, hvor brugeren knytter et bankkort til sin profil og får mulighed for at handle i appen, overføre penge til andre brugere eller betale i butikker.
Endnu mere nyskabende er de miniprogrammer, der sidste år begyndte at dukke op inde i Wechat. Virksomheder, organisationer, myndigheder eller andre kan ansøge om at åbne et miniprogram, hvilket 580.000 til dato har fået lov til. Tilsammen har de 117.000.000 brugere dagligt.
”Miniprogrammerne er en stor ting. Det er et enormt ambitiøst tiltag, der om nogle år vil blive betegnet som en genistreg, fordi det er med til at fremtidssikre hele projektet,” siger Matthew Brennan, medstifter af virksomheden China Channel, der rådgiver om Wechat.
Det er på den baggrund, at Wechat har fået kaldenavne som ”alt-i-en-appen”, ”én app til at styre dem alle” og ”appen, der spiser internettet”.
Så hvad der begyndte som et socialt medie i traditionel forstand, er i dag en mobilbaseret platform med et næsten uanet antal funktioner og med det officielle mål at dække flest mulige sociale, kommercielle og samfundsmæssige behov. Det er muligt at leve sit liv gennem appen, fra man står op, til man går i seng – men spørgsmålet er, om det er en god ting.
Ikke alle ser positivt på udviklingen. Den kinesiske tech-gigant Tencent, der ejer Wechat, opnår alt for meget magt, mener redaktør for onlinemediet Tech in Asia Charles Custer.
”Kinas internet, som allerede er et virtuelt intranet takket være den store firewall, ser ud til at være i færd med at krympe endnu mere og blive komprimeret til en platform, der ikke ejes af folket eller regeringen, men af et kommercielt selskab. I en verden, hvor de fleste kinesiske interaktioner på internettet sker via Wechat, får Tencent et foruroligende niveau af kontrol over alt fra forretning til underholdning til den offentlige diskurs,” skriver han på sin blog og peger på, at Wechat har opnået en kritisk masse, der reelt gør det umuligt at vælge appen fra.
For selvom der findes alternativer på det kinesiske marked, bliver de mindre og mindre relevante, når ens venner, familiemedlemmer, kolleger og kunder alle er på Wechat.
”Og hvis din chat-app også styrer alt om dit liv – din bank, din morgenkaffe, dine investeringer, din underholdning – så er det meget sværere at skifte til noget andet, hvis du ikke kan lide, hvad Wechat gør, så det gør de fleste brugere ikke,” skriver Charles Custer.
En anden diskussion, der ofte dukker op, når snakken falder på Wechat, handler om censur, overvågning og graden af tilknytning til de kinesiske myndigheder og Kinas Kommunistiske Parti. Som det også er tilfældet for andre online-tjenester, er Wechat pålagt at censurere indhold, den kinesiske ledelse finder upassende. Det gælder både følsomme emner om Tibet og Taiwan samt dagsaktuelle emner, man ønsker at lægge låg på.
Og selskabet forsøger ikke at skjule, at man udleverer informationer om sine brugere i de tilfælde, hvor de relevante myndigheder efterspørger dem. For personer med en kritisk tilgang til den kinesiske styreform eller topledelse er der derfor grund til at være påpasselig ved tasterne.
Så da menneskerettighedsorganisationen Amnesty International satte sig for at undersøge 11 af klodens største teknologiselskaber målt på deres tilgang til databeskyttelse og sikkerhed, kom Wechats moderselskab Tencent ind på en absolut sidsteplads. På en skala fra et til 100 med 100 som bedste resultat fik Facebook 73 point, Apple 67 point og Google 53 point. Tencent derimod fik et stort rundt nul. Ingen point overhovedet.
Men spørger man almindelige kinesere om deres holdning til Wechat, vil langt de fleste komme med en positiv tilbagemelding.
”Wechat er en god ting, der gør livet nemmere,” siger Li Xiao fra Beijing.
”Selvfølgelig vil jeg helst ikke have, at andre følger med i, hvad jeg laver. Men egentlig tror jeg ikke, at mange kinesere tænker over, at der skulle være et problem med respekten for privatlivet eller med sikkerheden. Personligt er jeg aldrig blevet kontaktet af myndigheder, fordi jeg skulle have gjort noget forkert, så hvad skulle jeg være bekymret for?”, spørger hun.