Prøv avisen
Udlandskommentar

Arabisk er fremtidens og mulighedernes sprog

Shopping i Libanons hovedstad, Beirut. Arkivfoto. Foto: Mohamed Azakir

Den arabiske verden befinder sig så at sige i vores baghave, og hvad der sker dernede den ene dag, har det med at ende her den næste dag. Arabisk burde tilbydes på alle gymnasier

Lærer unge det arabiske sprog, får de ikke bare udvidet deres karrieremuligheder, men opnår en dyb og nuanceret forståelse af den arabiske verden.

I England diskuter man i øjeblikket, om der skal tilbydes undervisning i arabisk og kinesisk i grundskoler og gymnasier. Det handler ikke om integration og modersmålsundervisning, men om at man skal lære sprogene på niveau med fransk og tysk.

Både arabisk og kinesisk vil fremover komme til at spille en væsentlig rolle, og det er yderst relevant, at man også i Danmark slår et slag for de to sprog. Nu ved jeg ikke så meget om kinesisk, men arabisk blev sidste år kun udbudt på et enkelt gymnasium, et studenterkursus og fem VUC- og HF-kurser. Selvom der næste år kommer et ekstra gymnasium til på listen, er det efter min mening ikke nok.

Det burde være et fag, som alle gymnasieelever har mulighed for at vælge til.

Arabisk bliver talt i 22 lande i et område, som ikke ligger mere end 3-4 timers flyvetur herfra. Det er et af de største sprog i verden og bliver talt af næsten en halv milliard mennesker. Den arabiske verden befinder sig så at sige i vores baghave, og hvad der sker dernede den ene dag, har det med at ende her den næste dag.

Det har ofte undret mig, når jeg rejser rundt i de arabiske lande til konferencer og debatmøder, hvor sjældent det er, at jeg møder en dansk journalist eller diplomat, som kan arabisk i dybden. De er nødt til at læne sig op ad det, man kalder en fikser, en person, som ordner praktiske ting og samtidig fungerer som tolk. Man er på den måde henvist til at kommunikere gennem en tredjepart, hvilket kan være fint og nødvendigt i nogle sammenhænge, men denne kan i situationen sandsynligvis ikke oversætte de indforståede og kulturrelaterede holdninger, der altid vil være, når der bliver kommunikeret.

Der sker også det, hvis man ikke kan sproget, at man som dansker primært kommer til at omgås folk med høje uddannelser, som måske har boet i Vesten, fordi det er dem, man kan kommunikere med på egen hånd. Det siger sig selv, at det ikke giver et fyldestgørende billede af den del af verden.

En tidligere britisk ambassadør i Saudi-Arabien er en af de få diplomater jeg har mødt, som kan arabisk flydende. Han fortalte mig engang, at det kun er svært de første 10 år. Og det er sandt, arabisk er ikke et let sprog. Der er for eksempel 10 måder at sige godmorgen på - ingen har sagt, det er let, men man behøver ikke kunne sproget flydende for at få stort udbytte af det. Dette handler ikke bare om at lære et sprog, men om at komme tættere på en verdensdel, som vi har svært ved at forstå.

Selvom man måske ikke lige har tænkt sig at blive diplomat eller journalist, er der mange gode grunde til at lære arabisk. Når der engang kommer ro i den del af verden - eller måske bare dele af den - vil der være et stort handelsmæssigt potentiale. Nogle vil så måske pege på et lukket land som Saudi-Arabien, der ikke er interesseret i, at udenlandske forretningsforbindelser blander sig for meget med lokalbefolkningen. Hertil kan jeg kun sige, at lige præcis Saudi-Arabien er noget helt specielt på det punkt, og at de over tyve andre arabiske lande ikke kan sammenlignes med forholdene der. Den udvikling, der for eksempel er sket i Dubai, er helt enestående. Landet har i dag virksomheder og tænketanke på et højt internationalt niveau, og alle uanset hudfarve og religion er velkomne til at starte forretninger under fantastisk gunstige forhold.

Radioprogrammet Arabiske Stemmer og de mange foredrag, jeg holder, har vist mig, at mange danskere er nysgerrige efter at vide mere om den arabiske kultur. Folk er vældig interesserede i alt lige fra forskellige danseformer, religiøse grupper og madkultur til historiske monumenter, politiske konflikter og meget andet.

Det er i den arabiske verden, at de tre store monoteistiske religioner er udsprunget, og det er et sprog, der i en periode i middelalderen var mellemled til de gamle grækere og romere. I islams guldalder var sproget i filosofi, matematik og kemi arabisk.

For at forstå den arabiske verden og kultur er det vigtigt at forstå, hvad der karakteriserer det arabiske sprog. Det er først og fremmest et meget poetisk sprog, hvor der er et utal af nuancer sammenlignet med dansk. Siger nogen for eksempel godmorgen, så svarer man ikke bare godmorgen tilbage. Man svarer for eksempel med ”det er honningens morgen” eller ”det er jasminens morgen”. Altså: Morgenen er god og fyldt af sødme.

Det er et blomstrende sprog, hvor man også udtrykker sig meget fysisk, og hvor der bliver talt meget højt. Når min mor for eksempel taler arabisk til mig, spørger mine børn, om hun skælder ud. Det gør hun ikke, men fordi mine børn er vokset op i Danmark, er de ikke vant til, at der bliver talt så højt og kropsligt til hinanden.

Man taler med armene, øjnene og hele kroppen og viser, at man er følelsesmæssigt engageret i samtalen. Dette kan for en dansker virke aggressivt, men det er det langtfra. Når to eller flere arabere mødes, opstår der en konkurrence om at overgå hinanden i komplimenter og velsignelser. Jo mere malerisk sproget er, jo større kan komplimenterne blive. Det er en måde at vise hinanden respekt på.

Jeg har lært arabisk fra barnsben, og for mig har det været en gave at kunne det sprog. Det har gjort det muligt at kunne kommunikere med en utrolig bred vifte af mennesker. Jeg har talt med en enlig mor i en flygtningelejr i Darfur, diskuteret med præsident Assad i Syrien, talt med en Hizbollah-leder i Libanon og en frihedskæmper i Yemen.

Det er tankevækkende, at de folk, jeg har mødt, som kan arabisk, ser med meget mere rummelige og nuancerede øjne på den arabiske verden end de, der ikke kan sproget. Jeg spurgte engang en indædt kritiker af alt arabisk, om han nogensinde havde været i et arabisk land, hvortil han svarede nej. Og det er sagen i en nøddeskal.

Jeg er godt klar over de forbehold, der kan være ved at lade unge mennesker lære arabisk. Man tænker måske, at de kunne gå hen og blive radikaliserede jihadister. Men det er ikke sproget, der gør en til jihadist - det kan man blive, uanset om man kan sproget eller ej. Jeg vil faktisk sige, at man tværtimod har meget bedre mulighed for at bekæmpe jihadismen, når man behersker sproget.

Det er vigtigt, at unge mennesker får mulighed for at lære sproget, så de ikke bare får udvidet deres jobmuligheder som voksne, men også får udvidet deres horisont. De skal væk fra mediernes overfladiske og konfliktprægede fremstilling af den arabiske verden. Jeg håber virkelig, at mange unge får øjnene op for det arabiske sprogs muligheder, så de kan være med til at skabe et dybere og mere nuanceret syn på den arabiske verden.