Det kan virke drastisk at dræbe Sheherezade, den arabiske heltinde fra klassikeren Tusind og én nat.
Det er ikke desto mindre, hvad den libanesiske forfatter og kulturredaktør på Libanons førende dagblad, Joumana Haddad, gør for at trænge igennem til fordumsfulde vesterlændinge og snæversynede arabere.
LÆS OGSÅ: Arabiske kvinder overset i demokratiproces
Hendes nye bog Jeg dræbte Sheherezade En vred arabisk kvindes bekendelser, som samtidig er hendes første bogudgivelse på dansk, er et forsøg på at reflektere over det at være en arabisk kvinde i dag.
Der bliver langet øretæver ud til højre og venstre, når hun går i rette med sine landsmænd og blandt andet skriver, at det at være araber i dag betyder, at man må undertrykke sine tanker, hvis man vil tilpasse sig de mørkemænd, der holder de arabiske samfund nede. Samtidig retter hun en skarp kritik mod Vesten, for som hun skriver: ændringer kan ikke importeres.
På trods af romanens undertitel virker Joumana Hadad ikke spor vred, da Kristeligt Dagblad møder hende. Hun er klædt i sort, figursyet jakke, hvis flipper bliver skjult af en imponerende, krøllet, sort hårpragt, og hun smiler bredt med lyserøde læber og forsikrer om, at hun skam ikke er træt efter en lang dag med mange ivrige journalister. Med rolig stemme og afslappet holdning taler hun om, hvordan hun ved at fortælle sin egen livshistorie har ønsket at vise vesterlændinge, at frigjorte arabiske kvinder skam findes.
Den arabiske kvinde som et hjælpeløst offer er ikke hele billedet, for selvom hun eksisterer, er der også arabiske kvinder, der kæmper for at være frie og selvstændige hver eneste dag. Ved at skabe bevidsthed om deres eksistens er mit mål også at ryste arabiske kvinder, der lever i offerroller, for at vise dem, at de med små skridt kan ændre deres liv, siger Joumana Haddad.
Hun mener, at det er på høje tid, at kvinderne i de arabiske lande kommer op på barrikaderne og selv tager ansvar for at ændre deres situation.
Joumana Haddad indrømmer gerne, at hun langtfra tilhører flertallet. Hun er ansvarshavende udgiver af det kontroversielle magasin Jasad (Kroppen), hvor der bliver bragt erotiske noveller og skrevet om tabubelagte emner såsom jomfrudyrkelse, tvangsægteskaber, flerkoneri og homoseksualitet. Og som gift med en mand, hun ikke lever sammen med, skiller hun sig ud. Men selvom hun tror på eksemplets magt og fortæller om eget liv og egne valg for at inspirere andre, mener hun, at hver kvinde må finde sin egen vej.
Hvis man for eksempel lever en undertrykt tilværelse, hvor ens mand ikke vil lade en få et job eller komme ud af huset, kan man nå langt gennem den måde, man opdrager sine børn på. Hvis disse kvinder lærer deres døtre at stræbe efter frihed og deres sønner ikke at være patriarkalske, er de kommet et langt stykke vej, siger hun og påpeger, at når et menneske starter med at ville noget, er det allerede på vej mod målet:
Mange arabiske kvinder får at vide, at de kun skal koncentrere sig om at være mødre, men faktisk er moderskabet en stor kilde til forandring, for hvis de ikke selv kan opnå at blive frie, kan de i hvert fald stræbe efter, at det sker for de kommende generationer.
Hendes egen livsform og liberale udtalelser virker provokerende på mange, og hun har ofte modtaget trusler blandt andet i forbindelse med sit magasin. Derfor undrer det ikke, at Joumana Haddads forhold til hjemlandet og landets hovedstad, Beirut, hvor hun er bosiddende, mildest talt er anstrengt.
Jeg bor ikke i Beirut på grund af de ting, jeg godt kan lide, men på grund af de ting, jeg ikke kan lide. Mange spørger mig, hvorfor jeg ikke bare flytter, men jeg kan ikke bare sidde i en luksuriøs europæisk storby og fortælle folk om, hvordan det er at være araber, siger hun og skodder den hjemmerullede cigaret, hun alligevel ikke har nået at ryge på grund af talestrømmen.
Hun understreger flere gange, at hun ikke ønsker at prædike for de arabiske kvinder, men at hun gennem sin egen historie vil vise dem, at et andet liv er muligt.
Selv bliver hun ofte defineret som intellektuel. Hun fortæller, at mens andre på hendes alder som piger drømte om Tom Cruise, Bruce Springsteen eller Robert de Niro, søgte hun tilflugt i sin fars bibliotek og sukkede efter Dostojevskij, Salinger og Gibran. Den frihed, hun fandt gennem bøgerne, ønsker hun også for andre.
En af de største udfordringer er, at kvinderne skal have mere uddannelse, så de kan få karrierer og blive økonomisk uafhængige. For selv de arabiske kvinder, der ser sig selv som selvstændige, fordi de godt kan tage ud at danse hele natten, må bede deres mænd, fædre eller brødre om penge til en kjole.
Ud over uddannelse er et nødvendigt skridt på vejen til frihed sekularisme, hvor religion skal være en mere privat sag. For i nogle arabiske lande bliver religionen brugt som et værktøj til kontrol, mener hun. Hun har selv fået en streng katolsk opdragelse, men tager i dag afstand fra alle religioner.
For mig kunne vejen til frihed ikke gå gennem en religion, men jeg vil selvfølgelig ikke pålægge andre, hvordan de skal gøre det, og jeg respekterer da også dem, der har brug for den trøst, som religion er. For mig virker det bare lidt paradoksalt at være kristen eller muslimsk og feminist. Se bare på, hvad der står om kvinder i Bibelen og Koranen. De forskellige religioner har fundet hver deres måde at lave patriarkalske strukturer på, og for mig var det nødvendigt at bryde med de strukturer.
Men det er noget helt andet, noget, der starter indeni, der skal stå for det første og afgørende skridt: Arabiske kvinder skal begynde at blive vrede.
Jeg håber, at jeg snart begynder at se flere vrede arabiske kvinder derude. De skal finde vreden over deres liv, hvor de bliver set som tilbehør i stedet for at blive behandlet som voksne mennesker. For bliver man først rasende, finder man kræfterne til at flytte bjerge, siger hun.